Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 20. marts

Her vises alle billeder af busser taget 20. marts i forskellige år:

Umove 7911 på Fredensbro, København

Umove 7911 på Fredensbro, København

Umove 7911, Yutong E15 årg. 2024, passerer Fredensbro i København under indøvning på linje 15E eller 150S.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2024.

City-Trafik 2218 ved Vejlegårdsparken, Vallensbæk

City-Trafik 2218 ved Vejlegårdsparken, Vallensbæk

Da City-Trafik i efteråret 1995 havde vundet godt halvdelen af kørslen i HTs 5. udbud og derved cirka firedoblede sin kørsel for trafikselskabet fra den følgende sommer, landede Scania-DAB en af de største danske busordrer i mange år. City-Trafik bestilte i alt 121 busser, som fordeltes med 101 DAB serie 15 mk. III-busser og 20 Scania/Lahti-laventrébusser. Ordren på serie 15-busser udvidedes senere med 1, således at der i perioden maj-august 1996 leveredes 102 busser af typen til City-Trafik, nemlig nr. 2100-2128, 2200-2221, 2300-2308, 2900-2940 og 2950. Busserne i 2900-serien var indrettet som S-busser (2950 dog uden S-bus-markering) til linjerne 500S, 550S og 650S, mens de "almindelige" busser tilfaldt bl.a. linje 1, 31, 36, 141 og 149 m.fl. Busserne satte deres præg på City-Trafiks linjer i hele kontraktens levetid, der kom til at blive syv år, og en pæn mængde af busserne fik endda en kontraktperiode mere, således at de sidste først blev taget ud af drift i efteråret 2011. Til gengæld blev der byttet godt rundt på, hvor de kørte henne i de senere år. Fra 2004 til linjens nedlæggelse i 2010 kunne man f.eks. opleve dem på linje 136 mellem Vallensbæk og Albertslund. City-Trafik 2218, der ellers var nyleveret til linje 141/149, passerer Vejlegårdsparken i Vallensbæk på linje 136 kort for nedlæggelsen. 13 år senere hang der stadig skilte på perronen på Vallensbæk station, som indikerede hvilken trappe ned, man skulle tage for at skifte til linjen...

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2010.

Arriva 1072 og 1323 på Ålholm Plads, Valby

Arriva 1072 og 1323 på Ålholm Plads, Valby

Ålholm Plads har i mange år været endestation for linje 123, der gik ad Roskildevej mod Glostrup, Taastrup og Roskilde - afbrudt af en længere periode, hvor busserne fortsatte helt ind til Langgade st. Hver anden bus på linje 15 har desuden i hele linjens levetid (2003-2013) vendt på Ålholm Plads. Ved køreplansskiftet 24. marts 2013 forsvandt begge linjerne fra pladsen, som nu alene benyttes af linje 26. Arriva 1072 som linje 123 og bus 1323 som linje 15, allerede udstyret med røde hjørner til driften på linje 9A, på Ålholm Plads. Begge busserne er Volvo B7RLE/Säffle-busser bygget i 2007.

Foto: John Bodholdt Nielsen, 20. marts 2013.

Arriva 1916 på Backersvej ved Borneovej, København

Arriva 1916 på Backersvej ved Borneovej, København

Arriva 1916, Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2003, som linje 82N på Backersvej natten til 20. marts 2010.

Foto: Nicholas Jensen, 20. marts 2010.

Arriva 1458 på Taastrup st.

Arriva 1458 på Taastrup st.

Nogle få måneder i begyndelsen af 2009 var Arriva 1458, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2002, i brug på linje 123. Det var første gang, der kørte 13,7 m-busser her, men bussen forsvandt fra linjen igen i slutningen af marts. I løbet af juni og august blev linje 123 til gengæld forsynet med tre andre 13,7 m-busser (1415, 1456 og 1471), der kører fast i myldretiderne. Bus 1458 på Taastrup st.

Foto: Sikandar Sahil, 20. marts 2009.

Veolia 6270 i Vasbygade garage

Veolia 6270 i Vasbygade garage

Veolias DAF SB220 GG-LF/Berkhof-gasbus nr. 6270 i Vasbygade garage under strejken 20. marts 2007. Denne dag var linje 250S den eneste linje i Københavns centrum, der kørte.

Foto: Sikandar Sahil, 20. marts 2007.

Busforsyningens Volvo B10M-46 fra Færøerne

Busforsyningens Volvo B10M-46 fra Færøerne

Denne tidligere Mouritsen-bus fra Færøerne er importeret til Danmark i 2005 af Busforsyningen - et firma, der udfører kørsel for forskellige bands. Den skal nu ombygges til dette formål. Busforsyningen har også to af de tidligere SAS-busser (nr. 12 og 14), der hermed får selskab af en tilsvarende i kort udgave. Mouritsen kører bybusser i Thorshavn på Færøerne, og der kører allerede en anden tidligere Thorshavn-bybus i Danmark, idet Østtrafik i Hårlev har en Scania OmniCity, der oprindeligt kørte hos en anden bybusvognmand, Arne Berg. Det er bus 7657, der normalt er at finde på HURs linje 255 mellem Køge og Hårlev.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2005.

Busforsyningens Volvo B10M-46 fra Færøerne set fra siden

Busforsyningens Volvo B10M-46 fra Færøerne set fra siden

Denne Volvo B10M-46/Aabenraa fra 1987 er ganske unik. Den er bygget til Mouritsen Bussar i Thorshavn på Færøerne som en slags kort udgave af SAS-busserne, der kørte mellem Hovedbanegården og Kastrup Lufthavn, dvs. med dørarrangement 1-0-2 og bagperron. Indvendigt er i Kryger-design, ligesom HT-busser fra sidste halvdel af 1980'erne. Nu tilhører bussen Busforsyningen i Danmark.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2005.

Scania, Leyland og Volvo med DABs serie 7-karrosseri

Scania, Leyland og Volvo med DABs serie 7-karrosseri

Det er sjældent, man får lejlighed til at lave en opstilling som denne: En Scania, en Leyland og en Volvo - alle med DABs serie 7-karrosseri. Fra venstre er det ex. Connex/Combus nr. 5259 (Scania), i midten ex. Århus Sporveje nr. 223 (Leyland) og til højre ex. City-Trafik nr. 2084, opr. HT 1867 (Volvo).

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2005.

Ex. Århus Sporveje 223

Ex. Århus Sporveje 223

Den tidligere Århus Sporveje nr. 223 er en god gammel Leyland-DAB 7-1200B-bybus fra den jyske hovedstad. Den vender sandsynligvis snuden mod det store udland i april 2005.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2005.

Ex. City-Trafik 2088

Ex. City-Trafik 2088

Denne Volvo B10M-60/Aabenraa blev bygget til De Hvide Busser i Nordsjælland. I 1994 blev den malet HT-gul, efter at selskabet havde genvundet sine ruter i HTs 4. udbud. På sine gamle dage kom den til City-Trafik, hvor den fik nr. 2088. I 2003 blev den taget ud af drift, men den eksisterer endnu.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2005.