Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 12. maj

Her vises alle billeder af busser taget 12. maj i forskellige år:

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

De baltiske lande har aftaget en del danske busser siden 1990'erne. Daugavpils Autobusu Parks i Letland fik i 2013 denne Scania OmniLine fra 2002. Bussen er i gult regionalbusdesign fra Skånetrafiken og fotograferet på rutebilstationen i Daugavpils i selskab med et par Volvo'er, der også er i svenske farver. Men Scania'en blev faktisk nyleveret til Arriva i Vejle som bus 2846. Den blev overført til Arriva i Sverige i 2006 som lånebus, men blev senere til bus 6135 hinsidan.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2017.

Arriva 1045 på Borups Allé, København

Arriva 1045 på Borups Allé, København

Et vejarbejde i foråret 2023 medfører, at de københavnske linjer 68 og 250S ikke som normalt kan køre fra Bellahøj mod Hareskovvej i nordvestlig retning. I stedet er linjerne omlagt gennem Frederikssundsvejstunnelen under Bellahøj. På Arriva 1045, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, viser skiltet "Lyngby st. via Utterslev Torv", men det er løgn og latin, for omlægningen betyder, at bussen må køre ad Hareskovvej helt ud til Mosesvinget ved Utterslev Mose og ad Mosesvinget tilbage til den normale rute. Dermed kommer bussen et godt stykke uden om Utterslev Torv. Bussen er her på Frederikssundsvejstunneldelen af Borups Allé lige sydøst for Bellahøjs busterminal, der ligger på brodækket over tunnelen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2023.

Ex. City-Trafik 2808 som sightseeingbus i Tallinn, Estland

Ex. City-Trafik 2808 som sightseeingbus i Tallinn, Estland

Ex. City-Trafik 2808, Volvo B7LT/East-Lancs årg. 2001, som sightseeingbus hos Hansabuss i Tallinn, Estland. Bussen har været noget omkring efter udrangering fra linje 250S i København i oktober 2012, idet den både har været sightseeingbus i sin hjemby, i Gdansk i Polen og i Tallinn, hvor den her ses på havnen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2018.

Ex. Auto Paaske 917 i Tallinn, Estland

Ex. Auto Paaske 917 i Tallinn, Estland

Sightseeingbusselskabet Rosemarie i Tallinn anvendte i årene 2013-19 denne MAN SD200-dobbeltdækker fra 1980 på selskabets rundture i den estiske hovedstad. Bussen blev i sin tid bygget til BVG i Vestberlin, nr. 1716, og blev ved udrangering midt i 1990'erne konverteret til "topløs" dobbeltdækker med henblik på salg til sightseeingbusoperatører. Herefter var den til 2002 i Neubrandenburg, men ikke mindst blev den fra 2002 til 2013 brugt i København af Auto Paaske som vogn 917.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2018.

City-Trafik 2517 ved Islands Brygge garage, København

City-Trafik 2517 ved Islands Brygge garage, København

City-Trafik i København havde 1992-95 og 1996-2001 et meget synligt garageanlæg beliggende ude på selve Islands Brygge. Garagen blev taget i brug, da selskabet fra slutningen af marts 1992 overtog driften på linje 9, men den havde noget primitive forhold, og i 1995 flyttede man til et nyetableret garageanlæg på Thorvalds Borgs Gade - en sidegade noget længere ude på bryggen. Efter en stor kørselsudvidelse i 1996 blev den fraflyttede garage dog taget i brug igen, men den blev rømmet i 2001, fordi Københavns Kommune havde planer for området, som nu benyttes til rekreative formål. I maj 1998 var her imidlertid driftsgarage for en stor del af City-Trafiks Amager-linjer. Bus 2517, Leyland-DAB 7-1200B årg. 1987, holder parkeret uden for hegnet - plads var der ikke meget af. Bussen blev overtaget sammen med Fredericia Omnibusser 1. december 1993, og efter afgivelsen af bybuskørslen i Fredericia i juni 1996 fik den nye opgaver hos City-Trafik i København, hvortil den overførtes i 1996 eller 1997.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 1998.

Linjebus 6221 på Toftegårds Plads, Valby

Linjebus 6221 på Toftegårds Plads, Valby

Linjebus 6221, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1995, på Toftegårds Plads.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 1998.

Arriva 1590 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1590 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1590 (ex. Veolia 5088), DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 166 på Strandvejen i Hellerup.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

Arriva 1628 ved Charlottenlund Fort

Arriva 1628 ved Charlottenlund Fort

Arriva 1628 (ex. Veolia 6231), DAB 15-1200C-gasbus årg. 1999, hører egentlig til på linje 42/43, men var 12. maj 2008 ude at køre på linje 166. Her ses bussen ved den historiske endestation ved Charlottenlund Fort.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

Arriva 1127 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1127 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1127, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 14 på Strandvejen i Hellerup.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

Arriva 1128 ved Charlottenlund Fort

Arriva 1128 ved Charlottenlund Fort

Arriva 1128, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 14 ved Charlottenlund Fort.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

Arriva 1214 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1214 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1214 (ex. Veolia 5184), DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 14 på Strandvejen i Hellerup. En tidligere Veolia-bus på en af Arrivas "egne" linjer.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

Arriva 1131 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1131 på Strandvejen, Hellerup

Arriva 1131, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 14 på Strandvejen i Hellerup.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

City-Trafik 2719 på Strandvejen, Hellerup

City-Trafik 2719 på Strandvejen, Hellerup

City-Trafik 2719, Volvo B12BLE-62/Aabenraa årg. 2003, som linje 1A på Strandvejen i Hellerup.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2008.

DAB-rutebil i Zielona Gora, Polen

DAB-rutebil i Zielona Gora, Polen

DAB 1200L-rutebil fra rutebilselskabet PKS Zielona Gora i Zielona Gora, Polen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2007.

Leyland-rutebil i Zielona Gora, Polen

Leyland-rutebil i Zielona Gora, Polen

Denne Leyland-DAB 7-5-TL11/3 fra 1983 kørte i Danmark hos Kirsten Jensen, Hallund. Siden 1991 har den kørt hos PKS Zielona Gora i Polen. Rutebilstationen i Zielona Gora.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2007.

Scania-bus i Zielona Gora, Polen

Scania-bus i Zielona Gora, Polen

En af PKS Zielona Goras Scania 112-busser med Katrineholm-karrosseri optager passagerer på rutebilstationen i Zielona Gora, Polen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2007.

Serie 7-rutebil i Zielona Gora, Polen

Serie 7-rutebil i Zielona Gora, Polen

Denne bus er den ene af to serie 7-rutebiler fra Kurt Larsen, Bisserup, der siden 1994 har kørt hos PKS Zielona Gora i Polen. Bussen er en Leyland-DAB 7-5-TL11/3 fra 1983 og holder på rutebilstationen i Zielona Gora.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2007.

MAN-bybus i Legnica, Polen

MAN-bybus i Legnica, Polen

MAN-bybus fra MPK Legnica som linje 10 på jernbanestationen i Legnica, Polen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2007.

SJ X31K-sæt nr. 55 på Helsingør station

SJ X31K-sæt nr. 55 på Helsingør station

Trafikken med Øresundstog er i øjeblikket i udbud. I dag kører DSB og SJ i fællesskab, men sådan bliver det ikke nødvendigvis fra januar 2009. SJ X31K-sæt nr. 55 med X31K-B nr. 4555 forrest på Helsingør station.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

De Blaa Omnibusser 4029 på Holte st.

De Blaa Omnibusser 4029 på Holte st.

De Blaa Omnibusser var første entreprenør i HUR-området, der fik en Jonckheere-bus: bus 4029 leveredes (med betydelig forsinkelse) til selskabet i foråret 2005 og var bl.a. udstillet på messen Transport 2005 i Herning. Bussen har hidtil været en enlig svale hos De Blaa, men over 20 mere af typen er på vej til Holte-firmaet i forbindelse med kørselsovertagelsen 22. oktober. Bus 4029 som linje 192 på Holte st.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

De Blaa Omnibusser 4016 på Holte st.

De Blaa Omnibusser 4016 på Holte st.

Grundstammen i De Blaa Omnibussers vognpark er 19 Volvo B12BLE fra 2004 - 5 med Aabenraa- og 14 med Säffle-karrosseri. Her holder en af Säffle'rne, nr. 4016, hvil på Holte st.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

Arriva 1370 på Holte st.

Arriva 1370 på Holte st.

Linje 184 skifter for første gang entreprenør ved en licitation, når De Blaa Omnibusser overtager driften 22. oktober 2006. Linjen er en gammel DSB-rute med en lang historie. Under HT blev den sammenlagt med linje 23 og forlænget ind til Københavns centrum. Linjen har gennem mange år været betjent delvist med ledbusser, og i årene 1994-97 kunne man endda, hvis man var heldig, opleve duobusser på linjen. Duobusserne kørte på diesel mellem Holte og Østerbro, og som trolleybusser mellem Østerbro og Nørreport. Hos De Blaa får linjen DAF/Jonckheere-busser - de første af slagsen i 13,7 m-udgave. Dermed er det også endegyldigt slut med ledbusser på linjen. Arriva 1370, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 2001, som linje 184 på Holte st.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

Arriva 1951 på Jydeholmen i Vanløse

Arriva 1951 på Jydeholmen i Vanløse

Linje 14 er nok den københavnske buslinje, der har undergået færrest forandringer i nyere tid. Siden omstillingen til busdrift i 1960'erne har linjen kun været omlagt omkring Nørreport i forbindelse med metrobyggeriet, og det var kun midlertidigt. Endvidere blev en del ture forlænget til Klampenborg fra 2003. Ellers er ruteføringen den samme, og linjen har også siden slutningen af 1960'erne været kørt af Ryvang garage, uanset om selskabet så hed KS, HT, Busdivisionen, Bus Danmark eller Arriva. Selv Jydeholmen-endestationen i Vanløse ligner sig selv. Bus 1951, en DAB 15-1200C mk. III årg. 1995, blev oprindeligt leveret i forbindelse med oprettelsen af linje 350S, men er nu fast vogn på linje 14. Til oktober udrangeres den.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

Arriva 1985 på Jydeholmen i Vanløse

Arriva 1985 på Jydeholmen i Vanløse

Linje 14 får udskiftet en del af materiellet, når HURs 18. udbud træder i kraft i oktober 2006. Arriva skiller sig ved denne lejlighed af med sine DAB 15-1200C-dieselbusser. På 14'eren skal der i stedet udelukkende køre DAB 15-1200C-LPG-gasbusser. Et mange år gammelt princip om, at netop linje 14 altid skal køre med gamle busser bliver derved opretholdt! Bus 1985, DAB 15-1200C årg. 1996, som linje 14 på Jydeholmen i Vanløse.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

Wulff Bus 3283 i Tirsbæk ved Vejle

Wulff Bus 3283 i Tirsbæk ved Vejle

Wulff Bus 3283 er totalreklame for Vejle Amts Folkeblad. Bussen er leveret i forbindelse med Wulff Bus' overtagelse af bybusserne i Vejle, hvor den da også kører stadigvæk. Den har været totalreklame fra ny af, men bar 2002-05 nummeret 1027. Bussen er en Volvo B12BLE/Aabenraa og er foreviget i Tirsbæk ved Vejle.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 12. maj 2005.