Billeder ➜ Optagelsesdato ➜
Billeder taget 11. oktober
Her vises alle billeder af busser taget 11. oktober i forskellige år:
Keolis 8435 med blå hjørner ved Enghave Plads, København
Søndag 13. oktober 2019 skete den store omlægning af busnettet i København som følge af Metrocityringens åbning to uger tidligere. Det betød mange ændringer af bl.a. stoppesteder og busanvendelse. Keolis 8435, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som indtil da kørte på linje 14, blev overført til linje 250S, som fik udvidet busantallet, og i den sidste tid op til skiftedagen var den i trafik på linje 14 med nypåsatte, blå S-bus-hjørner. Her afgår den fra Enghave Plads mod Ryparken et par dage før køreplansskiftet, hvor linje 14 også forsvandt fra stedet. På stoppestedsstanderen til venstre har man da også allerede udskiftet linjenumrene 3A, 10 og 14 med 9A og 23.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.
KS 322 på Enghavevej, København
I oktober 2019 blev den historiske linje 3 mellem Nordhavn st. og Valbyparken via Indre Nørrebro og Frederiksberg nedlagt. Linjen kunne føre sin historie tilbage til sporvognenes tid, men blev omstillet til busdrift i april 1968. Fra december 2003 havde den fået føjet et 'A' til linjenummeret, men var ellers stadig bare den samme gamle linje. Men efter åbningen af metrocityringen blev 3'eren erstattet af linje 1A; på de yderste dele dog af linjerne 14 og 9A. Fredag 11. oktober - linjens næstsidste driftsdag - blev nedlæggelsen markeret med veteranbuskørsel, idet Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte nogle dobbeltture på linjen med KS 322, en Leyland-DAB serie II fra 1968. Bussen befinder sig på Enghavevej lidt syd for Enghave Plads og er på vej mod Østerbro. Den er autentisk skiltet, idet buslinjerne 3, 9 og 18 i årene 1968-84 havde fælles endestation i en lille busterminal på Melchiors Plads nær krydset mellem Nordre Frihavnsgade og Strandboulevarden.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.
Fjord-bus 7479 på Jernbanegade, Roskilde
Fjord-bus 7479, DAF SBR4000/Jonckheere årg. 2008, som linje 600S på Jernbanegade i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2008.
Tidligere Århus Sporveje-bus fra PKS Namyslow i Brzeg, Polen
PKS Namyslow har tidligere Århus Sporveje nr. 185, der er en Leyland-DAB 7-2-TL11/4 fra 1984. Her ses bussen på rutebilstationen i Brzeg i oktober 2004.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Ex. Randers Byomnibusser 145 i Zielona Gora, Polen
Randers Byomnibusser vogn 145, der er en DAB 15-1200C mk. I fra 1993, kører i dag hos PKS Zielona Gora i Polen. Bussen ses her i det udendørs vaskeanlæg på rutebilstationen i Zielona Gora.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
DAB serie 7-bus fra PKS Zary i Zielona Gora, Polen
Rutebilselskabet PKS Zary anløber rutebilstationen i Zielona Gora, Polen, og er godt kørende i en DAB 7-1200B fra 1988. Bussen har kørt hos Standley Larsen, Hadsund, og er i 2002 kommet til Polen efter at have været via Thinggaard, Aalborg Omnibus Selskab, Combus og Arriva.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Ex. Bus Danmark 1606 i Brzeg, Polen
Der kører eksporterede danske busser i ufatteligt mange polske byer. En af dem er Brzeg, hvor rutebilselskabet PKS Brzeg bl.a. har ex. HT/Bus Danmark vogn 1606, der er en Volvo B10M-60/Aabenraa-bybus med bagperron. Bussen er leveret i november 1983, og blev i efteråret 1994 renoveret hos ReBUS. Efter udrangering kom den til Brzeg, hvor den en oktoberdag i 2004 blev fanget i trafik på linje 3 ved byens busstation.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Dyssell-bus som skolebus på Kokkedal st.
Dyssells Busser kører bl.a. en del skolebuskørsel i Nordsjælland. En af de busser, der anvendes, er denne Volvo B10M-55/Aabenraa-bus fra 1987. Som det nok kan gættes, har bussen en fortid hos DSB/DSB busser/Combus som vogn 077/2077. Bussen kom til Dyssell i 2001 og har i øvrigt dørarrangement 1-1-0.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2005.
Zemun-ledbus i PKS Zielona Gora
Denne bus er en Zemun Ikarbus IK160P tilhørende PKS Zielona Gora. Billedet er taget på rutebilstationen i Zielona Gora. Zemun-ledbussen er en Ikarus-ledbus samlet af Jelcz, hvorfor den har visse træk til fælles med Jelcz' bybusmodel, f.eks. rudearrangementet i fronten. Ikarus var ungarsk, mens Jelcz er en polsk fabrik.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Ex. A.P. Hansen/City-Trafik vogn 12 hos PKS Brzeg, Polen
Denne bus har fotografen kørt til skole med, da den var i drift hjemme i Danmark! Bussen er en Leyland-DAB 6-5-TL11/3 i HT-udførelse, dvs. med defrosterindsugning over lyskassen, grønne toplygter og langt destinationsskilt over fordøren. Den er bygget til A.P. Hansen, Roskilde Turisttrafik, som vogn 12, og overgik med firmaets kørsel til City-Trafik i Roskilde i 1990. City-Trafik kørte med bussen frem til 1992, hvor den gik til DAB. Fra DAB blev den solgt til Eesti Buss i Estland - et stort busselskab, som en driftig dansker opbyggede, og som senere gik konkurs. I Estland fik den sin blå og hvide bemaling, som den ses i her, og internnr. 465. Efter Eesti Buss kom bussen til Polen til busselskabet PKS Brzeg. Rutebilstationen i Brzeg, Polen.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Tidligere danske busser i Brzeg, Polen
Det vrimler med interessante busser på rutebilstation i Brzeg, Polen. Denne opstilling er ikke engang arrangeret! Yderst til venstre er det ex. HT 1191. Denne bus er en Volvo B10M-60/Aabenraa af den aller første serie B10M-busser, HT fik. Den kørte fra ny til 1993 hos HT i Køge, hvorefter den blev ReBUS-renoveret og snart fandt vej til linie 600S som S-bus. Efter udrangering er bussen solgt til Polen. Nummer to fra venstre er ex. HT 1700 af typen Leyland-DAB 8-1200B. Serie 8 var en speciel udgave af serie 7 til HT med bl.a. svagere motor. Nummer tre fra venstre er A.P. Hansen/City-Trafik nr. 12, der via Eesti Buss er kommet til Polen, og i øvrigt i 1990-92 kørte i nogenlunde samme bemaling, som ex. HT 1191 har på billedet! Denne bus er af typen Leyland-DAB 6-5-TL11/3. Yderst til højre er det ex. DSB 918/Combus 1918, der er en Volvo B10M-60 med DAB serie 6-karrosseri. Alle busserne tilhører nu PKS Brzeg i Polen.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.
Ex. DSB 863 hos PKS Brzeg, Polen
Denne ledbus var Aabenraa Karrosserifabriks første ledbus. Det er en Volvo B10MA-55, og den blev bygget i 1982 til DSB som nr. 863. I 2000 blev den solgt til PKS Brzeg i Polen, og den er her fotograferet på rutebilstationen i Brzeg.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2004.