Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 3. juni

Her vises alle billeder af busser taget 3. juni i forskellige år:

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Denne bus' fortid på de vestsjællandske landeveje fornægter sig ikke, men den er kommet langt væk hjemmefra. Den blev nemlig i 2013 solgt til Republikken Makedonien, senere Nordmakedonien, hvor den blev taget i brug af det statslige energiforsyningsselskab ELEM i Bitola. Bussen er oprindeligt leveret til Linjebus på Lolland-Falster i 1998, hvor Linjebus overtog en stor mængde kørsel fra NyBus. Bussen havde derfor nummer i 3000-serien, som Linjebus benyttede i STS-land, men blev dog efter nogle år overført til Vestsjælland, hvorved den fik det hvide og orange VT-kontraktdesign. Den var omfattet af Arrivas overtagelse i 2007 og kørte frem til udrangeringen som Arriva-bus 5575. Den danske karriere sluttede med nogle måneder som lånevogn hos Tide Bus på Fyn i 2010. Da bussen efter flere års henstand kom ud at køre igen hos ELEM sammen med nogle andre danske busser, var dens nye opgave øjensynligt at køre medarbejdere til og fra REK Bitolas kulkraftværk uden for byen Novatsi. Her ses bussen på vej mod byen med kraftværket i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2015.

Mock-up af Aabenraa M82 på Køge Havn

Mock-up af Aabenraa M82 på Køge Havn

Denne uges "Outlandish onsdag" er outlandish i betydningen "meget anderledes". Det er nemlig ikke en rigtig bus, men en mock-up af en bus, som i 1982 blev bygget af en teknisk skole i Aabenraa i samarbejde med Aabenraa Karrosserifabrik. "Bussen" svarer til fabrikkens såkaldte M82-model, men kortere. Den var dog oprindeligt i fuld højde, altså som hvis den havde haft en rigtig undervogn, ligesom den blev bygget med midterdør. Mock-up'en har sågar Aabenraa-byggenummer 1232, men intet stelnummer. Den kom senere til Håndværkerskolen i Nykøbing Falster, men de sidste mange år har den tilhørt en forening, som indtil 2008 hed Sjælland Rundt på Cykel, derefter Køge Cykel Rings Venner og siden 2016 Køge Sportevent. Den er blevet ombygget til speakervogn, midterdøren er fjernet, og "undervognen" er skåret af, så "bussen" nu er en slags anhænger, der kan trækkes af et andet køretøj. Som speakervogn har den været brugt i forbindelse med de løb, foreningen er involveret i. I begyndelsen af juni 2012 stod den f.eks. på Køge Havn, som var start- og målområde for årets "Tøserunden".

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn dagen efter afholdelsen af "Tøserunden" i 2012. Havnen var start- og målområde for det 112 km lange cykelløb. Speakervognen har tydeligvis overnattet på havnen, men opbevaredes normalt også i Køge, blot andetsteds i byen, hvor dens ejer - på dette tidspunkt kaldet Køge Cykel Rings Venner - også har hjemme.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

Bagenden af Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Bagenden af Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Mock-up af Aabenraa M82-bus ombygget til trækvogn, der kan anvendes som speakervogn, på Køge Havn. Den tilhører Køge Cykel Rings Venner, som siden har skiftet navn til Køge Sportevent.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

Unibus 7158 ved Ishøj st.

Unibus 7158 ved Ishøj st.

Unibus 7158, Volvo B10L-60/Aabenraa årg. 1996, som helt ny på linje 400S ved Ishøj st. dagen efter Unibus' overtagelse af linjen.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 1996.

Tidligere Stockholm-ledbus i Budapest, Ungarn

Tidligere Stockholm-ledbus i Budapest, Ungarn

En Volvo B7L/Säffle-ledbus med fortid i Stockholm som sporvognserstatning på linje 47/49 i Budapest.

Foto: Andreas Szekacs, 3. juni 2008.

Tidligere SL-ledbus bagfra i Budapest, Ungarn

Tidligere SL-ledbus bagfra i Budapest, Ungarn

Tidligere Stockholm-ledbus bagfra i Budapest.

Foto: Andreas Szekacs, 3. juni 2008.

Arriva 1086 ved Kvæsthusbroen, København

Arriva 1086 ved Kvæsthusbroen, København

Arriva 1086, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 29 ved Kvæsthusbroen.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2009.

City-Trafik 2816 ved Kvæsthusbroen, København

City-Trafik 2816 ved Kvæsthusbroen, København

Vist på grund af et busnedbrud, havde City-Trafik 3. juni 2009 indsat bus 2816, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, på linje 65E. Som de blå hjørner antyder, tilhører denne bus linje 250S. Foto ved Kvæsthusbroen.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2009.

Arriva 1087 ved Kvæsthusbroen, København

Arriva 1087 ved Kvæsthusbroen, København

Arriva 1087, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 29 ved Kvæsthusbroen. Linje 29 og formentlig bl.a. denne bus kommer til december 2009 til at afslutte gasbusæraen i København.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2009.

Arriva 7091 på Rådhuspladsen, København

Arriva 7091 på Rådhuspladsen, København

Arriva 7091, DAB 15-1200C mk. II årg. 1994, som linje 69 på Rådhuspladsen.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2005.

Arriva 1538 i Tingbjerg, København

Arriva 1538 i Tingbjerg, København

Arriva 1538, Scania OmniLink årg. 2005, som linje 2A ved endestationen i Tingbjerg. Til højre i billedet ses den brandhærgede, men afdækkede, Veolia-bus nr. 6326.

Foto: Sikandar Sahil, 3. juni 2007.

Arriva 1464 ved Sjælør st., København

Arriva 1464 ved Sjælør st., København

Arriva 1464 som S-togserstatningsbus ved Sjælør st. Bussen er en Volvo B10BLE-63/Aabenraa fra 2002, som normalt kører på linje 300S og 400S.

Foto: Sikandar Sahil, 3. juni 2007.

City-Trafik 2740 ved Enghave st., København

City-Trafik 2740 ved Enghave st., København

City-Trafik 2740, Volvo B12BLE-62/Aabenraa årg. 2003, som linje 1A i krydset Enghavevej/Ingerslevsgade lige ved Enghave st.

Foto: Sikandar Sahil, 3. juni 2007.

Connex 6323 på Rådhuspladsen

Connex 6323 på Rådhuspladsen

Connex 6323, der er en Volvo B12BLE-59/Aabenraa fra 2003, har fra ny af været dekoreret med børnetegninger. Selvom bussen er tilklistret med A-bushjørner, A-buslinjefrise og reklamer bagpå, kan den med lidt god vilje siges at være en genoplivning af 1980'ernes "kunstbusser". 6323 træffes til dagligt på linje 6A.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2005.

Connex 6375 på Rådhuspladsen

Connex 6375 på Rådhuspladsen

Den ene af Connex' nye linje 10-busser, nr. 6375, er netop ankommet til Rådhuspladsen og skal nu i garage efter end tjeneste i morgenmyldretiden. De fire nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser skal kun køre på linje 10 indtil efteråret 2005, hvor de sammen med DAF/Jonckheere-busserne erstattes af ca. 30 DAB-gasbusser fra linje 350S.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2005.