Myldretid

Menu

Billeder

Keolis 3001 på Kalvebod Brygge, København

Keolis 3001 på Kalvebod Brygge, København

Optaget 12. januar 2026 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 18. januar 2026.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 70 mm   Lukkertid: 1/640 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 1000 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Kalvebod Brygge har haft busbetjening siden efteråret 1952, hvor Københavns Sporveje lod linje 22 (nej, det er ikke en skrivefejl!) forlænge ad bl.a. Kalvebod Brygge ind til Polititorvet. Bussen kørte kun i myldretiden, hvor industriområdet langs bryggen altså kunne nås direkte med bus. Fra oktober 1969 blev linje 22 erstattet af den nye buslinje 46 fra Vesterport st., og den lod HT i 1976 omlægge over Sjællandsbroen til Bella Center. Driftstiden blev også udvidet. Ved metroens åbning i 2002 blev linje 46 nedlagt til fordel for en ny rute for linje 30 mellem City og det sydlige Amager. I stedet for at køre ad Englandsvej og over Langebro førtes den over Sjællandsbroen og Kalvebod Brygge ind til byen. Denne linje skiftede i 2015 nummer til 34, men fortsatte ellers frem til oktober 2019. Her blev linjen på Kalvebod Brygge erstattet af den nye linje 7A, der kørte som en slags forløber for den kommende metrolinje gennem Sydhavnen, der endnu kun var under anlæg. Den åbnede i sommeren 2024, og nogle måneder senere nedgraderede man linje 7A's del gennem området til en almindelig buslinje med nummeret 17. Efter 73 år og nogle måneder forsvandt de gule busser fra Kalvebod Brygge mellem Arni Magnussons Gade og Otto Busses Vej i midten af januar 2026, hvor linje 17 fik ny rute via fjernbusterminalen i Carsten Niebuhrs Gade. Keolis 3001, BYD K9 årg. 2019, som linje 17 på Kalvebod Brygge på den nu bortfaldne rute. I baggrunden en af byens mange sightseeingbusser, der lægger an til landing ved Tivoli Hotel.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 17   Optaget 12. januar

Tags:

Keolis BYD København 2026