Alle billeder tagget med Sparsommelig søndag
Der er 6 billeder med dette tag:
GoCollective 1358 som linje 37 på Dalgas Boulevard, Frederiksberg
Ved køreplansskiftet 30. juni 2024 nedlagdes Københavns linje 37 på strækningen fra Vesterport st. til Flintholm st. på kommunegrænsen mellem Frederiksberg og København. Sidste gang, man nedlagde denne forbindelse, var i oktober 2011, hvor den historiske linje 29 bortfaldt uden erstatning, men dengang varede det ikke så længe, før Frederiksberg Kommune alligevel ønskede betjening på bl.a. Nyelandsvej, og den daværende linje 30 blev derfor forlænget over Frederiksberg til Flintholm. Denne strækning overtog linje 37 i omlægningerne ved Metrocityringens åbning. Ingen af linjerne fulgte dog helt 29'erens gamle rute. I stedet krydsedes bl.a. under metroen på Dalgas Boulevard. Et par måneder før afkortningen til Vesterport dykker GoCollective 1358, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, ned under jernbanebroen på Dalgas Boulevard. Bemærk, at bussens tag stadig har dele af de røde hjørner i behold fra dens tid som A-bus på den daværende linje 8A.
Foto: Thomas de Laine, 28. april 2024.
GoCollective 1372 som linje 37 på Dalgas Boulevard, Frederiksberg
Københavns linje 37 mistede 30. juni 2024 strækningen mellem Vesterport st. og Flintholm st., men kører fortsat fra Vesterport st. over Christianshavn til Kløvermarken og Amagerværket. Der er dog også mørke skyer i horisonten - i hvert fald hvis man bruger kikkert - for den tilbageværende del af linjen. I den miljøkonsekvensrapport for en ny metrolinje til bl.a. Prags Boulevard og Refshaleøen, som i 2024 er offentliggjort, forudsætter modelberegninger for passagertallene på den nye metrolinje nemlig, at linje 37 skal afkortes, så den ikke bliver en konkurrent til metroen. Med sine to afgange i timen, når det går højest, skulle man ellers ikke mene, rutebilen til Kløvermarken kunne være en alvorlig trussel... GoCollective 1372, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, runder hjørnet af Dalgas Boulevard og Finsensvej på Frederiksberg på sin vej mod Amagerværket.
Foto: Thomas de Laine, 28. april 2024.
Umove 7541 som servicebus 134 på Kløverprisvej, Hvidovre
Den nyere bushistorie rummer mange eksempler på kortlivede servicebuslinjer, og ved køreplansskiftet 30. juni 2024 kom der endnu én, da servicebuslinje 134 i Hvidovre blev nedlagt efter kun halvandet års drift. Linjen blev mere præcist etableret ved køreplansskiftet 11. december 2022 og gik fra Hvidovre st. til Friheden st. med passage af bl.a. et aktivitetscenter, Hvidovre Butikstorv og Åmarken st., ligesom linjen gav betjening i nogle kvarterer, som ellers ikke havde bus. Der kørtes en gang i timen på hverdage mellem myldretiderne. Men fra sommeren 2024 valgte Hvidovre Kommune at spare de 1,3 mio. kr. årligt, linjen kostede, så fredag 28. juni blev sidste køredag. Det var i øvrigt sjette gang, linjenummeret 134 var i brug i Storkøbenhavn - og tredje gang i Hvidovre! Kort før nedlæggelsen ses Umove 7541 (opr. Umove 7667), VDL Citea LLE 99 årg. 2019, i rundkørslen på Kløverprisvej. Den er afgået fra Hvidovre st. få minutter forinden og skal videre ad Femagervej mod Friheden. Selve bussen var egentlig blevet leveret til Umoves Kvistgård-garage og servicebusserne i Helsingør-Espergærde, men blev overført til servicebuslinjen i Hvidovre ved dens oprettelse. Ved samme lejlighed ændredes vognnummeret fra Kvistgård garages 7600-nummerserie til Glostrup garages 7500-serie.
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2024.
Arriva 1024 som linje 213 ved Havdrup st.
Siden december 2019 er Køge Bugt-området syd for Karlslunde Strand busmæssigt næsten isoleret fra resten af Hovedstadsområdet mod nord og vest. Der er kun linje 215 fra Hvalsø/Osted/Havdrup i den fulde driftstid, som dog i hverdagsdagtimerne får selskab af linje 220 fra Roskilde og linje 246 fra Borup/Ejby/Lille Skensved samt om natten af linje 97N fra København. Sparekniven blev for alvor svunget ved decemberkøreplansskiftet 2010. Her havde der bl.a. været arbejdet med et forslag om en ringlinje i Solrød Kommune, der fra Solrød Strand st. skulle gå via Jersie Strand, Jersie landsby, Havdrup stationsby, Gammel Havdrup og Solrød landsby tilbage til Solrød Strand st. og omvendt, mens betjeningen af de øvrige busstrækninger i kommunen skulle ophøre. Denne idé endte ikke med at blive realiseret, men fra 12. december 2010 bortfaldt alle busforbindelser mellem Havdrup og Roskilde - både de direkte og via Snoldelev. Også kørslen mellem Havdrup og Kirke Skensved forsvandt, bl.a. med henvisning til planlagte nye cykelstier på strækningen! Alt i alt udgik linjerne 210, 212 og 213 helt i Solrød Kommune. Den første linje blev helt nedlagt, mens de to sidste kun fortsatte mellem Roskilde og Snoldelev. Den eksisterende linje 215 fik i stedet en ny rute fra Solrød Strand st. via Solrød landsby og Gammel Havdrup til Havdrup st. og videre via Osted til Avnstrup, hvorfra den fem år senere forlængedes til Hvalsø st. Indtil 2010 havde linjerne 212 og 213 haft hver sin rute mellem Havdrup og Solrød, men med omlægningen ophørte betjeningen af Tykmosevej og det sydøstlige Havdrup. Et år senere fulgte så nedlæggelsen af de historiske linjer 121 mellem Køge og København og 126 mellem Solrød Strand og Taastrup, og en ny linje 120 fra Høje Taastrup via Karlslunde og Solrød Strand stationer til Køge erstattede delvist linjerne. Men linje 120 holdt kun til december 2019, hvor den blev nedlagt syd for Karlslunde st. og en ny linje 121 mellem Køge og byudviklingsområdet ved Trylleskoven nord for Solrød Strand kom til. Mellem Karlslunde og Trylleskoven er der herefter kun busbetjening om natten! Her ses Arriva 1024, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, som linje 213 ved Havdrup st. på vej fra Roskilde mod Solrød Strand en snefuld eftermiddag lidt mere end en uge, før Havdrup mistede sine busforbindelser til og fra nord. En passager spurgte fotografen, om han vidste noget om den forestående nye køreplan for hendes daglige rejse, og selvom hun sagde pænt tak for hjælpen, virkede hun ikke oprigtigt glad for svaret...
Foto: Thomas de Laine, 3. december 2010.
Umove 7532 som linje 9A på Madvigs Allé, Frederiksberg
I vinteren og foråret 2024 behandles et spareforslag, hvor Københavns linje 9A frekvensreduceres og dermed kommer til at miste sin A-busstatus. Linjen, der har kørt siden marts 2013, fik efter Metrocityringens åbning en ny rute, hvor den ikke længere kommer ind til centrum. Derimod skal passagerer fra både vest og syd skifte til metroen på Frederiksberg Allé, hvorfra der er to stationer og et "kvalitetstillæg" ind til Hovedbanegården. Det tilbud har der ikke været helt nok, der har benyttet sig af. Her ses på første dag med den nye rute en næsten tom linje 9A på Madvigs Allé ved Frederiksberg Allé. Bussen er Umove 7532, en VDL Citea LLE 120 årg. 2015, som i sin tid blev nyleveret til linjen.
Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.
Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge
Sommeren 2024 nedlægges servicebuslinje 103 i Køge. Netop Køge var relativt sent ude med at få servicebus, for linjen blev først etableret 2. marts 1996, hvilket dog også skal i sammenhæng med, at byens indre gader omkring Torvet, som servicebussen skulle betjene, i 1994-95 skulle gennem en større renovering. Linjen har i alle sine 28 år forbundet Ølby st. og sygehuset i nord med Køge Torv og Ellemarken, Boskovparken, Hastrupparken og Boholte i syd, selvom ruten er justeret lidt undervejs. Linjen har også overlevet både den daværende operatørs konkurs i 2010, en fuldstændig omlægning af kommunens busdrift senere samme år, hvor linjenummeret også skiftede til 103, og en tidligere besluttet nedlæggelse. Den første nedlæggelse blev afblæst i sidste øjeblik efter at have været planlagt til december-køreplansskiftet 2019. Men denne gang mener kommunen det nok... Vikingbus 4446, Iveco Crossway LE årg. 2015, som servicebuslinje 103 på Gymnasievej med gymnasiets forholdsvis nye idrætssal til venstre. Hvor den står, vendte ekstrabusserne mellem gymnasiet og stationen i mange år. Med nedlæggelsen af servicebussen ophører buskørslen på Gymnasievej og Skellet efter små 60 år. Stoppestedet ved gymnasiet (på Skellet) var ellers før 2010 det tredje mest benyttede i Køge Kommune!
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2024.