Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Museal mandag

Der er 28 billeder med dette tag:

Bedford J3 fra 1959 ved Bregentved Gods

Bedford J3 fra 1959 ved Bregentved Gods

Denne lille Bedford J3 med Thisgaard-karosseri og 29 siddepladser blev i 1959 bygget til vognmand Ole Olesen i Kragelund mellem Vejle og Horsens. Selvom det er en hyggelig lille sag, må den siges at være noget bagefter samtidige Leyland-DAB- eller Volvo/Aabenraa-busser med motoren under gulvet. Bussen fulgte i midten af 1960'erne med resten af Olesens vognpark over til H.E. Mortensen, også i Kragelund. Hvor længe Mortensen beholdt den, vides ikke, men den kom i 1974 til Bråby Lilleskole syd for Haslev, og i dette område har den huseret siden. Fra 1975 tilhørte den Haslev Menighedsdaginstitutioner, men den overtoges i foråret 2011 af Flemming Hansen i Haslev, der fortsat havde den registreret på de sorte BC-nummerplader til privat buskørsel frem til udgangen af april 2019. I det tidlige efterår 2018 gik en af Foreningen Busfrontens udflugter bl.a. forbi den gode hr. Hansen, som gav en tur i bussen, der her er fotograferet ved Bregentved Gods.

Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.

Bedford J3 fra Flemming Hansen, Haslev, ved Bregentved Gods

Bedford J3 fra Flemming Hansen, Haslev, ved Bregentved Gods

En Bedford J3 fra 1959 tilhørende Flemming Hansen, Haslev, ved Bregentved Gods. Bussen blev afmeldt 30. april 2019 - otte måneder før dens 60 års fødselsdag!

Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.

KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje fik i 1933 leveret en serie på tolv Triangel-busser, KS nr. 41-52, til brug på den nyoprettede buslinje 19 mellem Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen, Frederiksberg og Vanløse. Linjen måtte indstilles under anden verdenskrig, men genopstod i 1946 under linjenummer 29, som den bar helt frem til den endelige nedlæggelse i oktober 2011. Så længe holdt Triangel-busserne fra 1933 sig ikke i drift, men den første i serien overgik til Københavns og Frederiksberg kommuners samling af museumsmateriel, som senere blev til HT-Museets samling. Netop KS 41 var en af de få HT-museumsbusser, der lejlighedsvist var på gaden, og den har bl.a. transporteret det danske vinderhold fra EM i kvindehåndbold i 1994. KS 41 fulgte med fra HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved HT-Museets nedlæggelse, og her ses den på vej ind på museet efter at have gjort en tur på museets veteranbusrute.

Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.