Alle billeder tagget med Frichs
Der er 8 billeder med dette tag:
Præstøbanen M7 og DSB MO 1835 hos Østsjællandske Jernbaneklub, Køge

Det er ikke nemt at drive veteranbane i det 21. århundrede. Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) er spærret inde af nye elektroniske signalsystemer på såvel fjern- som S-banen, og i en lang periode har også Østbanen været lukket land, mens den totale fornyelse af sporene fandt sted. Og samtidig er det ikke mange år siden, byudviklingsprojektet Køge Kyst forviste klubben fra dens plads i nordenden af godsdelen af Køge station. Men ØSJK har ikke givet op, og selvom der nu i et par år ikke har kunnet køres veterantog, bød foreningen offentligheden inden for til et åbent hus-arrangement lørdag 15. november 2025. Ved den lejlighed ses her Næstved-Præstø-Mern Banens motorvogn M7, som blev bygget af Triangel i 1932 og kørte på Præstøbanen til dens nedlæggelse i 1961. Herefter var den en årrække på Østbanen, indtil ØSJK i 1978 overtog den. Den har i ØSJK-regi kørt til både Roskilde og Vordingborg, ad S-banen til København og "rundt om husene" samt ikke mindst på Østbanen. Bag ved til venstre ses DSB MO 1835, bygget på Frichs i 1953, som endnu ikke har kørt veterantog i ØSJK-regi.
Foto: Thomas de Laine, 15. november 2025.
Lollandsbanen M32 og Præstøbanen M7 hos Østsjællandske Jernbaneklub, Køge

Den typiske trækkraft i Østsjællandske Jernbaneklubs (ØSJK) veterantog har i nyere tid været Frichs-marcipanbrød eller ældre motorvogne. Til venstre det flotte "marcipanbrød", Lollandsbanen M32, som blev bygget af Frichs i Aarhus i 1952. Til højre den ene af ØSJKs motorvogne, nemlig Næstved-Præstø-Mern Banen M7, der byggedes af Triangel i Odense tyve år tidligere.
Foto: Thomas de Laine, 15. november 2025.
DSB MO 1835 hos Østsjællandske Jernbaneklub, Køge

Østsjællandske Jernbaneklub erhvervede i 2017 en DSB-motorvogn af efterkrigsserien, nemlig MO 1835, som blev bygget af Frichs i Aarhus i 1953. Denne vogn blev på et tidspunkt ombygget med triangellys på fronterne, så den kunne køre i Tyskland, og det kom den til! Den har således været i Hamburg i DSB-regi, men også efter udrangeringen fra DSB i 1983 betrådte den tyske skinner, idet den i en lang årrække var bevaret og blev brugt til veterantog i Tyskland.
Foto: Thomas de Laine, 15. november 2025.
DSB MO 1846 afgår fra Gørlev

Jernbanen mellem Slagelse og Værslev øst for Kalundborg har 125-årsjubilæum i maj 2023. Banen åbnede 1. maj 1898 og gav, sammen Næstved-Slagelse-banen, en slags tværgående forbindelse på Syd- og Vestsjælland mellem de radiale hovedbaner, der strålede ud fra København. I Værslev-enden fortsatte togene ad Nordvestbanen til Kalundborg. Slagelse-Værslev var dog blandt de mange DSB-sidebaner, som måtte lade livet i 1971, så maj 2023 er også 52-året for DSBs indstilling af persontrafikken på banen, ligesom strækningen mellem Gørlev og Værslev helt blev nedlagt. Sporet fik dog lov at ligge i en årrække. Mellem Høng og Slagelse overtog Høng-Tølløse Jernbanes skinnebusser persontrafikken, og ellers var det rutebiler. Mellem Høng og Gørlev fortsatte DSB med at køre godstog. 125-årsjubilæet markeredes i weekenden 13.-14. maj 2023 af Vestsjællands Veterantog i Høng med kørsel Slagelse-Høng-Gørlev. Man indsatte dels eget tog bestående af Triangel-motorvogne, og dels var der besøg af DSB MO 1846, Frichs 1954, fra Jernbanemuseet i Odense. Netop MO-vognene var helt almindelige på Slagelse-Værslev og mange andre sidebaner. De var i nogen grad med til at slå disse baner ihjel, idet de tunge MO-vogne var hårde ved sporene, og samtidig var de tomandsbetjente og dermed dyre i drift. Slagelse-Værslev havde nok været bedre tjent med enmandsbetjente skinnebusser i lighed med f.eks. Tølløsebanens, men skinnebusser havde DSB en stærk aversion overfor...! Her afgår DSB MO 1846 fra Gørlev. I baggrunden anes banens gamle station i Gørlev, som i dag anvendes til privat beboelse.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 i Høng

DSBs MO-motorvogne er en ægte klassiker, og de satte deres præg på den danske jernbane fra leveringen af de første i 1935 til udrangeringen af de sidste i 1984. Førkrigsserierne af litra MO udgjorde 49 motorvogne bygget 1935-40, nemlig MO nr. 551-599, hvoraf de fleste senere blev omnummereret til 1951-1999. Efterkrigsserien bestod af 90 motorvogne bygget 1951-58, nummereret MO 1801-1890. Mange MO-tog blev erstattet af de nye, tyskbyggede MR-tog, mens andre så at sige blev erstattet af rutebiler i forbindelse med bl.a. de omfattende sidebanenedlæggelser i 1971. På Sjælland gik man mere over til lokomotivtrukne regionaltog med styrevogne, ligesom man på Hareskovbanen i stedet fik S-tog. Således blev antallet af MO stærkt reduceret i løbet af 1970'erne, og i 1984 forsvandt de sidste MO-tog hos DSB, da Hillerød-Helsingør overgik til betjening med lynetter af privatbanetypen. Flere MO-vogne er heldigvis overgået til bevaring, og et flot eksemplar er MO 1846, bygget af Frichs i 1954, som tilhører Jernbanemuseet i Odense. Vognen udløber imidlertid af revision i november 2023, og fortsat kørsel vil indebære, at vognen i høj grad må skilles ad og samles igen. Det ønsker Jernbanemuseet ikke, idet man vil bevare vognen, som den fremstod efter den modernisering, vognen fik som driftsvogn i 1970 - hvilket ikke ville overleve en adskillelse og gensamling. Derfor overgår vognen i 2023 til at være "museumsgenstand", og den vil derfor kun være udstillet og ikke længere på skinnerne som veterantog. Da vognen 13.-14. maj 2023 gæstede Slagelse-Værslev-banen i anledning af strækningens 125-årsjubilæum, var det derfor også et af flere afskedsarrangementer for MO 1846, som finder sted i løbet af 2023, ikke mindst mellem Odense og Fruens Bøge. På dette billede afgår MO 1846 fra Høng mod Slagelse, og den var ganske velbesøgt.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 ved Gørlev st.

DSB MO 1846, bygget 1954 på Frichs, er ankommet til Gørlev, hvor Vestsjællands Veterantog har indrettet sin egen særlige perron med bl.a. borde til servering en lille smule syd for den "rigtige" Gørlev station. I baggrunden knejser sukkerfabrikkens siloer. Netop Gørlev Sukkerfabrik var årsag til, at strækningen mellem Høng og Gørlev ikke blev nedlagt i 1971, da DSB ellers indstillede trafikken på Slagelse-Værslev-banen. Man fortsatte på dette stykke som godsbane, og selvom gods på bane ikke længere er, hvad det har været, så er det heldigt for Vestsjællands Veterantog i Høng, at strækningen blev bibeholdt, så man i dag kan køre på banen. MO 1846 tilhører dog Jernbanemuseet i Odense, men gæstede banen i anledning af dens 125-årsjubilæum.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Havdrup station

I weekenden 5.-7. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) mellem Roskilde og Køge for sidste gang, inden denne banestrækning som den første bliver lukket land for veterantog som følge af det nye signalsystem. Om søndagen kørtes to omgange med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952), DSB CLE 1680 (Scandia 1958) og HTJ CLE 71 (opr. DSB CLL 496) (Scandia 1959). På dette billede er toget på vej ind til Havdrup station mellem de gamle udkørselssignaler. Den blå og gule tavle skyldes det nye signalsystem, som efter planen tages i brug på strækningen til sommer.
Foto: Thomas de Laine, 7. april 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Roskilde station

Om aftenen fredag 5. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) en dobbelttur mellem Køge og Roskilde med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952) og HTJ CLE 71 (Scandia 1959). Denne weekend kørte ØSJK for sidste gang på strækningen, som er pilotstrækning for det nye signalsystem. Her ses det lille tog i Roskilde inden afgang retur mod Køge.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2019.