Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med DAB

Der er 1.327 billeder med dette tag:

Ex. Sydthy Rute- og Turistfart 7 ved DAB-bustræf, Kolding

Ex. Sydthy Rute- og Turistfart 7 ved DAB-bustræf, Kolding

I det flotte VAFT-kontraktdesign deltog en privat ejer med ex. Sydthy Rute- og Turistfart vogn 7 fra 1995 ved DAB-bustræffet i Kolding i august 2024. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200L, som fra ny og helt til 2020 kørte hos Sydthy Rute- og Turistfart.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

Henry Hansen, Esbjerg, med reg.nr. VT 96 191 ved DAB-bustræf, Kolding

Henry Hansen, Esbjerg, med reg.nr. VT 96 191 ved DAB-bustræf, Kolding

Henry Hansen i Esbjerg deltog i DAB-bustræffet i Kolding i eftersommeren 2024 med denne Leyland-DAB 7-1024L fra 1988. Bussen har kørt hos Aage Larsen i Ringsted, Combus, Connex, en friskole og en efterskole, før den kom til Henry Hansen i 2020.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

John Papuga, Brørup, med reg.nr. DS 66 138 ved DAB-bustræf, Kolding

John Papuga, Brørup, med reg.nr. DS 66 138 ved DAB-bustræf, Kolding

John Papuga i Brørup er blevet ejer af denne flotte DAB-Silkeborg 12-1024L fra 1994. Bussen har kørt hos Vestsallings Buslinier i Skive, hvorfra den blev overtaget af De Blaa Busser i Skive, som igen senere blev overtaget af Umove i Skive. Da den til sidst blev udrangeret i 2021, var der alligevel en ny ejer til den gamle bus, nemlig Papuga! Her ses den ved DAB-bustræffet i Kolding 17. august 2024.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

Silkebus 3 ved DAB-bustræf i Kolding

Silkebus 3 ved DAB-bustræf i Kolding

Nyeste bus ved DAB-bustræffet i Kolding i august 2024 var Silkebus vogn 3, en Scania L94IB/DAB "Facelift" fra 1999. Bussen kørte fra ny til 2011 hos De Grønne Busser i Hinnerup, og den har været hos Silkebus siden 2021. "Facelift"-modellen er i øvrigt en sjælden bus nu om dage.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

Danmarks Busmuseum med ex. DitoBus 4680 ved DAB-bustræf, Kolding

Danmarks Busmuseum med ex. DitoBus 4680 ved DAB-bustræf, Kolding

Danmarks Busmuseum i Skælskør mødte frem til DAB-træffet i Kolding i august 2024 med en Movia-kontraktgul DAB-Silkeborg 12-1200L-rutebil fra 1994. Bussen kørte næsten hele sit liv hos først Stevns Turistfart, dernæst Østtrafik (vogn 169) og til sidst DitoBus på Østsjælland som bus 4680. Den blev gul i forbindelse med den sidste ejers anvendelse.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

"Kjælingen" ved DAB-bustræf, Kolding

"Kjælingen" ved DAB-bustræf, Kolding

Denne DAB-Silkeborg 12-1024L fra 1991 med tilnavnet "Kjælingen" var en vigtig del af DAB-bustræffet i Kolding i august 2024, idet øllene blev serveret her! Bussen har kørt hovedparten af sit liv hos Gudhjem Bus, men er nu i privat eje og på forskellig vis ombygget.

Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

Linje 149 har i mange år betjent Herstedøster industrikvarter og været en af den gode gamle slags forstadslinjer, som forbandt sådanne steder - alternativt boligområder - med S-togsstationer og gerne med 20-minuttersdrift i store dele af driftstiden, så det matchede S-banens 20-minutterstakt. City-Trafik 2209, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 149 på Formervangen på vej mod Albertslund st. Linjens ophav var i øvrigt firmaet De gule Busser, som havde garageanlæg på netop Formervangen i Herstedøster nogle få hundrede meter fra det sted, hvor billedet er taget. "Stoppestedsboblerne", som engang fandtes overalt, står stadig på Formervangen i 2024.

Foto: Thomas de Laine, 17. marts 2010.

PKS Zlocieniec 602040 uden for Zlocieniec, Polen

PKS Zlocieniec 602040 uden for Zlocieniec, Polen

Nogle busser kommer langt væk hjemmefra. Denne Leyland-DAB 7-1200B begyndte tilværelsen hos Fabers Buslinier i Randers i 1986, og den kørte lidt mere end en gennemsnitlig dansk busalder i byen - fra 1995 dog i regi af Swebus' jyske datterselskab Dania Bustrafik og de sidste år hos Combus, som overtog Swebus i Danmark i 1998. Efter udrangering fra driften i 2001 blev den knap 15 år gamle bus solgt til eksport. Den kom dermed til rutebilselskabet PKS Zlocieniec i Polen i 2002, hvor den de næste 20 år var i brug som vogn 602040. Man skulle tro, at den 36 år gamle bus efter udrangeringen fra Zlocieniec i 2022 måtte være at regne for udtjent, men den er i 2023 blevet sendt til byen Kryvyi Rih i Ukraine! Her ses bussen i drift i en skov lidt uden for Zlocieniec.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

I sommeren 1992 sendte DAB-Silkeborg denne fabriksnye DAB 12-1200B-bybus til Polen som demobus, hvilket den blev brugt til i et års tid. I denne periode gæstede den bl.a. Czestochowa. Fra juni 1993 kørte den dog hos sin nye permanente ejer, nemlig bybusserne i Koszalin, alias MZK Koszalin, hvor den blev tildelt vognnummer 1132. Bussen fik små 27 år i driften i Koszalin. I 2018 arvede den motoren fra en anden af byens DAB'er, bus 1136, og i efteråret 2019 var der da også kun et par DAB-bybusser tilbage, som kørte nogle bestemte morgenløb på hverdage. I foråret 2020 var det dog slut: Bus 1132 blev udrangeret, og Koszalin er ikke længere DAB-by. Men byen har bevaret en anden DAB serie 12, nemlig bus 1144, og det er ganske passende, for DAB-Silkeborg havde faktisk en kort overgang i 1990'erne etableret busproduktion i byen. Bus 1132 som linje 18 i endestationen ved Osiedle Bukowe, et kompleks af betonblokke i det nordlige Koszalin.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

MZK Koszalin 1132 på Jana Pawla II, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132 på Jana Pawla II, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132, DAB 12-1200B årg. 1992, som linje 11 mod boligområdet Osiedle Bukowe på Jana Pawla II i Koszalin i Polen. Bussen er bygget i Silkeborg og derfra kommet til Koszalin, som ellers var den by, hvor DAB over nogle få år i 1990'erne havde etableret en polsk samlefabrik.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

Østtrafik 145 i Hårlev garage

Østtrafik 145 i Hårlev garage

Der var engang, hvor Leyland-DAB serie 7-busser var så almindelige på de danske veje, at man som busentusiast kunne synes, at de var lidt småkedelige! Begge dele var dog forlængst gået over i foråret 2010, hvor flere af slagsen på Øst- og Sydsjælland var med til at køre Østtrafiks kontrakt med Storstrøms Trafikselskab for perioden 2004-10 til ende. Østtrafiks bus 145 var en Leyland-DAB 7-1200L, som i 1986 var blevet nyanskaffet af Odsherreds Jernbane som vogn 74. Østbanen i Hårlev købte bussen af sine privatbanekolleger i 1990, og den blev dengang ommalet i Østbanens flotte blodorange og gule design og fik busnummer 145. Østbanens busdrift blev senere i 1990'erne udskilt som et selvstændigt aktieselskab under navnet Østtrafik, og Østtrafik opnåede flere kontrakter for både Vestsjællands Trafikselskab (VT) og Storstrøms Trafikselskab (STS) samt noget senere for Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT). Vogn 145 forblev tilknyttet den østsjællandske del af rutenettet, som Østtrafik genvandt ved STS' udbudsrunder i 1996, 1999 og 2004, og bus 145 blev derfor omkring 1996 oplakeret i STS' blå og turkise rutebildesign, som den beholdt resten af sin levetid. Fra 1. januar 2007 var rutekørslen samlet under det nye trafikselskab for hele Sjælland, Movia. Østtrafik blev mod slutningen af 00'erne solgt til DitoBus, som også lykkedes med at genvinde en stor del af kørslen på Øst- og Sydsjælland fra foråret 2010, men det blev under DitoBus-navnet. Lørdag 27. marts 2010 var dermed sidste driftsdag for hovedparten af Østtrafik, hvoraf kun en lille mængde tele- og servicebuskørsel i Hovedstadsområdet herefter var tilbage. Denne sidste dag, der markerede afslutningen på knap 80 års privatbanebusdrift i Østsjælland, er Østtrafik 145 fotograferet på garageanlægget i Hårlev, der lå sammen med banens remise og værksted. Til højre står et af de i 2009 leverede Alsom Lint-tog til driften på selve Østbanen, og bagved 145 er parkeret en af de Mercedes-Benz 814D-minibusser, som Østtrafik fik leveret i 1999, og som i 2010 var fuldstændig slidt op. Trods sin alder kom Leyland'en til at overleve minibussen med omkring 4-5 måneder - dog som DitoBus vogn 4675.

Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2010.

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

33-34 år er jo ingen alder, så PKS Pila vogn 00083 kører i december 2023 lystigt videre på de polske landeveje efter omkring 15 år. Det er over 12 år - eller hvad der nogenlunde svarer til den traditionelle levetid for en dansk rutebus - siden dette billede blev taget på rutebilstationen i Pila i efteråret 2011. Dengang var bussen "kun" 21 år gammel! Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1024L, altså en lidt kort rutebil, som blev bygget til Skanderborg Busselskab i 1990. Den kørte dengang som vogn 10 med navnet Olivia. Rutebildelen af Skanderborg Busselskab blev i 1996 solgt til Combus (bybusserne havde City-Trafik købt i 1993), og derved blev den til Combus nr. 8145. Den nåede også at tjene Vestbus, Arriva, Oves Turistfart i Give og Kibæk Turisttrafik, før den i midten af 2008 blev udrangeret. I løbet af et års tid var den på gaden i Polen. PKS Pila er i slutningen af 2023 et af kun ganske få busselskaber i Polen, som stadig har en række DAB-busser i vognparken.

Foto: Thomas de Laine, 1. oktober 2011.

Bus Danmark 1950 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Bus Danmark 1950 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Det er efterhånden en del år siden, vi passerede det punkt, hvor lavgulvsbusser begyndte at dukke op på museer. DAB serie 15 mk. III var ikke en af de første typer lavgulvsbusser, der kom i brug i løbet af 1990'erne, men dog blandt de forholdsvis tidlige. Denne variant af serie 15-bussen, som ellers var blevet introduceret i 1992, kom første gang på gaden i september 1995. 25 af slagsen blev nemlig leveret til oprettelsen af HTs linje 350S mellem Ballerup, Nordvest, Nørrebro, København City, Amager og Dragør. Det var samtidig den første busanskaffelse, Bus Danmark foretog. Bus Danmark var "busselskabsdelen" af det gamle HT, som et halvt års tid forinden var blevet udskilt som et selvstændigt aktieselskab. Busserien nummereredes 1946-1970 og var dermed også nogle af de sidste med ægte "HT-busnumre", for efter bus 1999 måtte man begynde "forfra" fra nummer 1001. Endvidere var de nye busser til linje 350S fra den periode, hvor S-busser på forskellig vis stadig var indrettet lidt mere eksklusivt end almindelige busser. Derfor fik busserne bl.a. tonede sideruder og stik til høretelefoner, så siddende passagerer kunne høre radio undervejs! Det sidste var måske en inspiration fra DSBs succesfulde IC3-tog, som havde samme service. Markeringen med blå og hvide "bolsjestriber" i tagkanten kompletterede billedet. Én af busserne fra serien, nr. 1950, overgik efter udrangering i 2000'erne til bevaring hos Busbevarelsesgruppen Danmark, som fra 2011 overlod samlingen af busser fra "sporvejsbyerne" til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Her ses 1950 i en jubilæumsparade på museet i juni 2015. Bus 1950 repræsenterer både en bestemt bustype, S-buskonceptet og Bus Danmark - eller med andre ord de sene 1990'ere i København.

Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.

KM Glogow 500 i Glogow, Polen

KM Glogow 500 i Glogow, Polen

Da DAB-Silkeborg i midten af 1990'erne forsøgte at løbe busproduktion i gang i Polen, var bybusserne i Glogow aftager af et par serie 12-busser fra samlefabrikken i Koszalin. En pæn andel af de forholdsvis få busser, der blev bygget her, fik indretningen med dobbelte for-, midter- og bagdøre. KM Glogow vogn 500, som blev leveret i 1995, holder her pause ved bybusendestationen på Jednosci Robotniczej i det centrale Glogow. Den var i trafik indtil 2018.

Foto: Thomas de Laine, 11. september 2013.

Tejn Turistfart vogn 6 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

Tejn Turistfart vogn 6 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

Leyland-DAB byggede sin navnkundige serie II-model helt frem til 1975, selvom den mere moderne serie III allerede kunne fås fra 1973. Men i slutningen af 1990'erne var der vel nærmest flere serie II'ere tilbage i brug, end der var overlevende serie III'ere. Blandt de sidste serie II i aktiv tjeneste var Tejn Turistfarts vogn 6, som var blevet bygget til Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel i 1975. Den kørte hele sin karriere på Bornholm, nemlig også hos Ole Kofoed i Vestermarie og Allinge Turistfart. Da den trods alt blev udrangeret i 1999, overgik den til bevaring hos Bushistorisk Selskab, hvorfra den i 2016 fulgte med ind i Danmarks Busmuseums vognpark. Bussen har også som museumsbus været indregistreret og brugt til udflugter, ligesom den har deltaget i mindst ét veteranrally. Siden august 2014 har den således båret nummerpladen XT 93 598. Dette billede er taget på Danmarks Busmuseum i Skælskør.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.

PKS Chelm L00012 på rutebilstationen i Chelm, Polen

PKS Chelm L00012 på rutebilstationen i Chelm, Polen

Fra 2000 til 2016 kørte PKS Chelm i det østlige Polen med en Leyland-DAB 7-1200L fra 1984, der her soler sig på rutebilstationen i Chelm. Dens fortid hos Vestbanen fornægter sig ikke: Den var vogn 2, senere 207, men blev til bus L00012 hos PKS Chelm, som ellers lod den beholde bl.a. LDB-bomærket og en mængde danske påskrifter.

Foto: Thomas de Laine, 18. september 2012.

PKS Zielona Góra Z70013 i Sulechów, Polen

PKS Zielona Góra Z70013 i Sulechów, Polen

26-27 år i drift i Polen og kun 6-7 år i Danmark... Denne Leyland-DAB 7-1200L blev leveret til Sigvald Jensen i Undløse i efteråret 1984, kom i 1987 til DAB, og kørte 1988-91 hos Oluf Larsen i Slagelse. Den returnerede i 1991 til DAB, hvorfra den 1994 solgtes til PPKS Zielona Góra, senere PKS Zielona Góra, i Polen. Her kørte den helt til 2021. I 2019 kunne den ses i Sulechów, endnu på sorte, polske 1990'er-nummerplader.

Foto: Thomas de Laine, 13. september 2019.

PKS Zielona Góra Z40021 i Sulechów, Polen

PKS Zielona Góra Z40021 i Sulechów, Polen

32 år er jo ingen alder, og PKS Zielona Góra vogn Z40021 er stadig i drift i 2023. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200L, som i efteråret 1991 blev nyleveret til De Grønne Busser i Rørvig, men efter Vestsjællands Trafikselskabs 3. udbud fra 1997 kørte hos Bus Danmark og senere Arriva på Vestsjælland. Den sluttede sin danske karriere med et par år hos Torben Sørensen i Skælskør, inden den i 2005 blev eksporteret til Zielona Góra til rutebilkørsel på de vestpolske landeveje. Bussen er således også blandt dem, der har kørt længere tid i Polen end i sit oprindelsesland. Her ses den på rutebilstationen i Sulechów, der også fungerer som lokal PKS Zielona Góra-garage.

Foto: Thomas de Laine, 13. september 2019.

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

De baltiske lande har aftaget en del danske busser siden 1990'erne. Daugavpils Autobusu Parks i Letland fik i 2013 denne Scania OmniLine fra 2002. Bussen er i gult regionalbusdesign fra Skånetrafiken og fotograferet på rutebilstationen i Daugavpils i selskab med et par Volvo'er, der også er i svenske farver. Men Scania'en blev faktisk nyleveret til Arriva i Vejle som bus 2846. Den blev overført til Arriva i Sverige i 2006 som lånebus, men blev senere til bus 6135 hinsidan.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2017.

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT anskaffede i årene 1976-86 små 400 Leyland-DAB-busser, som alle var til by- og forstadskørsel i Storkøbenhavn, når der ses bort fra et fåtal ledbusser, som bl.a. blev brugt på motorvejsbulinje 75E (forgængeren til linje 150S). Meget naturligt er der da også bevaret en HT-Leyland på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, nemlig bus 1501, som er af typen 6-1-TL11/5, altså en serie 6 med bybusopbygning, TL11-motor og Voith-automatgear. Denne bus kørte fra leveringen i efteråret 1982 og frem til udgangen af marts 1992 for HT. Linjebus overtog i forbindelse med privatiseringerne 1. april 1992 en mængde af HTs kørsel fra driftsområderne Roskilde, Hørsholm og Frederiksværk. Til kørslen købte Linjebus over 30 nye busser, men også 28 brugte Leyland-busser fra HT - heriblandt 1501, som frem til 1995 kørte hos Linjebus som bus 8604, senere 6604. Efter udrangering solgtes den til Ståling i Viborg, hvor den stod intakt helt frem til foråret 2006, hvor Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm erhvervede den. Den er herefter flot sat i stand og tilbageført til sit HT-udseende. Til reservedele anskaffede museet også HT 1057, en Leyland-DAB LS 575-690/5 fra 1979, som hidtil havde været bevaret privat, og det er resterne af den, der ligger til højre for 1501, mens den står foran Sporvejsmuseets Remise 3.

Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

Engang var der Leyland-DAB serie II-busser overalt, selvom de ikke længere kan kaldes "trivielle" i det 21. århundrede. Men de fleste forsvandt i løbet af 1980'erne. Bornholm var til gengæld endnu i 1990'erne et sted, hvor man kunne møde forholdsvis mange serie II'ere. Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel havde f.eks. "Inge", en Leyland-DAB LIDRT 12/2 nyanskaffet i 1975, som var det sidste år, serie II-modellen blev bygget. Bussen nåede at køre 25 sommersæsoner på Bornholm, men blev i september 1999 afmeldt (for sidste gang). Den blev dog på Solskinsøen og stod 2007-13 ved Bowlingcenter Rønne, hvor dette billede er taget.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Ex. Linjebus 6702 i Zywiec, Polen

Ex. Linjebus 6702 i Zywiec, Polen

Oluf Larsen i Slagelse fik i 1991 tre nye serie 12-busser til bybustrafikken i byen. De havde dobbelte for- og midterdøre samt enkeltsæder i vinduessiden foran midterperronen og rød aptering indvendigt. Linjebus overtog virksomheden i 1993, og året efter blev de tre første busser med lavt gulv leveret til Slagelse. Til gengæld blev 1991-bybusserne flyttet til Linjebus' afdeling i Roskilde, hvor de blev anvendt som rutebiler de næste fire år. Denne bus, som i Slagelse bar vognnummer 312, men ved overførslen til HT-området fik nummer 8702, hvilket efter kort tid ændredes til 6702, kørte bl.a. en periode fast på linje 213 og 223E. I 1998, hvor Linjebus måtte aflevere langt hovedparten af sin HT-kørsel, men til gengæld vandt terræn på Vestsjælland, rykkedes 6702 tilbage til VT-området og fik nu nummer 2098. Den blev endegyldigt udrangeret fra Linjebus i sommeren 2000 og samme år solgt til MZK Zywiec, som de følgende 14 år brugte den som bybus i den sydpolske bryggeriby Zywiec. Dermed indskriver MZK Zywiec vogn 350 sig i rækken af "danske" busser, som fik længere tid på de polske veje end de danske. Vogn 350 som linje 8 på Stefana Batorego i Zywiec.

Foto: Thomas de Laine, 3. september 2010.

City-Trafik 132 som Roskilde Festival-ekstrabus på Køgevej, Roskilde

City-Trafik 132 som Roskilde Festival-ekstrabus på Køgevej, Roskilde

Roskilde Festivalen har hvert år siden 1971 sat sit præg på Roskilde i en uges tid. Det gælder også den kollektive trafik, for der er brug for en hel del kapacitet i midlertidige forbindelser mellem Roskilde station og festivalpladsen. De første mange år stod Roskilde Omnibusselskab - byens bybusselskab - for kørslen, men da dette foretagende ophørte i 1990, tog en af dets vigtige medarbejdere festivalkørslen med sig til City-Trafik, som derpå klarede festivalekstrabusserne hvert år til og med 2011. Kørslen blev mere og mere omfattende, i takt med at festivalen voksede, og det blev derfor også almindeligt at andre busselskaber deltog i kørslen, ligesom City-Trafik midlertidigt flyttede busser fra sine jyske afdelinger til Roskilde for at have materiel nok. Dermed var der en hel del at se på for busentusiaster, men i det 21. århundrede er festivalbusserne blevet noget mere moderne og ensartede, og fra og med 2012 har det også skiftet, hvem der stod for kørslen. Det er derfor ikke længere det samme "nørdtilløbsstykke". Det næstsidste år, hvor alt var ved det gamle, kunne man bl.a. opleve City-Trafiks bus 132, Scania OmniLink årg. 2002, som festivalekstrabus - i dette tilfælde ses den på Køgevej i Roskilde på vej fra stationen mod festivalens vestindgang. Bussen kom fra bybusserne i Fredericia, men blev faktisk senere samme år overført til fast anvendelse i Movia-området (og omnummereret til 2132). Kørslen har i øvrigt alle år foregået uden for HT-/HUR-/Movia-systemet, så der må betales en særlig billet til busserne, der i 2010 kostede en 20'er.

Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2010.

Tylstrup Rutebiler 18 i Tinglev

Tylstrup Rutebiler 18 i Tinglev

To af de første serie 7-busser, der rullede ud fra Leyland-DAB i Silkeborg, havde 1979-stelnumre og formelt typebetegnelsen Leyland-DAB 6-6-TL11/4 - altså serie 6 type 6! Begge disse var "turistbusser" med bagagerum under gulvet, og de kom på gaden i foråret 1982. Den ene blev leveret til Nyborg Rejser, mens den anden kom til Lauritzen i Tønder for dog allerede i 1984 at blive solgt til Tylstrup Rutebiler, i hvis bemaling den har fremstået siden. Tylstrup brugte bussen, vogn 18, helt frem til 2010, hvorefter den nogle måneder kørte hos Gotschalk Rejser i Ryomgård. Derpå har den stået stille, men i 2015 gik den til Bushistorisk Selskab med bevaring for øje, og herfra fulgte den med resten af foreningens samling til Danmarks Busmuseum i Skælskør i 2016. Mens bussen var i brug af Gotschalk Rejser, kørte den en fotosafari i de sydlige dele af Jylland for en samling busentusiaster, og undervejs blev den fotograferet på Bajstrup Rejsers garageanlæg i Tinglev, ikke specielt langt fra sin oprindelige hjemegn. Bemærk i øvrigt midterdøren, som svingede "bagud" på denne og et mindre antal andre serie 7'ere.

Foto: Thomas de Laine, 10. april 2010.

Ex. Fjord-bus 33 i Glogow, Polen

Ex. Fjord-bus 33 i Glogow, Polen

PKS Glogow vogn 70510 var en DAB 12-1200B, der oprindeligt blev leveret til Fjord-bus i Slangerup i marts 1992. Den indgik i en serie, som blev anskaffet til det nyoprettede selskabs overtagelse af kørsel fra HT i Frederikssund i en af HTs første privatiseringsrunder. Men det var ikke længe, bussen - Fjord-bus nr. 33 - kørte her. Allerede halvandet år gammel overflyttedes bussen til Birkerød Bus Compagni, hvor den kørte de sidste måneder i Birkerød, inden kørslen måtte afgives. Derpå blev bussen overført til City-Trafik og Fredericia bybusser, hvor den til gengæld kørte i otte år - fra 1996 hos Bus Danmark og siden 1999 under Arriva-navnet. Bussen blev i 2004 solgt til PKS Glogow i Polen og ombyggedes da til rutebil: midterdørene fjernedes, og bybussæderne blev erstattet af mere komfortable stole. PKS Glogow beholdt bussen i trafik helt til 2021. Dette billede fra rutebilstationen i Glogow er fra efteråret 2019. 23 år efter, at bussen forlod City-Trafiks vognpark, sidder CT-bomærket stadig i skiltekassen over fordørene!

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2019.