Alle billeder tagget med Aabenraa (busproducent)
Der er 1.057 billeder med dette tag:
Busdivisionen 1738 som linje 45 i København
Fra oktober 1956 til oktober 1990 kørte en særlig buslinje mellem Enghave Plads og Vestre Kirkegård på søn- og helligdage. Fra 1962 kørtes også på lørdage. Linjen kørtes først af KS og fra 1974 af HT i Valby. 21. oktober 1990 blev linjen nedlagt, og en af de sidste dage før begravelsen var Dennis Holm Petersen ude at forevige Busdivisionens vogn 1738 som linje 45. Bus 1738 var en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1986, som HT/Busdivisionen benyttede som sightseeingbus i årene 1987-92. Derfor fremstod denne bus, sammen 1737, i særligt sightseeingbusdesign. Bus 1738 blev efter udrangeringen i 1997 solgt til Riga i Letland.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1421 på Frederikssundsvej i Brønshøj
Busdivisionens bus 1421 var totalreklame for Fanta fra maj 1991 til oktober 1993. I 1994 blev den ReBUS-renoveret, og først omkring årtusindskiftet blev den udrangeret. Den ses her som Fanta-reklame på Frederikssundsvej i Brønshøj som linje 5. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra september 1981 af den såkaldte traktormodel.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
KS 571 som kulturnatbus på Gammeltorv, København
I lighed med 2004 kørte Sporvejshistorisk Selskab med gratis veteranbusser ved kulturnatten i København fredag 15. oktober 2005. Der var tale om en ottetalsrute med udgangspunkt på Rådhuspladsen, hvor der holdtes i Vester Voldgade. Herfra kørtes ad Rysensteensgade - Christians Brygge - Slotsholmsgade - Holmens Kanal - Kongens Nytorv - Bredgade - Grønningen - Øster Voldgade - Nørreport st. - Nørregade - Gammeltorv - Vandkunsten - Vester Voldgade - Tietgensgade - Hovedbanegården - Bernstorffsgade - Hammerichsgade - Jernbanegade - Rådhuspladsen (busterminalen) - Vester Voldgade. I alt 6 busser var i drift på ruten og dannede tilsammen cirka 10-minuttersdrift. Busserne var KS 41 (Triangel, 1933), ÅS 165 (Volvo B655/NK, 1961), KS 772 (Leyland-DAB, 1963), KS 322 (Leyland-DAB LIDRT 12/2 (serie 2), 1968), KS 571 (Volvo B59-59/Aabenraa, 1972) og HT 3078 (Leyland-DAB LIDRT 6857/3 (serie 2), 1973). Myldretids udsendte fik billeder af alle busserne, undtagen Trianglen. Her ses KS 571 på Gammeltorv.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
HT 655 i Formosavej-sløjfen i Sundby
Dette er den første bybus, HT selv anskaffede. Bussen bærer nummer 655, er leveret i december 1975, og er af typen Volvo B59-59/Aabenraa. Denne serie B59-busser var den første, der havde retarder og derfor en meget karakteristisk lyd. Ydermere valgte HT senere at opmale bussen i den nye helgule bemaling, som den fremstår i på billedet. Bus 655 er fotograferet i foråret 1988 i linje 5's endestationssløjfe ved Formosavej på Amager. Stedet eksisterer stadig stort set uændret, men der har ikke kørt busser siden 2002. Bus 655 forlod driften i marts 1990.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Linjebus 6657 i Avnstrup
Et af de busselskaber, der forlod scenen ved HTs 2. udbud i 1990, var Roskilde Omnibusselskab (RO), som kørte bybusserne i Roskilde. RO valgte, at man ikke ville være med på de nye vilkår, og derfor bød selskabet slet ikke ved licitationen. Resultatet blev, at Linjebus vandt kørslen og overtog garageanlægget, mens busserne for de flestes vedkommende kom til DSV-Bus i København. To år senere blev DSV-Bus dog solgt til Linjebus, der derfor endte med at få alle RO-busserne alligevel. I 1998 tabte Linjebus kørslen i Roskilde og afgav linjer og busanlæg til Bus Danmark. Ved samme lejlighed udrangeredes næsten alle de gamle RO-busser. Denne Volvo B10M-60/Aabenraa-bus med reg.nr. LH 90 585 har været med hele vejen rundt: Den blev leveret til Roskilde Omnibusselskab som vogn 5 i 1987. 1990-92 kørte den hos DSV-Bus i København som vogn 35, og herefter indgik den i Linjebus som nr. 8657, indtil den i 1994 blev omnummereret til 6657. I 1998 blev den udrangeret fra Linjebus, og i december samme år solgtes den til Heidebloem, Lanaken, i Belgien som vogn 3-105. Efter fire år i trafik i Belgien kom den i 2002 til Baltic Bus Group i Rapla, Estland, hvor den i juli 2005 henstod i miserabel stand. Linjebus 6657 ses her i trafik på linje 232 i Avnstrup kort før kørslen overgik til Bus Danmark i 1998.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Ex. Linjebus 6657 i Rapla, Estland
Baltic Bus Group i Rapla i Estland er bl.a. forhandler af en del brugte danske busser i de baltiske lande. I 2002 er bl.a. denne Volvo B10M-60/Aabenraa kommet til Rapla, hvor man desværre har brugt den til at hente diverse dele i, så den kommer ikke ud at køre mere. Bussen er bygget i 1987 til Roskilde Omnibusselskab som vogn 5, og har også kørt hos DSV-Bus (vogn 35) og Linjebus (nr. 8657/6657), indtil den i 1998 kom til Heidebloem i Lanaken, Belgien, som vogn 3-105. I juli 2005 henstod den i miserabel tilstand hos Baltic Bus Group i Rapla, Estland.
Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2005.
Partner Bus 8410 i Biltris
Partner Bus' vogn 8410 er en Volvo B10M-60/Aabenraa-rutebil med dørarrangement 1-1-0. Den er nyleveret til Frederikssund-Skibby Bustrafik i 1991, og den må derved være den senest nyleverede HT-rutebil med enkeltdøre. Siden 1994 har bussen kørt hos Partner Bus, som Frederikssund-Skibby Bustrafik da tog navneforandring til, og fra 1998 hed den 8410. De sidste år kørte den på skolebusruterne 218, 220, 221 og 222. Den var i drift sidste gang hos Partner Bus 2. december 2004 på linje 224 (tidligere linje 222), efter at firmaet havde fået nye busser ved HURs 15. udbud. Dennis Holm Petersen fangede den i Biltris på dagen.
Foto: Dennis Holm Petersen, 2. december 2004.
Århus Sporveje 291 og 321 i Hasle, Århus
Århus Sporveje 291 er blandt de busser, der snart bliver udrangeret. Bussen er en DAB 12-1200B fra 1991. I midten af 1990'erne gik ÅS over til at anskaffe Volvo/Aabenraa-singlebusser og Volvo/Säffle-ledbusser. Et eksempel på en Volvo-singlebus fra 1996 er nr. 321, der ses til højre i billedet. Busserne er fotograferet i Hasle ved Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Connex 2445 på Århus rtb.
Denne Volvo B10M-60/Aabenraa, Connex nr. 2445, er af den sidste årgang af Aabenraas eget karrosseri. Bussen er nemlig leveret til Combus i 1995. Det var samme år, Aabenraa gik over til at bygge Säffle System 2000-karrosserier. Bussen fremtræder nu i Århus Amt-design og er indsat på rute 107, der er lidt speciel derved, at den betjenes med ret forskellige bustyper, f.eks. også ledbusser og Scania'er.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Connex 6332 på Frederikssundsvej
Linje 2A har i perioden 2002-05 kørt med DAF/Berkhof-gasbusser suppleret med Volvo B10BLE/Aabenraa som reserve. Det er dog sket nogle gange, at linje 6As busser har optrådt på linje 2A. I september 2005 har bus 6332 fra Gladsaxe og linje 6A således været i trafik på linje 2A, idet Ejby åbenbart har lånt vognen. Årsagen til lånet kan meget vel være, at en del af Ejbys DAF/Berkhof-gasbusser var ved at blive gjort klar til deres nye opgaver fra køreplansskiftet i oktober. Bussen, der er en Volvo B12BLE/Aabenraa fra 2003, ses her på Frederikssundsvej i Brønshøj som linje 2A.
Foto: Thomas de Laine, 25. september 2005.
Odense Bybusser 126 på garagen i Odense
Odense Bybusser har endnu et antal Volvo B10M/Aabenraa-busser med M73-karrosseri. Vogn 126 er fra oktober 1982 og var således knap 23 år gammel, da billedet blev taget. Der er dog - desværre - næppe længe, til den skal på udskiftningsbænken.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. juli 2005.
Odense Bybusser 157 i Hans Mules Gade, Odense
Odense Bybussers vogn 157 er født som vogn 57, men blev omnummereret for et par år siden. Det er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1989, og den ses her i Hans Mules Gade i Odense.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Odense Bybusser 163 på Næsbyvej, Odense
Odense Bybussers vogn 163 er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1990. Bussen er fra før man "vendte strømmen" og begyndte at stige ind foran i Odense. Derfor er der destinationsskilt i vognsiden ved bagdøren. Odense Bybusser 163, der de første mange år hed vogn 63, på Næsbyvej i Odense.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. juli 2005.
Connex 5098, 5095 og 5018 i Aalborg
Connex 5098 (tv.), 5095 (i midten) og 5018 (th.), alle af typen Volvo B10BLE-60/Aabenraa, er bygget i 1997 til Combus' første kontrakt i Hovedstadsområdet og fulgte med over i Connex i 2001. I 2003-04 blev busserne overflødige hos Connex i hovedstaden, og nogle overførtes til kørsel andre steder i landet. Heriblandt var 5098, 5095 og 5018, som blev "metrobusser" i Aalborg. Metrobusserne er Aalborgs version af stambusser, og fremtræder i en særlig rød bemaling med NT-striber på hjørnerne. Alle tre busser har fået et 'R' efter internnummeret, hvilket indikerer, at de er reservebusser. Busserne holder her på Connex' busanlæg i Aalborg, der i øvrigt er nærmeste nabo til byens rutebilterminal.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. juli 2005.
Schmidts Turisttrafiks lavbagperronbus fra 1986 i København
Schmidts Turisttrafik kører en shuttlebusforbindelse mellem Rådhuspladsen i København (ved Lurblæserne) til krydstogtskibet "Costa Atlantica" et sted i Nordhavnen. 21. august 2005 anvendtes denne lavbagperronbus, der er født som rutebil med dørarrangement 1-1-0. Bussen er oprindeligt leveret til De Forenede Bilruter (L. Jacobsen) i Løgstør som vogn 9/KS 93 896 i 1986, og den fulgte med over til Søndergaards Rutebiler, der købte De Forenede ud i 1991. Hos Søndergaard kørte bussen med nr. 109 indtil 1992, hvor den blev solgt til Sommer. Her blev den ombygget med lav bagperron og dobbelte udsvingsdøre bagi på foranledning af Frederiksværk Kommune for midler fra Trafikministeriets handicappulje. Ifølge Frederiksværk Kommune er bussen prototypen for lavbagperronbusser fra Volvo! Samtidig med ombygningen fik fronten et 'facelift', og fra august samme år anvendtes bussen med sit nuværende registreringsnummer, NB 92 150, på skolebusrute 466 i Frederiksværk hos Schmidts Turisttrafik. Der er tale om B10M nr. 12610 med karr.nr. 1600. I 2001 blev bussen på rute 466 erstattet af en fabriksny bus, men Schmidts ejer altså stadig bussen.
Foto: Thomas de Laine, 21. august 2005.
Moderne lavbagperronbus fra Schmidts Turisttrafik i København
Umiddelbart skulle man måske tro, at en Volvo B10M-60/Aabenraa-lavbagperronbus med punktmatrixskilte fra 2001 hos et turistbusselskab måtte være et brugtkøb. Men det er det ikke! RX 96 818 er indregistreret 31. august 2001 til Schmidts Turisttrafik i Frederiksværk, og det er Volvo B10M nr. 53883 med Aabenraa-bygget Säffle System 2000-karrosseri nr. S010165. Bussen indsattes på skolebusrute 466 i Frederiksværk kommune 3. september 2001, efter at Schmidts havde genvundet kørslen. Skolebusruten er åben for alle passagerer, og Frederiksværk Kommune prioriterer, at ældre og gangbesværede har adgang til bussen. Derfor har skolebusruten siden 1992 kørt med lavbagperronbusser. RX 96 818 ses her 28. august 2005 i København som shuttlebus til et krydstogtskib. Udover denne bus og en Volvo B10M fra 1986 med reg.nr. NB 92 150 har der også været anvendt deciderede turistbusser til shuttlebuskørslen i København. Når der ses bort fra Frederiksværk-afdelingen, er Schmidts Turisttrafik et turistbusfirma med base i Glostrup og omkring 15 busser. Firmaet er stiftet i 1952 med navnet Frederiksværk Turisttrafik, men flyttede 1957 til København. Firmaet er endvidere medejer af Edelskov Turisttrafik.
Foto: Thomas de Laine, 28. august 2005.
Partner Bus 8431 i Skibby
Partner Bus har en enlig Volvo B10BLE med Aabenraas eget karrosseri. Med 10-12 år på bagen er disse busser efterhånden kommet på udskiftningsbænken mange steder, men Partner Bus kan stadig bruge sin som skolebus. Da det var skolesommerferie, da billedet blev taget, var den dog i brug som reservevogn på linje 226, Skibby-Roskilde. Bus 8431 holder her på garageanlægget i Skibby. I garagen skimtes ex. Partner Bus 8412, en DAB 12-1200B fra 1992, der tilhører firmaet Alex Jensen.
Foto: Christian Lynge, 23. juni 2005.
Udsnit af vognparken hos Partner Bus i Skibby
Et udsnit af vognparken er hjemme på garagen i Skibby, hvor Partner Bus bor. DAB 15-1200C mk. II-lavgulvsbusserne præger vognparken, som det ses. Partner Bus fik 17 stk. af typen i 1994 (nr. 15-30, senere 8415-8430), hvoraf kun én (nr. 8417) er udrangeret. Bussen yderst til højre er dog en serie 12, formentlig nr. 8412 fra 1992, der nu tilhører firmaet Alex Jensen, og nummer to fra venstre er nr. 8431, en Volvo B10BLE/Aabenraa fra 1994.
Foto: Christian Lynge, 15. juni 2005.
Arriva 1861 som STS-rutebil i Næstved
Det sker med jævne mellemrum, at nogle af Arrivas københavnske busser søger nye græsgange. Bus 1861, der er en Volvo B10BLE/Aabenraa fra 2000, er netop overført fra ryvangske linje 14 til Arriva i Næstved og har ved den lejlighed skiftet farve fra HT-gul til STS-rutebildesign. Bussen ses her i Næstved. Den er i øvrigt oprindeligt leveret til Combus i Sønderborg som vogn 2721, og blev overtaget af Arriva sammen med Combus i 2001.
Foto: Ronni Bjørn Svensson, 9. august 2005.
TAK 1013 - ex. HT 1529 - i Tallinn, Estland
Gode gamle HT 1529 er blevet A-bus på sine gamle dage! Den 14. juli 2005 kørte den nemlig på linje 17A i Tallinn i Estland. Bussens nye identitet er som TAK vogn 1013. Billedet er taget i centrum af Tallinn.
Foto: Thomas de Laine, 14. juli 2005.
TAK 3509 - ex. HT 1532 - i Tallinn, Estland
Også HT 1532 er i trafik i den estiske hovedstad. Ledbusserne optræder en del på linje 63, der forbinder Tallinn med Priisle-forstaden. TAK 3509, som 1532 nu hedder, optager passagerer ved endestation i Priisle inden afgang mod centrum.
Foto: Thomas de Laine, 15. juli 2005.
Volvo/Aabenraa-ledbus fra MRP Linna Liinid i Tallinn
Tallinn må som by være nær ved at have verdensrekord i at samle på Aabenraa-ledbusser. Det private selskab MRP Linna Liinid i Tallinn har nogle Volvo B10MA-55/Aabenraa-ledbusser i rutebiludgave. Vogn 686 AUE i Priisle ved Tallin som linje 49.
Foto: Thomas de Laine, 15. juli 2005.
TAK 3549 - ex. HT 1533 - i Tallinn, Estland
HT fik i 1984 leveret 6 stk. Volvo B10MA-55/Aabenraa-ledbusser i nærtrafikudgave, dvs. med dørarrangementet 2-2/1-0. Busserne anvendtes i første omgang mellem Ballerup og Frederikssund, hvor der først fra 1989 kørte S-tog. Senere fandt busserne andre steder hen - de har bl.a. betjent linje 173E i en periode. De fire først udrangerede busser blev solgt til bybusselskabet TAK i Tallinn, Estland, hvor de i juli 2005 fortsat var i trafik i deres nye ejers grønne og hvide farver. TAK 3549, ex. HT 1533, i Tallinn-forstaden Priisle.
Foto: Thomas de Laine, 15. juli 2005.
DAF/Aabenraa-ledbus i Tallinn, Estland
Vi er vant til at se Aabenraa-karrosserier på Volvo-busser og sekundært på Scania. Men faktisk har Aabenraa også bygget på forskellige andre mærker - bl.a. et par ledbusser på DAF MBG205-chassis til Ludvig Paulsens Bilsentraler i Norge. En af disse kører nu hos et privat selskab i Tallinn, Estland. Bussen er fra 1985 og udstyret med en tilpasset udgave af Aabenraa Karrosserifabriks såkaldte M82-karrosseri.
Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2005.
DAF/Aabenraa-ledbus bagfra i Tallinn, Estland
DAF/Aabenraa-ledbussen i Tallinn set bagfra.
Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2005.