Alle billeder tagget med Umove
Der er 116 billeder med dette tag:
Umove 7735 på Sølvtorvet, København

Umove 7735, Yutong U12 årg. 2025, som linje 184 mod Nørreport ved Sølvtorvet i København.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7741 i Øster Voldgade, København

Umove 7741, Yutong U12 årg. 2025, som linje 185 i Øster Voldgade ved Georg Brandes Plads.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 43 ved Fredericia Banegård

Umove 43, Yutong U12 årg. 2025, på Fredericias bybuslinje 3 ved banegården. Bussen er egentlig nyleveret til kørsel for Movia, men er sammen med 11 søskende blevet indsat på bybusserne i Fredericia som midlertidig erstatning for de Isuzu-elbusser, Umove valgte at sende på meget tidlig pension. Nyt materiel er på vej til Fredericia, og vogn 43 vender tilbage til København, hvor den vist nok skal have internnummer 7724.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. august 2025.
Umove 690 i Fredericia garage

Umove 690, VDL Citea LLE årg. 2015, parkeret på bybussernes garageanlæg i Fredericia. Bussen blev som ny leveret til Glostrup garage og A-buslinjerne 3A og 9A i København og hed dengang nr. 7503. Den kom i 2021 til Kvistgård garage, hvor den blev omnummereret til Kvistgårds nummerserie som 7690. Da den i 2023 rykkedes til Fredericia, tabte den 6-tallet foran på nummeret. Den anvendes øjensynligt til ekstrakørsel.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 25. august 2025.
Umove 7664 som sidste Umove-bus på linje 388, "Strandvejsbussen", ved Klampenborg st.

"Skiftedage", hvor buslinjer skifter operatør efter et udbud, er i dag noget, der forekommer jævnligt og typisk ikke får den store opmærksomhed. Skiftedagen er blevet hverdag! Sådan var det bestemt ikke i begyndelsen, da HT fra 1989-90 ved lov var pålagt at sende dele af trafikken i licitation, men siden 2002 foregår al busdriften på baggrund af kontrakter, der har været i udbud. Man kan sige, at processen blev fuldført på 35 år, for 12. oktober 2025 blev skiftedagen på de to sidste buslinjer i Hovedstadsområdet, som både eksisterede før 1990 og ikke tidligere har skiftet operatør ved et udbud. Det var linje 176 og linje 388, som i øvrigt begge er linjer med omkring hundrede års historie. Linje 388, Strandvejsbussen mellem Helsingør, Rungsted og Klampenborg, blev oprettet i 1919, og den kørtes i årtier af den navnkundige Holger Salomon - først uden linjenummer og fra 1951 under linjenummer 188. Ruten blev fra 1975 kørt af De Hvide Busser under HT-ordningen, og det var først i 1989, den fik linjenummeret 388 og kom helt til Lyngby. Det lykkedes De Hvide Busser at genvinde linje 388 ved licitationerne i 1990, 1994, 1999, 2005 og 2013. Salget af De Hvide Busser til Umove fandt sted næsten samtidig med begyndelsen på den nye kontrakt i december 2013, og det er dermed også de sidste rester af De Hvide Busser, som er "udløbet" i oktober 2025. Umove tabte linje 388 til GoCollective, hvis busser fra 12. oktober trafikerer linjen. Den symbolske overgang blev markeret på linje 388' sidste tur natten mellem lørdag og søndag 11. og 12. oktober. Umove 7664, Iveco Crossway LE årg. 2016, stod for de sidste afgange, som blev udgjort af en dobbelttur Lyngby st.-Taarbæk Havn. Dette billede er fra Klampenborg (linjens endestation indtil 1989) på turen tilbage mod Lyngby, og banneret på fronten bærer teksten "Sidste 388 - De Hvide Busser, Umove".
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7664 som sidste Umove-bus på linje 388 ved Taarbæk Havn

I maj 1989 blev Strandvejsbussen, linje 188, omlagt via Taarbæk Havn og forlænget fra Klampenborg station til Lyngby station. Samtidig ændredes linjenummeret til 388. Køreplanen er i nyere tid blevet reduceret noget, så der kun er timedrift mellem Helsingør og Taarbæk Havn. Mellem Taarbæk, Klampenborg og Lyngby kører der en tur mere i timen, som vender i rundkørslen på Taarbæk Havn. Disse ture har været kørt af Umoves garageanlæg i Bagsværd, mens "hovedlinjen" har været stationeret i Kvistgård. En undtagelse var dog aftenens sidste Taarbæk Havn-tur i hver retning alle ugedage, som kørtes af en bus, der ankom til Lyngby fra Helsingør. Den sidste Umove-bus på linje 388 natten til 12. oktober 2025 blev derfor en Kvistgård-bus og ikke en Bagsværd-bus - helt præcist blev det bus 7664, Iveco Crossway LE årg. 2016. Her ses den ved Taarbæk Havn, inden der køres mod Klampenborg station og Lyngby for sidste gang. Fra næste morgen er det GoCollective i Gladsaxe, der kører linje 388, hvilket indebærer tomkørsel helt til Helsingør og Rungsted ved driftens begyndelse! GoCollective havde i øvrigt allerede inden overtagelsen tabt linjen igen: Den overgår i december 2026 til Nobina, som ved samme lejlighed indsætter elbusser.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7673 ved Femvejen, Gentofte

Ved Femvejen i Gentofte mødes Bernstorffsvej, Jægersborg Allé, Ordrupvej, Vilvordevej og Fortunvej, og vest for det hele ligger Bernstorff Slotshave. Det store kryds - hvorfra man altså kan komme videre i fem retninger - blev i 1908-09 til en rundkørsel, som fra 30. december 1908 blev endestation for den nye sporvognslinje 15. Sporvognene blev senere afløst af NESAs trolleybusser, og gennem mange år fungerede Femvejen som skiftested mellem trolleybusserne og Therkildsens rutebiler på linje 165 mellem Charlottenlund, Lyngby og Bagsværd. Der har været mange linjeændringer gennem tiden, men helt indtil 00'erne mødtes busser i fire retninger ved Femvejens busstoppesteder flere gange i timen, så der var omstigningsmulighed i alle relationer. De tider er forbi, og i 2025 kommer busserne på linje 171, 172 og 185 ikke ved Femvejen på samme tid. Der er heller ikke mange, der står af og på her, men den overdækkede ventemulighed, som ses bag bussen på dette billede, er foreløbigt i behold. Bussen er Umove 7673, VDL Citea LLE årg. 2015, på linje 172. Linjen overgik dagen efter til kørsel med Umoves Yutong U12-elbusser, som derefter kører på alle de linjer, der mødes på Femvejen. Netop 7673 forblev til gengæld som eneste vogn af typen i Umoves Bagsværd garage, hvor den primært bruges på morgenekstrature på linje 183 fra Lyngby st. til Trongårdsskolen.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2025.
Umove 7685 ved Femvejen, Gentofte

Umove 7685, VDL Citea LLE årg. 2015, svinger fra Jægersborg Allé ind i rundkørslen ved Femvejen i Gentofte. Den er indsat på linje 171, der kører fra Hellerup st. via Charlottenlund til Gentofte og tilbage - en ensrettet ringlinje, hvor linje 172 kører i modsatte retning. Umove indledte 12. oktober 2025 en ny kontrakt på linje 171/172, som ved den lejlighed har fået elbusser. Bus 7685 flyttedes umiddelbart efter til Umoves garage i Ringsted. Femvejen var i øvrigt i december 2014 omdrejningspunktet for Myldretids satiriske julekalender "Almex Manifestet"!
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2025.
Umove 7907 efter påkørslen af Sølvgades Kaserne, København

Hvilken kaffe byder du uventede gæster...? Sådan spurgte en Gevalia-reklame engang, men da Umove 7907, Yutong E15 årg. 2024, torpederede en café ved siden af porten ind til den tidligere Sølvgades Kaserne fra 1760'erne, skete det cirka klokken 5.20 om morgenen, så der var ingen kaffe. Det blev også til en længere pause i serveringen på Nordhavn Coffee, som den uheldige café hedder, for den blev helt ødelagt. Muren var så beskadiget, at den skulle afstives med en trækonstruktion, før 7907 kunne trækkes fri. Derfor tog det omtrent 13 timer at fjerne bussen, hvis skader i øvrigt så ud til at være relativt begrænsede. Årsagen til uheldet var angiveligt, at chaufføren fik et ildebefindende. Bussen var netop afgået som linje 150S fra Nørreport, og den burde være drejet til venstre fra Øster Voldgade i retning mod Fredensbro i stedet for at trække mod højre ind i bygningen...
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7907 med fronten i den ødelagte café på Georg Brandes Plads, København

DSB havde 1926-2013 hovedkontor i den tidligere Sølvgades Kaserne på hjørnet af Sølvgade og Øster Voldgade - det sted, der også hedder Georg Brandes Plads. I DSB-tiden var der reception, hvor den café ligger, som tidligt om morgenen søndag 12. oktober 2025 blev smadret af en vildfaren 150S-bus. Synderen var Umove 7907, Yutong E15 årg. 2024, som her holder med fronten inde i caféen på Georg Brandes Plads.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7907 under afstivning af muren ved indgangspartiet til Sølvgades Kaserne, København

Det var hofarkitekt Nicolas-Henri Jardin, der tegnede Sølvgades Kaserne med port ud mod Georg Brandes Plads. Over porten ses kongerne Christian VII og Christian X's monogrammer. Umove 7907 ramte til venstre for porten, altså på den side, hvor bygningen langs Øster Voldgade ligger - den såkaldte "Voldfløj". Her er man ved at afstive det påkørte murværk med en trækonstruktion, så det bliver sikkert at hale bussen fri.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7680 i Sølvgade, København

I Sølvgade kørte i mange år sporvogns- og buslinje 10, der bl.a. forbandt Tagensvej med Kongens Nytorv. Dengang var det en højfrekvent og passagertung linje, der kørte i Sølvgade, men da man i 2003 omlagde busnettet som tilpasning til metroen, blev 10'erens erstatning - linje 6A - ført til Nørreport station i stedet for Kongens Nytorv. Det var nok også dér, langt de fleste passagerer egentlig ville hen. Men siden har Sølvgade inden for voldene kun været betjent af mere lavfrekvente linjer. Fra 2003 til 2019 var det linje 26, og siden 2019 kører blot de to busser i timen på linje 23 her. Til december 2025 bliver linjen til gengæld opgraderet til elbusser. Umove 7680, VDL Citea LLE årg. 2015, som linje 23 i Sølvgade. I baggrunden ses Umove 7907, der adskillige timer tidligere samme dag var braget ind i bygningen til højre i billedet, nemlig den gamle Sølvgades Kaserne!
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7661 på Strandvejen, Kokkedal

Umove 7661, Iveco Crossway LE årg. 2016, som linje 388 på Strandvejen ved Lågegyde ved Kokkedal den sidste dag, Umove kørte linjen. Efter midnat var det også 7661, der kørte den sidste afgang. Næste morgen overtog GoCollectives Volvo-busser.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 11. oktober 2025.
Umove 7642 på Skodsborg Strandvej, Skodsborg

Umove 7642, Iveco Crossway LE årg. 2014, som linje 388 på Skodsborg Strandvej. Umoves kontrakt på linje 388, "Strandvejsbussen", var den sidste rest af De Hvide Busser, og det er en historisk linje med over 100 år på bagen. Bus 7642 har derimod ikke nogen lang historie på ruten. Den blev nyleveret til Thykjær og Vejle bybusser i 2014, men efter Umoves opkøb af Thykjær, lykkedes det ikke at genvinde bybuskørslen i Vejle. Dermed var vognen til overs, og den blev i 2022 overført til Kvistgård garage og "Strandvejsbussen".
Foto: Sikandar Sahil, 11. oktober 2025.
Umove 7673 på Skovvej i Jægersborg

Umove 7673, VDL Citea LLE 120 årg. 2015, som linje 172 på Skovvej i Jægersborg. Skovvej er en mindre vej, der betjenes af ringlinjerne 171 og 172, som Umove har kørt i Gentofte Kommune siden linjernes oprettelse i oktober 2019. Indtil oktober 2025 foregik det med VDL Citea-busser - først busser fra linje 3A og 9A, der var blevet til overs ved nedlæggelsen af linje 3A samtidig med oprettelsen af linje 171/172, men siden med busser født til bybusserne i Helsingør og landruter syd og vest for samme by. En af disse "Helsingør-busser" er 7673.
Foto: Sikandar Sahil, 11. oktober 2025.
Umove 7685 på Kildegårdsvej ved Gentofte Hospital

Umove 7685, VDL Citea LLE 120 årg. 2015, som linje 171 på Kildegårdsvej ved Gentofte Hospital. Bussen blev som ny leveret til linje 340 og 345 m.fl. i Nordsjælland og tilhørte Kvistgård garage, men den har siden 2024 trafikeret de dobbeltrettede ringlinjer 171 og 172 i Gentofte Kommune og de korte ture på linje 388 mellem Lyngby st., Klampenborg st. og Taarbæk Havn. Linje 171/172 blev elektrificeret 12. oktober 2025, og samme dag overtog GoCollective linje 388. Men der var nye opgaver til 7685, som få dage efter blev overført til Umoves garage i Ringsted.
Foto: Sikandar Sahil, 11. oktober 2025.
Umove 7736 ved Klampenborg st.

Til brug på de linjer i og omkring København, som Umove overtager i oktober og december 2025, er der leveret 53 Yutong U12-elbusser. 12 af dem er midlertidigt blevet indsat på bybusserne i Fredericia, hvor Isuzu-elbusserne fra 2023 er blevet sendt på meget tidlig pension, og 1. oktober 2025 kom den første af de øvrige i passagerdrift i Storkøbenhavn. Det var bus 7734, som kørte linje 388' korte ture mellem Lyngby, Klampenborg og Taarbæk Havn. Dagen efter var det 7736, der havde samme tjans, og bussen er her fanget ved Klampenborg station tidligt på aftenen. Bemærk de gule prikker på sidespejlene, som skal hjælpe publikum med at genkende, at der er tale om en Movia-bus!
Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2025.
Umove 7664 på Dyrehavevej, Klampenborg

Umove 7664, Iveco Crossway LE årg. 2016, som linje 388 på Dyrehavevej i Klampenborg.
Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2025.
Umove 7642 på Christiansholmsvej, Klampenborg

Linje 388, Strandvejsbussen med ruten Helsingør-Rungsted Kyst-Klampenborg-Lyngby, overgår 12. oktober 2025 fra Umove til GoCollective. Men GoCollective skal kun køre linjen i 14 måneder indtil december-køreplansskiftet 2026, hvor Nobina tager over. Det er også først ved den lejlighed, linjen får elbusser. Umove 7642, Iveco Crossway LE årg. 2014, som linje 388 på Christiansholmsvej i Klampenborg. Bussen blev nyanskaffet af Umove til bybusserne i Vejle, men blev 2022 overført til garagen i Kvistgård og linje 388.
Foto: Thomas de Laine, 31. august 2025.
Umove 7641 på Jægersborg Allé, Charlottenlund

Som Københavns Kommunes nærmeste nabo mod nord har Gentofte traditionelt haft en betjening med - i tidens løb - busser, trolleybusser og sporvogne, der har hængt meget sammen med hovedstadskommunens linjer. Der findes stadig busser, der kører over denne kommunegrænse, som f.eks. linje 23 og 185 samt linjerne på Helsingørmotorvejen/Lyngbyvej. Men de overvejende øst-vest-gående buslinjer er af mere lokal karakter. Ved de linjeomlægninger i Københavnsområdet, der fulgte med Metrocityringens åbning i efteråret 2019, blev de modsatrettede ringlinjer 171 og 172 etableret, og de forløber udelukkende inden for Gentoftes kommunegrænse. Fra Hellerup station kører linje 171 mod uret ad Strandvejen og Jægersborg Allé tæt forbi Charlottenlund Fort og Charlottenlund station, og den har overtaget den historiske krydsning på Femvejen med linjen ad Bernstorffsvej, der nu om dage er linje 185. Herfra fortsættes via bl.a. Gentofte station og Kildegårds Plads tilbage til Hellerup station. Linje 172 kører modsat. Der er kun timedrift på begge linjerne og kun til klokken 19. Umove har siden oprettelsen stået for driften, der i vinteren 2025 endnu i overensstemmelse med kontrakten fandt sted med dieselbusser, selvom Yutong-batteribusserne er hyppige gæster på linjerne. Umove 7641 (ex. De Hvide Busser 8789), Scania Citywide årg. 2013, passerer over jernbanen på Jægersborg Allé lige ved Charlottenlund station. Fra oktober 2025 indsættes der elbusser på linje 171/172.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. februar 2025.
Umove 7053 ved Jyderup st.

De første eksemplarer af BYD B12E-elbussen, som samtidig var dansk premiere på BYDs nye og mere firkantede design, kom på gaden i uge 7/2025, hvor en håndfuld indsattes på Movia-linjerne 432, 541 og 543 i det vestsjællandske (Umoves øvrige linjer i området kørte ikke i skolernes vinterferie). Der bruges i forvejen en del BYD-busser af B-serien herhjemme, nemlig 13 m-busser fra 2022 og 2024 på linje 6A, 250S og 600S, men de har det gamle design, der ligner BYDs K9-model. Der blev så sent som i december 2024 indsat 17 fabriksnye BYD K9-elbusser på Umoves kørsel fra Kalundborg garage, nr. 7021-7037, men planen har hele tiden været, at de skulle afløses af B12E-busser og overflyttes til bl.a. linje 14 i København, som Umove overtager i foråret 2025. I første omgang blev fem af de i december 2024 indsatte busser flyttet til Glostrup garage og linjerne 19, 22 og 23, ligesom en sjette har fundet et foreløbigt hjem på linje 250S. Her opsamler Umove 7053 passagerer ved Jyderup st. inden afgang som linje 541 mod Havnsø.
Foto: Thomas de Laine, 14. februar 2025.
Umove 7054 ved Kalundborg st.

Volvo byggede en årrække i begyndelsen af dette århundrede busser med store 12 liters-dieselmotorer, som f.eks. B12M-højgulvsrutebilen, som der stadig i vinteren 2025 er enkelte tilbage af i Movialand, og laventrébussen B12BLE, der f.eks. kendes fra linje 300S. Mange entusiaster kan godt lide motorlyden fra disse busser. Den nye tids B12'ere tilbyder derimod ikke samme tilfredsstillende lydbillede! Umove 7054, BYD B12E-elbus årg. 2025, ankommer til Kalundborg station som linje 543.
Foto: Thomas de Laine, 14. februar 2025.
Umove 7982 ved Greve st.

Fra foråret 2025 kører der over 150 BYD-elbusser på Movias linjer. I Danmark findes BYD-rutebusser foreløbigt kun øst for Storebælt, men her er det så også mere end hver tiende bus, der kommer fra bemeldte kinesiske producent, selvom en mindre del af de nyeste er bygget på europæisk grund, nemlig på BYDs fabrik i Ungarn. Det gør BYD-busser nogenlunde lige så almindelige i Movia-regi som busser fra MAN, Mercedes, VDL og Volvo. Hele dette felt ligger til gengæld et pænt stykke bag en anden kinesisk elbusproducent: Yutong. At man på denne måde bliver meget afhængig af kinesiske mærker har i øvrigt vakt kritik i bladet Ingeniøren i vinteren 2024-25, men hvis man ønsker ændringer på det område, skal man nok gå ind i politik. Det kniber i forvejen jævnligt med pengene til busdrift hos trafikbestillerne, og busoperatørerne er i konkurrence med hinanden om kontrakterne. Så der bliver købt busser efter pris, batterirækkevidde, pålidelighed, leveringssikkerhed og lignende kvalitetsparametre og ikke ud fra langsigtede geopolitiske overvejelser! Største bruger af BYD-busser er Umove med små 100 BYD'er fordelt på K9- og B12E-standardbusserne samt de 13 meter lange B13E-busser. Sidstnævnte variant findes på linje 250S og 600S og indsættes fra april 2025 desuden på linje 123. Umove 7982, BYD B13E årg. 2024, ses her ved Greve st. som helt ny og efterhånden ganske typisk Movia-bus.
Foto: Thomas de Laine, 21. december 2024.
Anchersen 3000 og Umove 7329 ved København Syd st.

Perronkonglomeratet, der kaldes København Syd station, har fra 15.-16. januar 2025 igen fået bus til døren, idet linje 1A er omlagt ad Carl Jacobsens Vej og Sjælør Boulevard med betjening af stationen, ligesom linje 17 er forlænget hertil. Vendepladsen er dermed igen taget i brug for busser, som der nu kommer flere af end nogensinde før. Linje 1A holder i begge retninger nærmest banen, mens linje 17 har fået indrettet et nyt stoppested på modsatte side af pladsen nogenlunde ud for Spar-supermarkedet. Her er der tæt bustrafik på førstedagen, hvor Umove 7329 som linje 1A mod Hellerup passerer Anchersen 3000, der udligner på linje 17, mens Umove 7327 - endnu en 1'er mod Hellerup - også er på vej ind i baggrunden.
Foto: Thomas de Laine, 16. januar 2025.
Umove 7316 ved København Syd st., København

Efter flere udsættelser blev Københavns linje 1A fra torsdag 16. januar 2025 om morgenen omlagt via København Syd station i stedet for Toftegårds Plads. Det skete for nordgående busser fra ca. kl. 7 og for vestgående busser fra ca. kl. 8. Passagerer fra Hvidovre og Vigerslev kan dermed f.eks. skifte til metro ind mod centrum eller - ved brug af trappen bag bussen på dette billede - til S-tog mod Køge Bugt. Med omlægningen slipper omstigende rejsende for den dårligt skiltede spadseretur til Gl. Køge Landevej. Men en nem forbindelse fra togene til downtown Valby eller linje 8A til Amager er der stadig ikke. Umove 7316, Yutong E12LF årg. 2022, som linje 1A mod Hellerup i busterminalen ved København Syd st. på premieredagen.
Foto: Thomas de Laine, 16. januar 2025.