Alle billeder tagget med 2022
Der er 91 billeder med dette tag:
DitoBus 4811 som linje 615 afgår fra Sorø st.
Da den sjællandske vestbane i 1856 blev forlænget fra Roskilde til Korsør, var den blevet ført syd om Sorø Sø og dermed et godt stykke syd om byen. Derfor findes der stadig i dag både en busterminal ved Sorø station og en "Sorø Byterminal", og flere buslinjer betjener begge og giver dermed forbindelse mellem toget og byen. Blandt de nævnte linjer er 615'eren, som fra Sorø Byterminal kører via Sorø station til Fuglebjerg og Bisserup. DitoBus 4811, Volvo B12M-62/Carrus årg. 2005, ses her på Stationspladsen i Sorø efter afgang mod Bisserup. I årene 1903-1950 forbandt en jernbanelinje Sorø station med Sorø by og Vedde på Tølløsebanen. På Sorø station lå denne banes sporareal bag bussen på billedet, og banens gamle tracé gennem skoven herfra og til Sorø by henligger som sti.
Foto: Thomas de Laine, 30. marts 2022.
Århus Sporveje 452 og 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
To ret forskellige udgaver af Århus Sporveje mødes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms forplads. Til venstre bus 452, Volvo B10MA-55/Säffle årg. 2000, som siden 2012 har tilhørt museet. Sporvejene fik leveret i alt 34 ledbusser fra Volvo i årene 1994-2000, og nr. 452 blev den sidste. Da man efter en årrække igen købte ledbusser, blev det af Solaris-typen. Til højre er det en af de motorvogne, der byggedes i midten af 1940'erne til Århus Sporveje, dengang det rent faktisk var en sporvej. Sporvejene fik ødelagt sin vognpark ved en Schalburgtage-aktion i august 1944, og ny serie vogne måtte derfor anskaffes. Den første af de nye vogne var bygget af Københavns Sporveje og i nogen grad baseret på hovedstadens såkaldte scrapvogne, som byggedes af forhåndenværende materialer for at få flere sporvogne på gaden under krigen, hvor passagertallene steg kraftigt. Efterfølgende serieproducerede Scandia typen til Århus Sporveje, og heri indgik vogn 3, der byggedes i 1945. Vognene kørte helt til omstillingen til busdrift, der i Aarhus fandt sted i 1971. Vogn 3 blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab allerede i 1973, og da Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm første gang slog dørene op i maj 1978, var det typisk netop Århus-vognen, der modtog gæsterne, idet man som det første havde anlagt en metersporet strækning fra museets hovedindgang og parkeringsplads til forpladsen og remisen, foran hvilken nr. 3 står. Aarhus Sporveje havde nemlig meterspor i modsætning til sporvejene i København og Odense. Museet har også nogle metersporede vogne fra udenlandske sporveje, der sammen med Århus-vognen stadig i 2023 byder museets gæster velkommen.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Arriva 1645 ved den kommende Havneholmen metrostation, København
Når metrolinjen mellem Hovedbanegården, Sydhavnen og Ny Ellebjerg åbner i 2024, kommer der bl.a. en station med navnet Havneholmen på østsiden af Vasbygade lige ved Fisketorvet. Til den tid må man nok regne med, at linje 7A's betjening af den kommende metrostrækning falder væk eller i hvert fald reduceres væsentligt. Men siden introduktionen af "Nyt Bynet" i oktober 2019 har linjen kørt som en slags forløber for metroen. Arriva 1645 (opr. Netbus 8445), Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, afgår fra stoppestedet på Vasbygade ved Havneholmen og den kommende metrostation. Ny Ellebjerg station, som optræder på destinationsskiltet, vil i 2024 skifte navn til "København Syd" og blive et skiftested mellem S-tog på Køge Bugt-banen, S-tog på Ringbanen, metrolinje M4, jernbanen mellem Hovedbanegården og Køge Nord samt senere jernbanen mellem Lufthavnen og Roskilde. Stationen forventes også med tiden at få betjening med internationale tog. Måske endda også busser...?
Foto: Thomas de Laine, 5. februar 2022.
Nordjyske Jernbaner DM 506 på Lindholm st., Nørresundby
Nordjyske Jernbaner, som fra 2001 blev til ved sammenlægning af privatbanerne Skagensbanen og Hirtshalsbanen, udskiftede i 2005 de gamle Y-tog på banerne med en serie nye Siemens Desiro-tog. Et af disse er togsæt nr. 506, der blev bygget i 2004. Fra august 2017 overtog Nordjyske Jernbaner også en stor del af trafikken mellem Skørping, Aalborg, Hjørring og Frederikshavn fra DSB, og dermed kommer banens tog væsentligt længere sydpå end før. Her er Desiro DM 506 fra Aalborg mod Skagen på vej ind på Lindholm station i Nørresundby. Den nyere del af materielparken består af Alstom Lint-togsæt.
Foto: Thomas de Laine, 6. august 2022.
Ex. City-Trafik 2474 på Szabadföld út, Budapest, Ungarn
I alt 8 Volvo 7700-hybridbusser kom til Danmark som demo- og prøvebusser i 2010-11. Seks af dem blev indsat af City-Trafik i et treårigt forsøg - halvdelen i Aalborg (busnr. 679-681) og halvdelen i København (busnr. 2473-2475). Efter afslutningen af prøveperioden blev City-Trafiks forsøgsbusser returneret til Volvo. Maj 2014 var fem af dem kortvarigt i brug hos Arriva som ekstravogne til Melodi Grand Prix i København, men ellers vagabonderede alle otte hybridbusser rundt mellem forskellige busselskaber i nogle år. I 2017 solgtes seks af de otte busser dog til bybusselskabet BKV i Budapest, hvor de er blevet ført sammen med en række søskende med fortid i bl.a. tyske byer, og alle er opmalet i BKVs Midttrafik-blå design. På en 35 grader varm sommerdag i 2022 passerer ex. City-Trafik 2474 Cinkota HÉV-station på sin rute ad Szabadföld út som linje 92 i det nordøstlige Budapest.
Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2022.
Ex. Nobina 6065 ved Stockholms östra
Danske busser i udlandet kan nogen gange være svære at skelne fra de lokale. I 2015 overflyttede Nobina en gruppe Volvo B12BLE-busser fra Storkøbenhavn til Sverige og kørsel for Storstockholms Lokaltrafik (SL). En af dem var bus 6065, Volvo B12BLE-62/Säffle (Volvo 8500LE) fra 2010, som oprindeligt var leveret til Glostrup garage til opstarten af linje 330E i foråret 2010. I SL-rød og med nyt vognnr. 3172 ses den her i busterminalen ved Stockholms östra.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2022.
Nobina 4143 i busterminalen ved Hellerup st.
Busterminalen ved Hellerup station blev indrettet i forbindelse med de meget store linjeændringer i april og maj 1989, hvor man bl.a. nedlagde Hellerups mangeårige busendestationer på Callisensvej (linje 1 m.fl.) og Tingskiftevej (linje 21) til fordel for mere tidssvarende forhold ved jernbanestationen, hvor Therkildsens linje 165 hidtil blot havde haft endestation på Ryvangs Allé foran stationsbygningen. Der er siden skiftet meget ud i linjerne, der kommer i busterminalen ved Hellerup station, men i vinteren 2022-23 optræder både linje 1A og linje 21. Der er dog også nyere konstruktioner som f.eks. linje 192, Lyngby st.-Vangede-Gentofte-Hellerup st.-Charlottenlund Fort. Nobina 4143, en helt ny Ebusco 2.2-elbus, ses her ved Hellerup station på linje 192 en sen eftermiddag mellem jul og nytår 2022.
Foto: Thomas de Laine, 27. december 2022.
S-tog på linje B i Hareskoven
Hareskov var helt fra Slangerupbanens åbning i 1906 et trækplaster for udflugtsrejsende fra den indre del af banen. Og selvom banen senere fik karakter af pendlerbane og mistede den yderste strækning mellem Farum og Slangerup, så bliver Hareskovbanen, som den nu hedder, stadig brugt til at tage i Hareskoven. I retning mod Farum er der sågar direkte udstigning til selve skoven! Her ses et B-tog mod København og Høje Taastrup bestående af to SE-sæt med SE 19 forrest i Hareskovs efterårsfarver mellem Hareskov og Skovbrynet stationer.
Foto: Thomas de Laine, 12. november 2022.
Kruse 7148 som DitoBus-lånevogn på Søvej, Hvalsø
Det er ikke altid, en hel serie af nye busser bliver klar til begyndelsen på en ny kontrakt. Sådan gik det heller ikke, da DitoBus i december 2022 overtog en mængde kørsel i de ydre dele af Hovedstadsområdet, hvortil man havde bestilt et antal Golden Dragon-elbusser. Derfor måtte man i den første tid køre en del af turene med midlertidigt materiel i form af bl.a. DitoBus 7148, Solaris Urbino 12LE årg. 2013, som primært blev brugt på linje 215/219, Solrød Strand-Havdrup-Viby-Osted-Hvalsø-Kirke Hyllinge. Bussen, som her ses i trafik på linje 215 på Søvej i Hvalsø, blev frem til køreplansskiftet i december anvendt af Kruses daværende afdeling i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2022.
KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Københavns Sporveje fik i 1933 leveret en serie på tolv Triangel-busser, KS nr. 41-52, til brug på den nyoprettede buslinje 19 mellem Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen, Frederiksberg og Vanløse. Linjen måtte indstilles under anden verdenskrig, men genopstod i 1946 under linjenummer 29, som den bar helt frem til den endelige nedlæggelse i oktober 2011. Så længe holdt Triangel-busserne fra 1933 sig ikke i drift, men den første i serien overgik til Københavns og Frederiksberg kommuners samling af museumsmateriel, som senere blev til HT-Museets samling. Netop KS 41 var en af de få HT-museumsbusser, der lejlighedsvist var på gaden, og den har bl.a. transporteret det danske vinderhold fra EM i kvindehåndbold i 1994. KS 41 fulgte med fra HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved HT-Museets nedlæggelse, og her ses den på vej ind på museet efter at have gjort en tur på museets veteranbusrute.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
DitoBus 4855 på Farimagsvej, Næstved
For første gang i mange år blev der indsat mere end 200 nye busser hos Movias operatører i løbet af 2022. En stor del var elbusser, men det er endnu ikke helt slut med motorbusser. Bl.a. fik DitoBus en serie MAN EL293 Lion's City til rutebilkørsel som f.eks. vogn 4855, der her ses som linje 630R mod Fakse Ladeplads på hjørnet af Farimagsvej og Ringstedgade i Næstved.
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2022.
Vikingbus 4490 ved Næstved st.
Vikingbus 4490, Setra S415LE Business årg. 2022, afgår fra Næstved st. som linje 620R mod Præstø. Bussen blev i begyndelsen af juli 2022 slemt trafikskadet syd for Blangslev, mens den kørte på netop linje 620R, og i december var den endnu ikke tilbage i drift.
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2022.
DitoBus 4786 på Farimagsvej, Næstved
DitoBus 4786, Volvo B8RLE-47/Wroclaw årg. 2013, som linje 570 fra Næstved mod Sorø på hjørnet af Farimagsvej og Ringstedgade i Næstved. En lille serie korte busser af denne type blev anskaffet til kørslen i Movias 10. udbud, og 4786 har nu præsteret mere end en million kilometer.
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2022.
Tide Bus 5021 ved Næstved st.
Tide Bus 5021, Setra S415LE Business årg. 2022, ved Næstved st. De fleste af Tide Bus' Movia-busser er elbusser, men til kørslen på linje 680 mellem Næstved og Ringsted blev der anskaffet fire Setra'er af denne type.
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2022.
DitoBus 4887 i Kirke Hyllinge
DitoBus 4887, Golden Dragon Pivot E12 årg. 2022, som linje 219 i busterminalen i Kirke Hyllinge.
Foto: Sikandar Sahil, 14. december 2022.
Nobina 4155 ved Farum st.
Linje 334 mellem Farum, Bistrup og Holte var engang en af Nordsjællands mest benyttede ruter. Det var før, Farum fik S-togsforbindelse til København, og det var hurtigere at køre med bus til Holte og tage de hyppige, hurtige, elektriske S-tog til byen derfra. Sådan er det ikke længere, men fra 11. december 2022 er linje 334 også blevet elektrisk. Nobina 4155, Ebusco 2.2 årg. 2022, som linje 334 ved Farum st. med et S-tog i det nye design i baggrunden. De nye elbusser kørt af Holte garage førte flag på premieredagen.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Nobina 6498 ved Frederikssund st.
I december 2022 overtog Nobina linjerne 313, 315, 316, 317 og 318 mellem Frederikssund og Hornsherred. Til kørslen er anskaffet busser indrettet med ekstra stor midterperron, tre dobbeltdøre og kun 27 siddepladser. For få årtier siden kørte der på de tilsvarende forbindelser ellers udprægede rutebiler med enkeltdøre, bagagerum og omtrent dobbelt så mange siddepladser! Tiderne skifter... Nobina 6498, Ebusco 2.2., som linje 313 ved Frederikssund st.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
DitoBus 4859 ved Frederikssund st.
De nye busser til linje 230R bliver nok de sidste Movia-busser, som leveres med farvede hjørner. Trafikselskabet har nemlig i efteråret 2022 besluttet, at man går væk fra farvemarkeringen af de mange buskoncepter. Netop for R-linjerne har det heller aldrig været gennemført konsekvent, og de busser, som samtidig er blevet indsat på linje 360R og 380R i Nordsjælland, er leveret helgule. I alt har DitoBus indsat 32 Golden Dragon Pivot E12-busser på de nye Movia-kontrakter i december 2022. Yderligere to tilsvarende mangler at blive leveret. DitoBus 4859 som linje 230R ved Frederikssund st. på første dag med DitoBus på linjen.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Nobina 4151 ved Farum st.
Nobina 4151, Ebusco 2.2 årg. 2022, som linje 335 ved Farum st.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Nobina 4149 ved Farum st.
Nobina har i 2021 og 2022 indsat omkring 80 Ebusco 2.2-busser på en række linjer i Hovedstadsområdet og på bybusserne i Kolding. Knap halvdelen kom i drift i december 2022, hvor Nobina overtog kørsel fra Keolis og Kruse og desuden udskiftede dieselbusser med elbusser på flere af de linjer, som køres fra garagen i Holte. Der er dog flere forskelle på de nye busser: Materiellet leveret til garagerne i Frederikssund og Roskilde er nummereret i Nobinas egen 6000-nummerserie, mens busserne til Holte har numre i De Blaa Omnibussers 4000-serie, selvom de bærer Nobina-bomærker. Ydermere har Holte-busserne heldækkende, gule hjulkapsler, som var et nyt designkrav i Movias udbud A20, mens busserne til de to andre garager kører under udbud A19X, hvor dette påfund endnu ikke var slået igennem. Endelig er der indretningsmæssige forskelle, idet busserne til Frederikssund garage har ekstra stor midterperron på bekostning af 6 sæder. Nobina 4149, Ebusco 2.2 årg. 2022, holder pause ved Farum st.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Nobina 6499 ved Frederikssund st.
Nobina 6499, Ebusco 2.2 årg. 2022, som linje 316 ved Frederikssund st.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Nobina 4152 ved Farum st.
Nobina 4152, Ebusco 2.2 årg. 2022, holder pause ved Farum st.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2022.
Sidste bus går i drift fra Ryvang garage på lukningsdagen
Den sidste bus, der kørte i drift fra Ryvang garage på Østerbro, blev Arriva 1186, en Scania OmniLink fra 2012. Bussen havde udkørsel lidt efter kl. 9.30 lørdag morgen 12. november 2022, og den skulle til Kokkedal for at gå i drift på linje 150S. Med denne bus var alle linje 150S' 11 lørdagsvogne kommet på gaden. På garagens sidste driftsdag havde man derudover blot en enkelt bus ude på linje 27. Ryvang garage nåede at eksistere i 53 år. Den blev åbnet af Københavns Sporveje i oktober 1969 og fulgte med ind i HT fem år senere. Herfra kom garageanlægget via Busdivisionen og Bus Danmark med ind i Arriva i 1999. Fra søndag 13. november 2022 er det Gladsaxe garage, der kører linje 150S. Busserne med de grønne hjørner, der ses i baggrunden, hører til linje 15E, som ikke kører om lørdagen.
Foto: Thomas de Laine, 12. november 2022.
Arriva 1187 på Ryvang garage, København
Arriva 1187, Scania OmniLink årg. 2012, blev den næstsidste bus, der kørte i drift fra Ryvang garage 12. november 2022, som blev garagens sidste driftsdag. Med to tredjedele af garagens vognpark og en endnu større andel af chaufførvagterne var linje 150S den absolut største af Ryvang garages tilbageværende aktiviteter, efter at linje 1A overgik til Umove i juni 2022.
Foto: Thomas de Laine, 12. november 2022.
Arriva 1178 på Sibeliusgade, København
Den tredjesidste bus, der kørte i drift fra Ryvang garage på lukningsdagen lørdag 12. november 2022, blev Arriva 1178, en Scania OmniLink årg. 2012, der lidt over kl. 9 om morgenen kørte mod Nørreport for at blive indsat som linje 150S mod Gl. Holte. Her ses bussen på vej ud ad garagen, der ligger for enden af Sibeliusgade, som ellers det meste af garageanlæggets levetid har heddet Borgervænget.
Foto: Thomas de Laine, 12. november 2022.