Alle billeder tagget med 2007
Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2007.
Der er 590 billeder med dette tag:
Arriva 1093 ved Operaen, København
I december blev to af Arrivas gasbusser udsmykket som totalreklamer for Operaen. Begge busserne kører på linje 66 med endestation ved Det Kongelige Teaters operahus på Holmen, og her ses bus 1093, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 66 ved Operaen. Den anden totalreklamebus er nr. 1147.
Foto: Per M. Jensen, 15. december 2007.
Arriva 1087 på Sankt Annæ Plads, København
Sankt Annæ Plads er opstået ved opfyldningen af en kanal i 1750. Langs pladsens nordside ligger den mondæne Frederiksstad, mens pladsen i øvrigt blot blev brugt til bl.a. brostenslager og staldplads. Først hundrede år senere kom haveanlægget i midten af pladsen. Kanalan mellem Toldbodgade og havnen blev senere også opfyldt, så Sankt Annæ Plads fik den udstrækning, den har i dag. Københavns første sporvognslinje, den senere linje 1, der oprettedes af C.F. Tietgens selskab Copenhagen Railway Company, havde 1863-65 endestation på Sankt Annæ Plads, og det samme havde Sølvgadelinjen, den senere linje 10, fra 1889 til 1893. Bortset fra disse korte perioder har Sankt Annæ Plads "kun" været betjent af sporvogne på Bredgade. I årene 1982-1991 havde Sankt Annæ Plads HT-bus to gange om dagen, hvor den særlige linje 66 kørte i tilknytning til Bornholmsfærgen, der udgik fra Kvæsthusbroen, der ligger i pladsens havneende. Fra 1991 omlagdes linje 28 til Kvæsthusbroen og kørte derefter via Sankt Annæ Plads, og linjen erstattede samtidig linje 66. Linje 28 blev skiftet ud med 1990'ernes flagskib, nemlig S-busser i form af linje 550S. Det skete i 1996. S-busperioden varede dog kun til 2003, hvor linjerne 29 og 65E i stedet førtes til pladsen, som også blev linje 65E's endestation, mens linje 29 i første omgang blot kørte tværs over pladsen i Toldbodgade. Den afkortedes dog senere til Sankt Annæ Plads, hvor der vendes ved at køre rundt om haveanlægget. Udover disse linjer har sightseeingbusser betjent pladsen i en årrække. Arriva 1087, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, afgår som linje 29 fra Sankt Annæ Plads.
Foto: Thomas de Laine, 5. august 2007.
Arriva 1428 på Amagerbrogade, København
Amagerbrogade er med sine 3,4 km den længste af de københavnske brogader. Gaden hed engang blot Amager Landevej, og gav Amager forbindelse til København via Amagerport ved Christianshavns Vold og herfra via Torvegade og Knippelsbro. Amagerport blev nedrevet i 1857, mens Christianshavns Vold vedblev med at være militær befæstning frem til 1909, hvorfor den omfattende bebyggelse, der i de mellemliggende år kom til at præge de andre brokvarterer, gik udenom Amagerbro. Den i nogle få år selvstændige Sundby Kommune blev indlemmet i Københavns Kommune i 1902, og omkring samme tidspunkt opfyldte man Kalvebod Strand, hvorved bl.a. Islands Brygge blev skabt. 1907 åbnede Amager Boulevard, der forbandt Amagerbro, Islands Brygge og Sjælland via Langebro. Sporvogne fik Amagerbrogade allerede i 1872, hvor Kjøbenhavns Sporvei-Selskab (KSS) oprettede en linje fra Kgs. Nytorv over Christianshavn til Sundby. Der var her endestation ved Englandsvej, men i 1897 forlængedes linjen nogle få hundrede meter til Augustagade, hvori der indrettedes en remise. Sporvognene på linjen bar i øvrigt et stort C. KSS blev sammenlagt med flere andre sporvejsselskaber til De kjøbenhavnske Sporveje i 1898, og elektrificeringen nåede hurtigt Amagerbrogade-linjen, idet der blev tale om elektrisk drift fra Højbro til Augustagade fra 1901. Samtidig åbnedes den nye Sundby Remise ved Amagerbrogade mellem Parmagade og Smyrnavej, og remisen i Augustagade blev taget ud af brug. Remisebygningen blev senere flyttet til et andet sted på Amager, og den levede helt frem til en brand i 1975. Sporvognslinjen forlængedes fra Augustagade til den nye remise i 1902, og samtidig blev den lagt sammen med linjen fra Højbro til Valby Remise. Senere samme år fik linjen tildelt linjenummeret 2. Stykket af Amagerbrogade forbi den gamle Augustagade-endestation blev senere også betjent af sporvogne fra linje 13 og i myldretiderne linje 9, men fra 1960'erne var det slut: Linje 13 og 9 omstilledes til busdrift i hhv. 1964 og 1966, og begge linjer forsvandt samtidig fra Amagerbrogade. Linje 2 blev buslinje i 1969, hvorefter Augustagade kun passeredes af busser. I HT-tiden kom der flere linjenumre til, idet linje 13 fra 1978 vendte tilbage. Den blev i 1989 erstattet af linje 11, og fra 1996 blev hver anden tur på linje 2 skiftet ud med linje 28, der omlagdes fra Gammelholm. S-buslinjerne 250S og 350S kom til i 1994 hhv. 1995. Linjerne 2, 11 og 28 forsvandt alle i 2002, hvor den nye linje 5A i stedet kom. Fra marts 2008 er det i øvrigt også slut med linje 250S. Linje 5A har stadig et stoppested på Amagerbrogade næsten samme sted som den gamle Augustagade-endestation. Stoppestedet ligger ved Tycho Brahes Allé, og på billedet ses Arriva 1428 som linje 5A netop her. Bussen er en Volvo B10BLE-63/Aabenraa fra 2001, og bygningen i baggrunden med den lille kuppel på toppen ligger på hjørnet af Augustagade.
Foto: Thomas de Laine, 8. august 2007.
Arriva 1451 på Holmens Kanal, København
Holmens Kanal i det centrale København er opkaldt efter en egentlig kanal af samme navn, som gaden indtil 1860'erne forløb parallelt med. Kanalen udgjorde den sydvestlige grænse af Gammelholm, der ikke altid har været landfast med resten af København. Kollektiv trafik fik Holmens Kanal stort set samtidig med, at man var færdig med at fylde kanalen op, nemlig i december 1863, hvor Københavns første sporvognslinje, der havde sin anden endestation ved Frederiksberg Runddel, forlængedes fra Frihedstøtten til Skt. Annæ Plads. Linjen blev drevet af det kortlivede engelske selskab Copenhagen Railway Company (CRC), men blev ved årsskiftet 1865/66 overtaget af det nye Kjøbenhavns Sporvei-Selskab. De sporvognslinjer, der siden begyndelsen af det 20. århundrede hed 1, 6, 9 og 10, var i mange år fast inventar i Holmens Kanal, men den sidste af linjerne, linje 6, omstilledes til busdrift i 1969. I dag betjenes gaden af linje 1A, 15, 19, 26, 29 og 65E. Linjerne 15, 19 og 26 er resterne af de gamle linjer 1, 9 hhv. 6. Linje 1, der altså nu hedder linje 15, er i øvrigt den linje, CRC i sin tid oprettede. CRC anvendte toetages sporvogne, hvor førstesalen var åben. I årene 2003-07 har det ligeledes engelskejede Arriva betjent linje 15 med dobbeltdækkerbusser. Busserne er enddog efter endt anvendelse i København solgt til et engelsk firma, der ombygger dem med åbne førstesale! Arriva 1451, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, i Holmens Kanal som linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 6. august 2007.
Arriva 1417 på Nørrebrogade, København
Nørrebrogade er den strækning i København, hvor busserne proppes aller mest med mennesker. Gaden løber fra søerne til Nørrebro st., og i dag trafikeres den af linje 5A og 350S. Før voldenes fald var Nørrebro et landområde med spredt og sparsom bebyggelse, men fra 1852, hvor demarkationslinjen blev flyttet ud, gik omfattende byggeri igang. Frem til århundredskiftet tidobledes befolkningstallet på Nørrebro. Nørrebrogade eksisterede allerede i den landlige periode, hvor den som landevej blev benyttet at nordsjællandske bønder, der leverede landbrugsprodukter til torvehandlen i København. Den kollektive trafikforsyning kom i 1857, hvor de første hestesporvogne forbandt gaden med Kgs. Nytorv, og Nørrebrogade havde sporvognsdrift helt til linje 5 som den sidste københavnske sporvognslinje omstilledes til busdrift i 1972. Siden da har busserne været enerådende. Og busser kom der faktisk først ret sent på Nørrebrogade, nemlig da sporvognslinje 16 i 1970 blev bus. Linjerne 5, 7 og 16 var de klassiske Nørrebrogade-linjer, mens 5A og 350S først er oprettet i 2002 henholdsvis 1995. Arriva 1417, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 2001, som linje 5A ved Nørrebros Runddel i august 2007. Dette er allerede nu et historisk billede, idet Netbus to måneder senere overtog linjen.
Foto: Thomas de Laine, 19. august 2007.
Arrivas dobbeltdækkere forlader Ryvang garage
Søndag 28. oktober 2007 kørte Arrivas 13 dobbeltdækkere i samlet flok fra Ryvang garage på Østerbro i København til Esbjerg, hvorfra de skulle sejles til England. De fik kun seks år på de københavnske veje, først på linje 10 og senere på linje 15. Bus 1442 og tre søskende ses her på Borgervænget, mens de forlader Ryvang garage for sidste gang.
Foto: Thomas de Laine, 28. oktober 2007.
Arriva 1333 ved Østerport st.
Linje 15, 19 og 176 fik nye busser, da HURs 19. udbud trådte i kraft 21. oktober 2007. Linjerne var egentlig vundet af Veolia Transport Danmark, men inden kontraktbegyndelsen var dette selskab blevet overtaget af Arriva. Til linjerne er anskaffet 26 nye Volvo B7RLE/Säffle-busser, der får numrene 1314-1339. Busserne har Voith-gear, hvilket vidner om, at ordren på busserne i sin tid blev afgivet af Veolia. Bus 1333 som linje 19 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1319 ved Hovedbanegården
Arriva 1319, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex2 ved Vesterport st.
Da ikke alle de nye Volvo B7RLE-busser til linje 15, 19 og 176 er klar til tiden, har Arriva lånt nogle fuldstændigt tilsvarende busser. Lånebus Ex2 er blandt disse og ses her ved Vesterport st. i trafik på linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex3 ved Hovedbanegården
Den ene af Arrivas lånebusser som linje 15 ved Hovedbanegården. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007 - nøjagtig som den bus, den erstatter!
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex1 ved Hovedbanegården
Arrivas lånebus "Ex1" som linje 15 ved Hovedbanegården. Lånebusserne var på gaden fra lørdag 20. oktober, men bliver erstattet med de resterende nye busser i løbet af kort tid.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1325 ved Østerport st.
Linje 15 fik sine nye busser en dag før tiden, hvor Arriva kørte med bl.a. bus 1325, der her ses ved Østerport st. At de nye busser var på gaden betød også, at dobbeltdækkerne ikke kom i trafik denne dag.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1316 ved Husum Torv
Veolia 6412 alias Arriva 1316, som den kom til at hedde, ved Husum Torv. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle, der egentlig skulle have erstattet gasbusser hos Veolia i foråret, men blev afbestilt. I stedet købte Veolia den for anden gang til linje 15, 19 og 176.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1318 ved Østerport st.
Arrivas nye bus 1318, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1323 ved Hovedbanegården
Arrivas bus 1323, en helt ny Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Hovedbanegården. Busnummer 1323 har været benyttet tidligere: det sad i næsten 20 år på en Volvo B10M/Aabenraa-nærtrafikbus, der kørte i Køge Bugt-området.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1324 på Husum Torv
Bus 1324, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Husum Torv. Veolia havde bestilt 26 af disse busser til linje 15, 19 og 176, som man fra 21. oktober 2007 skulle overtage fra Arriva, men inden da blev Veolia overtaget af netop Arriva. Bussen her er således bestilt af Veolia, men leveret til Arriva.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1330 ved Amager Centret
En af de nye linje 19-busser, nr. 1330, ved linjens endestation i Brysselgade bag Amager Centret. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva 1326 ved Hovedbanegården
Arriva 1326, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 i Bernstorffsgade ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva 1328 ved Østerport st.
Arrivas nye bus 1328, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1387 og 1323 ved Hovedbanegården
En enkelt dag kunne man møde Arriva-busser på linje 5A side om side med nye Volvo B7RLE-busser på linje 15. Bus 1387, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2000, som linje 5A og bus 1323, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 i busterminalen ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1446 ved Husum Torv
Dobbeltdækkerne er nu forsvundet fra linje 15, hvor de har kørt siden 2003. Arrivas dobbeltdækker nr. 1446, Volvo B7L/East-Lancs årg. 2001, forlader Husum Torv i retning mod byen nogle få dage før udrangeringen.
Foto: Thomas de Laine, 18. oktober 2007.
Arriva 1444 på Herlev st.
Fredag 19. oktober 2007 blev sidste dag med dobbeltdækkere på linje 15. Arriva valgte nemlig at indsætte linjens nye busser allerede fra lørdag, selvom kontrakten først trådte i kraft søndag 21. oktober. Dermed forsvandt 13 af hovedstadens 35 dobbeltdækkerbusser. De udrangerede dobbeltdækkere går en fremtid i møde som open-top-sightseeingbusser i andre europæiske storbyer.
Foto: Thomas de Laine, 19. oktober 2007.
Arriva 1157 på Holte st.
Linje 354, der siden august 2007 har været kørt af Ryvang garage, betjenes for tiden med bus 1157 - en Scania L94UB/Berkhof fra 1998. Denne bus blev som ny ombyttet med bus 1158, så begge vogne fik "forkerte" numre. 1157 skulle således have heddet 1158. Da bus 1158 brændte i 2006, rettede man fejlen, så bus 1157 blev omnummereret til 1158. Af uransagelige årsager, har bussen nu fået nummeret 1157 igen! Foto på Holte st.
Foto: Thomas de Laine, 19. oktober 2007.
Netbus 8473 i Stamholmen garage
Netbus 8473 er en af de nye Volvo B12BLE-61/Vest-busser til linje 5A. Netbus overtager driften søndag 21. oktober 2007 og skal bruge i alt 43 busser af typen - heraf fire reservevogne. Stamholmen garage.
Foto: Sikandar Sahil, 15. oktober 2007.
Netbus 8468 og 8472 i Stamholmen garage
To af de nye 5A-busser i Stamholmen garage: Bus 8468 tv. og 8472 th. En del af busserne kan for tiden opleves som indøvningsbusser på linje 5A's rute.
Foto: Sikandar Sahil, 15. oktober 2007.