Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Veolia

Der er 157 billeder med dette tag:

Indstigning til Veolia 5076 efter branden

Indstigning til Veolia 5076 efter branden

Mandag aften 1. maj 2006 opstod der brand i Veolias gasbus 5076, DAB 15-1200C årg. 1997, efter en fejl i det elektriske system ved hovedafbryderen. Bussen opholdt sig på dette tidspunkt på Nordhavn st. Så vidt vides, kom ingen til skade ved branden, men det er vist tvivlsomt, om bus 5076 kommer ud at køre igen... Her ses indstigningen til bus 5076 dagen efter branden, hvor bussen stod i Vasbygade garage. Velkommen i bussen...!

Foto: Teddy Winther, 2. maj 2006.

Veolia 5076 i Vasbygade garage efter branden

Veolia 5076 i Vasbygade garage efter branden

Veolias bus 5076 i Vasbygade garage dagen efter branden. Bus 5076 er ikke den første gasbus, der har været brand i. Blandt andet var der ild i 5060 af samme type for nogle måneder siden, og 2. maj 2006 blev begge busserne transporteret væk.

Foto: Teddy Winther, 2. maj 2006.

Veolia 5076 i Vasbygade efter branden set fra vinduessiden

Veolia 5076 i Vasbygade efter branden set fra vinduessiden

De fleste gange, der har været brand i gasbusserne, har det været i bagenden, hvor motoren sidder. På bus 5076 var det dog i forenden. Bemærk de knuste for- og chaufførruder. Vasbygade garage.

Foto: Teddy Winther, 2. maj 2006.

Veolia 6229 ved Universitetsparken, København

Veolia 6229 ved Universitetsparken, København

7. maj 2006 kunne københavnske linje 43 fejre sit 50 års jubilæum - noget der ikke er mange linjer forundt i dag. Den oprindelige rute fra 1956 udgik fra Holmens Bro, hvorfra der kørtes gennem Købmagergade til Nørreport og herfra videre ad Sølvgade, Fredensbro, Tagensvej og Nørre Allé. Linjen fulgtes på denne strækning med bl.a. trolleybuslinje 23/24 og sporvognslinje 10. Fra Nørre Allé drejede linje 43 til venstre og var alene på Lersøparkallé og Tuborgvej til Emdrupvej/Frederiksborgvej (Emdrup Torv), hvor den havde endestation og mødtes med sporvognslinje 16. Her ses "fødselsdagsbarnet" ved Universitetsparken: Veolia 6229, en DAB-gasbus fra 1999, er netop drejet fra Nørre Allé ind på Lersøparkallé. Flagningen skyldes jubilæet.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6229 ved Emdrup Torv, København

Veolia 6229 ved Emdrup Torv, København

Siden 1998 har DAB-gasbusserne kørt alle ture på linje 42/43. Først var det Combus' gasbusser i 5100-serien, men efter Connex' overtagelse af Combus blev der flyttet lidt rundt på linjerne og garagerne, og fra 2002 fik linje 42 og 43 i stedet linje 3's gasbusser i 6200-serien. Veolia bus 6229, DAB 15-1200C-gasbus fra 1999, som linje 43 ved Emdrup Torv - linjens første endestation i vestenden.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6233 på Buddinge st.

Veolia 6233 på Buddinge st.

Efter HTs oprettelse i 1974 benyttede man lejligheden til at forlænge linje 43 helt til Værebroparken i Bagsværd gennem Søborg og Buddinge. Også denne del af ruten blev forinden betjent af en Forenede Rutebiler-rute. Fra 1989 førtes linjen endvidere via Buddinge st., hvor dette billede af Veolias vogn 6233, DAB-gasbus årg. 1999, er taget. Bemærk teksten "Vadstrupvej" på skiltet: Netop omkring 50-årsjubilæet, fra 26. april til 28. juni 2006, er linje 43 midlertidigt afkortet i Bagsværd på de fleste ture pga. arbejdet med udskiftning af broen mellem Vadstrupvej og Værebrovej. Kun én tur i timen føres igennem til Værebroparken på søndage. Giver det ikke anledning til trykning af nye linjekøreplaner? Nej!

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6231 ved Universitetsparken, København

Veolia 6231 ved Universitetsparken, København

I 1990 blev en ny linje 42 udskilt fra linje 43. Forskellen på de to linjer er, at linje 43 kører via Buddinge st., mens linje 42 kører over Gladsaxe Trafikplads. Eftersom man skal længere ud end Søborg for at være berørt, er der nok temmelig mange faste passagerer på linje 42/43, der ikke aner, hvorfor der er to linjenumre. Veolia nr. 6231, en DAB-gasbus fra 1999, er netop kørt fra stoppestedet ved Zoologisk Museum i Universitetsparken på vej mod Nørreport st.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.