Søgeresultat: "55.675,12.5881"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.675,12.5881 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.675,12.5881 og fandt 187 billeder.
City-Trafik 2819 på Amagerbrogade, København
Linje 250S blev oprettet i september 1994 som den første S-bus, der kørte gennem København. Linjen førtes bl.a. ad Amagerbrogade og gennem Kastrup til Lufthavnen og var en stor linje med 5-minuttersdrift på den inderste strækning i myldretiden. Fra 1996 til 2000 havde linjen ledbusser, og fra 2001 indsattes Københavns første dobbeltdækkere på linjen. Da metroen kom i 2002 blev linjen nedskåret væsentligt, og i marts 2008 forsvandt den helt fra Amagerbrogade og Kastrup. I stedet er linje 5A forlænget til Lufthavnen. City-Trafik 2819, Volvo-dobbeltdækker årg. 2001, på Amagerbrogade ud for Amagerbro st.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
City-Trafik 2805 på Kigkurren, København
På sin nye rute på Islands Brygge kører linje 250S bl.a. ad Kigkurren. Det er en vej med brostensbelægning i miserabel tilstand, hvorfor der køres meget langsomt. City-Trafik 2805, Volvo B7L/East-Lancs årg. 2001, på Kigkurren den første dag med kørsel til Islands Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2008.
Bus Danmark 1581 på Sølvtorvet, København
I juni 1996 udrangeredes de sidste af HTs Scania-busser med DABs såkaldte serie 6½-karrosseri. Der leveredes 135 af disse mellem 1979 og 1984. Karrosseriet var i det ydre søgt tilnærmet Leyland-DABs serie 6-busser, men det var i mange henseender mere at sammenligne med serie 7, idet det var opbygget i Alusuisse M5438-systemet. Serie 7 introduceredes imidlertid ikke før 1982. Bus 1581, Scania N112CLB/DAB årg. 1984, som linje 10 på Sølvtorvet i maj 1996.
Foto: Troels Zahren Martens, ukendt dato.
Bus Danmark 1292 på Sølvtorvet, København
Ledbusserien 1292-1301 leveredes i 1980-81 til brug på motorvejsbussen mellem København og Kokkedal. Dengang hed den 75E, men senere blev den til linje 173E, og i dag hedder den 150S. Ledbusserne var bygget hos Leyland-DAB, som HT ellers kun købte bybusser fra. De adskilte sig dog fra bybusserne ved at have Allison-gear, som HT foretrak til nærtrafik- og landevejsbusserne, i stedet for Voith-gear, som alle bybusserne fik. Bus Danmark 1292, Leyland-DAB 6-35-TL11/6 årg. 1980, som linje 173E på Sølvtorvet i maj 1996.
Foto: Troels Zahren Martens, ukendt dato.
Bus Danmark 1790 på Sølvtorvet, København
Bus Danmark 1790, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1987, som linje 184 på Sølvtorvet, København. Maj 1996.
Foto: Troels Zahren Martens, ukendt dato.
Combus 5135 i Børsgraven, København
Vittige sjæle hævder, at havnebusserne havde forpremiere 5. februar 1999. Den morgen kørte en bus nemlig i Børsgraven, mens den var på vej fra Combus' busanlæg i Vasbygade til linje 100S' endestation på Østerbro. Bussen var nr. 5135, en Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1998, og den blev så ødelagt af turen i vandet, at den kasseredes. Chaufføren slap i øvrigt heldigt fra ulykken ved at klare op gennem bussen og ud ad bagruden.
Foto: Troels Zahren Martens, 5. februar 1999.
Bjærgning af Combus 5135, København
Man forsøger at bjærge Combus 5135 fra Børsgraven i København. Denne bus og dens søstre 5134 og 5136 leveredes ikke som S-busser, men var forberedt herfor, idet den daværende linje 100S skulle udvides nogle måneder efter leveringen af busserne.
Foto: Troels Zahren Martens, 5. februar 1999.
Arriva 1093 ved Operaen, København
I december blev to af Arrivas gasbusser udsmykket som totalreklamer for Operaen. Begge busserne kører på linje 66 med endestation ved Det Kongelige Teaters operahus på Holmen, og her ses bus 1093, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 66 ved Operaen. Den anden totalreklamebus er nr. 1147.
Foto: Per M. Jensen, 15. december 2007.
Arriva 1927 på Knippelsbro, København
Den nuværende Knippelsbro har forbundet Sjælland med Christianshavn siden 1937. Broen, der netop er blevet fredet, er tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, der også har tegnet Langebro, som i samme ombæring også er gjort fredet. Kaj Gottlobs Knippelsbro er den syvende i rækken: Christian IV anlagde en træbro til sin nye bydel i 1618-20, og broen fik med tiden navnet Knippensbro efter brofoged Hans Knip. Navnet har siden ændret sig til Knippelsbro. Flere træbroer senere kom der fra 1869 en jernbro, der igen i 1908 erstattedes med en stålbro. Sporvognene kom til Christianshavn og Knippelsbro, da Kjøbenhavns Sporvei-Selskab i 1872 oprettede en linje fra Kgs. Nytorv over Christianshavn til Sundby, den senere linje 2. Dengang mundede Knippelsbro ud i Slotsholmsgade. Senere kom også sporvognslinjerne 5 til Christianshavn og 9 til Amagerbro. Linje 9 erstattede senere linje 5 på Christianshavn, og denne del af linjen erstattedes i 1921 af linje 19, der i 1927 blev skiftet ud med linje 8. Derefter var det 2'eren, 8'eren og 9'eren, der i mange år betjente Knippelsbro. Linjerne omstilledes til busdrift i 1969, 1965 og 1966. Linje 2 blev i 2002 til linje 2A, mens linje 8 i 2004 blev erstattet af linje 66. Endelig er linje 19 siden 2002 resterne af den gamle linje 9. Arriva 1927, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1994, som linje 19 på Knippelsbro. Broens jernportaler, hvoraf én ses bag bussen, eksisterer i øvrigt til brug for ophæng af sporvognenes kørestrøm.
Foto: Thomas de Laine, 7. oktober 2005.
Connex 6264 i Torvegade, Christianshavn
Christianshavn blev grundlagt af Christian IV omkring 1618, og meget af området, der dengang var vand, skulle fyldes op. Bydelen skulle både indgå i befæstningsanlæggene og være en moderne handelsby. Først fra ca. 1640 lignede Christianshavn dog en by. Torvegade er den vigtigste gade på Christianshavn og går mellem Amager ved Stadsgraven til Knippelsbro. Gaden var da også i mange år en hovedfærdselsåre for rejsende mellem Amager og byen. Ved Torvegade ligger Christianshavns Torv, som siden 2002 også huser en metrostation. Da den nuværende Knippelsbro blev bygget, udvidedes Torvegade til samme bredde som broen, dvs. 35 m. For at muliggøre denne nærmest fordobling af gadens bredde blev alle de gamle huse på gadens nordside ofret. Torvegade har været betjent af sporvogne fra 1872 til 1969. De sporvognslinjer, der i kortere eller længere perioder kørte i gaden var linje 2, 5, 8, 9 og 19. I dag betjener buslinjerne 2A, 19, 47, 66 og 350S gaden. Connex 6264, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1999, som linje 350S i Torvegade. I baggrunden ses noget af Knippelsbro med det ene kobberbeklædte brotårn, fremstillet hos B&W.
Foto: Thomas de Laine, 7. oktober 2005.
Arriva 1087 på Sankt Annæ Plads, København
Sankt Annæ Plads er opstået ved opfyldningen af en kanal i 1750. Langs pladsens nordside ligger den mondæne Frederiksstad, mens pladsen i øvrigt blot blev brugt til bl.a. brostenslager og staldplads. Først hundrede år senere kom haveanlægget i midten af pladsen. Kanalan mellem Toldbodgade og havnen blev senere også opfyldt, så Sankt Annæ Plads fik den udstrækning, den har i dag. Københavns første sporvognslinje, den senere linje 1, der oprettedes af C.F. Tietgens selskab Copenhagen Railway Company, havde 1863-65 endestation på Sankt Annæ Plads, og det samme havde Sølvgadelinjen, den senere linje 10, fra 1889 til 1893. Bortset fra disse korte perioder har Sankt Annæ Plads "kun" været betjent af sporvogne på Bredgade. I årene 1982-1991 havde Sankt Annæ Plads HT-bus to gange om dagen, hvor den særlige linje 66 kørte i tilknytning til Bornholmsfærgen, der udgik fra Kvæsthusbroen, der ligger i pladsens havneende. Fra 1991 omlagdes linje 28 til Kvæsthusbroen og kørte derefter via Sankt Annæ Plads, og linjen erstattede samtidig linje 66. Linje 28 blev skiftet ud med 1990'ernes flagskib, nemlig S-busser i form af linje 550S. Det skete i 1996. S-busperioden varede dog kun til 2003, hvor linjerne 29 og 65E i stedet førtes til pladsen, som også blev linje 65E's endestation, mens linje 29 i første omgang blot kørte tværs over pladsen i Toldbodgade. Den afkortedes dog senere til Sankt Annæ Plads, hvor der vendes ved at køre rundt om haveanlægget. Udover disse linjer har sightseeingbusser betjent pladsen i en årrække. Arriva 1087, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, afgår som linje 29 fra Sankt Annæ Plads.
Foto: Thomas de Laine, 5. august 2007.
Arriva 1451 på Holmens Kanal, København
Holmens Kanal i det centrale København er opkaldt efter en egentlig kanal af samme navn, som gaden indtil 1860'erne forløb parallelt med. Kanalen udgjorde den sydvestlige grænse af Gammelholm, der ikke altid har været landfast med resten af København. Kollektiv trafik fik Holmens Kanal stort set samtidig med, at man var færdig med at fylde kanalen op, nemlig i december 1863, hvor Københavns første sporvognslinje, der havde sin anden endestation ved Frederiksberg Runddel, forlængedes fra Frihedstøtten til Skt. Annæ Plads. Linjen blev drevet af det kortlivede engelske selskab Copenhagen Railway Company (CRC), men blev ved årsskiftet 1865/66 overtaget af det nye Kjøbenhavns Sporvei-Selskab. De sporvognslinjer, der siden begyndelsen af det 20. århundrede hed 1, 6, 9 og 10, var i mange år fast inventar i Holmens Kanal, men den sidste af linjerne, linje 6, omstilledes til busdrift i 1969. I dag betjenes gaden af linje 1A, 15, 19, 26, 29 og 65E. Linjerne 15, 19 og 26 er resterne af de gamle linjer 1, 9 hhv. 6. Linje 1, der altså nu hedder linje 15, er i øvrigt den linje, CRC i sin tid oprettede. CRC anvendte toetages sporvogne, hvor førstesalen var åben. I årene 2003-07 har det ligeledes engelskejede Arriva betjent linje 15 med dobbeltdækkerbusser. Busserne er enddog efter endt anvendelse i København solgt til et engelsk firma, der ombygger dem med åbne førstesale! Arriva 1451, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, i Holmens Kanal som linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 6. august 2007.
Århus Sporveje 165 ved Det Kgl. Bibliotek, København
Movia og Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har flere år i træk kørt en veteranbusrute rundt i København under den årlige Kulturnat, der finder sted fredagen inden skolernes efterårsferie. Ruten gik i år fra Rådhuspladsen (Vester Voldgade) ad Christians Brygge forbi Det Kgl. Bibliotek, Slotsholmsgade, Holmens Kanal, Kgs. Nytorv, Bredgade, Grønningen, Østerport st., Øster Voldgade, Nørreport st., Nørregade, Vandkunsten, Vester Voldgade og Stormgade og herfra direkte tilbage til Rådhuspladsen. Der kørtes altså ikke via Hovedbanegården i år. Århus Sporveje nr. 165, Volvo B655/Nordisk årg. 1961, ved Det Kgl. Bibliotek på Christians Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.
Århus Sporveje 272 ved Det Kgl. Bibliotek, København
Århus Sporveje 272 er en DAB serie 12-bybus fra 1990. Her holder bussen ved Det Kgl. Bibliotek i København under Kulturnatten 2007.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.
Arriva 1352 ved Kgs. Nytorv, København
Arriva 1352, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 2000, som linje 20E ved Kgs. Nytorv. På linje 20E anvendes ellers normalt Scania OmniLink-busser fra linje 150S.
Foto: Sikandar Sahil, 15. juni 2007.
City-Trafik 2811 i Holbergsgade, København
City-Trafiks dobbeltdækkerbus 2811, Volvo B7L/East-Lancs årg. 2001, som linje 65E i Holbergsgade.
Foto: Sikandar Sahil, 15. juni 2007.
Veolia 6255 på Sølvtorvet, København
Veolia 6255 er den foreløbige erstatning for linje 6A-bus nr. 6326, der udbrændte for nylig. Bussen er en DAB 15-1200C-gasbus fra 1999, som Gladsaxe garage har lånt fra Vasbygade, hvor den normalt kører på linje 3A. Bus 6255 som linje 6A på Sølvtorvet i København.
Foto: Sikandar Sahil, 22. juni 2007.
HT 571 på Amager Boulevard
Københavns linje 13 er i dag reduceret til en perifer forbindelse mellem Bellahøj, Vanløse, Rødovre og Glostrup. Men faktisk har linjen en lang historie som både sporvogns- og buslinje med en strækning gennem det centrale København. På Amager-siden gik turen engang ad Amager Boulevard, men senere blev buslinje 13 forlagt til Njalsgade og Sundholmsvej, og i maj 2003 kørte den sidste linje 13-bus på Amager. HT 571, Volvo B59-59/Aabenraa, som linje 13 på Amager Boulevard.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
HT 322 og HT 571 ved Kigkurren, Islands Brygge
HT nr. 322, Leyland-DAB LIDRT 12/4 (serie 2), og 571, Volvo B59-59/Aabenraa, i den gamle linje 40-endestation ved Kigkurren på Islands Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
City-Trafik 2410 i Njalsgade, København
City-Trafiks afdeling på Thorvald Borgs Gade kører nogle lokale linjer på Amager, nemlig linje 34, 73, 77 og 78. Linjerne betjenes dels med DAB 15-1200C, dels med Scania N113CLL/Lahti. Alle busserne er leveret i forbindelse med City-Trafiks store kørselsovertagelse i 1996, men dengang benyttedes de andre steder. City-Trafik bus 2410 er en Scania/Lahti og ses her som linje 34 i Njalsgade ud for Universitetet og Islands Brygge metrostation.
Foto: Thomas de Laine, 12. juni 2006.
Arriva 1344 på Christianshavns Torv, København
Fra 26. juni 2006 og cirka tre måneder frem kører metroen ikke mellem Christianshavn, Amagerbro og Lergravsparken stationer. Det skyldes, at strækningen skal kobles sammen med den nye bane til Lufthavnen. I den lange periode uden metro kører der metrobusser på strækningen, og kørslen udføres af Arriva med busser fra flere forskellige garager i HUR-området. På den første dag kørte bl.a. bus 1344, en Volvo B10BLE/Aabenraa fra 2000, som metrobus. Bussen hører normalt til i Ballerup og er nylakeret, da den lige er blevet renoveret til brug for kørsel i HURs 18. udbud, der træder i kraft til efteråret. Christianshavns Torv, København.
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2006.
Arriva 1001 som metrobus ved Christmas Møllers Plads, København
Der er ikke hver dag, man ser HUR-ledbusser på Christmas Møllers Plads. Arriva anvendte dog 26. juni bus 1001, Volvo B10LA-52/Säffle årgang 1998, som metrobus mellem Christianshavns og Lergravsparken stationer. Bussens hjem er Kokkedal, og normalt anvendes den på linjerne 150S, 173E, 184 og 354.
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2006.
Arriva 3009 som metrobus i Torvegade, København
Også Arriva i Roskilde bidrager med busser til metroerstatningskørslen - dog ved at udlåne busser til Kokkedal garage, som kører. Bus 3009, Volvo B10BLE/Aabenraa årgang 1997, i Torvegade nær Christianshavn st. Bussen er for nylig blevet udstyret med punktmatrixskilte, der bl.a. kan skilte "Metrokørsel".
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2006.
Arriva 1832 som metrobus ved Christmas Møllers Plads, København
Linje 4A har tilsyneladende udlånt flere busser til metrokørslen. En af disse var 26. juni nr. 1832, en Katrineholm-bygget Scania OmniLink fra 2003.
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2006.
Connex 6356 i Vindebrogade, København
Kun et par gange tidligere har busserne i København kørt rundt med et dansk og et udenlandsk flag, nemlig under "norsk uge" en gang i 60'erne, hvor det andet flag var norsk, og ved kronprinseparrets bryllup i maj 2004, hvor flaget var australsk. På Dialogdagen kunne bl.a. Connex 6356 ses med dansk og islandsk flag. Bussen, der trafikerede linje 26, er en DAF/Jonckheere, og den ses her i Vindebrogade.
Foto: Thomas de Laine, 31. marts 2006.