Søgeresultat: "55.6493,12.6274"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.6493,12.6274 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.6493,12.6274 og fandt 160 billeder.
Busdivisionen 986 på Sundbyvester Plads
HT fik i 1978 sin sidste serie busser med Leylands 680-motor. Disse busser kan kendes fra de tidligere ved at have defrosterindsugning over destinationsskiltet foran, hvilket alle senere leverede serie 4- og 6-busser til HT fik. 986 var en Leyland-DAB LS 575-680/5 fra august 1978. Den kørte hos HT/Busdivisionen frem til april 1991, hvor den blev solgt til Ståling i Viborg. I 1993 blev den eksporteret til MZK Cieszyn i Cieszyn, Polen. Her ses den engang i april 1989 som linje 30 på Sundbyvester Plads i København.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
HT 655 i Formosavej-sløjfen i Sundby
Dette er den første bybus, HT selv anskaffede. Bussen bærer nummer 655, er leveret i december 1975, og er af typen Volvo B59-59/Aabenraa. Denne serie B59-busser var den første, der havde retarder og derfor en meget karakteristisk lyd. Ydermere valgte HT senere at opmale bussen i den nye helgule bemaling, som den fremstår i på billedet. Bus 655 er fotograferet i foråret 1988 i linje 5's endestationssløjfe ved Formosavej på Amager. Stedet eksisterer stadig stort set uændret, men der har ikke kørt busser siden 2002. Bus 655 forlod driften i marts 1990.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
City-Trafik 2060 på Sundbyvester Plads
Hvert år kører der særlige ekstrabusser til Ullerup Marked. Busserne kører i en stor ottetalsrute med endestation ved Sundbyvester Plads. I 2005 stod City-Trafik for kørslen, der fandt sted i dagene 12.-14. august. Der anvendtes dels DAB serie 12-højgulvsbusser, dels serie 15-lavgulvsbusser, både mark II og III. Bus 2060, en DAB 12-1200B fra 1992, der oprindelig er bygget til linje 9, på Sundbyvester Plads optager passagerer inden afgang mod Ullerup Marked.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2005.
City-Trafik 2053 på Sundbyvester Plads
City-Trafiks bus 2053 er en DAB 12-1200B-højgulvsbus fra 1992, der er anskaffet i forbindelse med overtagelsen af linje 9 i HTs 3. udbud. Bussen er nu 13 år gammel, men stadig i live. I august 2005 blev den brugt som ekstrabus til Ullerup Marked, og det var i den forbindelse, at den holdt pause ved Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 13. august 2005.
NJT 9240 set forfra
New Jersey Transit nr. 9240 er en Volvo B10MA-55/Chesapeake-ledbus fra 1986. Bussen har fra ny kørt i USA på ruter mellem New York City og byer i New Jersey, og er i forstadsversion med dørpl. 2-0/2-0. Trinnene i fordøren kan laves om til en rampe, og der er plads til to stk. kørestole forrest i bussen. Bussen har i øvrigt knælefunktion. I 2004 er bussen importeret til Danmark. Dens svenske ophav fornægter sig ikke - se bare den skrå Volvo-streg på fronten. Når man kører i den, er det ikke til at høre, at det er NJT 9240 og ikke HT 1530, man kører i. Foto i Kastrup.
Foto: Thomas de Laine, 18. april 2004.
NJT 9240 set bagfra
Bagenden af New Jersey Transit nr. 9240. Bussen er med sine 18,3 m Danmarks længste ledbus. Foto i Kastrup.
Foto: Thomas de Laine, 18. april 2004.
NJT 9240 og Arriva 1382 på Italiensvej
New Jersey Transit nr. 9240, Volvo B10MA-55/Chesapeake-ledbus årg. 1986, og Arriva nr. 1382, Volvo B10BLE-59/Aabenraa årg. 2000, ved Italiensvej-endestationen.
Foto: Thomas de Laine, 18. april 2004.
NJT 9240 på Hedegaardsvej, Kastrup
New Jersey Transit nr. 9240 gør holdt på Hedegaardsvej i Kastrup. Skiltet i forruden, der viser '5002', brugtes til angivelse af vognløbsnummer.
Foto: Thomas de Laine, 18. april 2004.
Bus 7122 på linie 34, Sundbyvester Plads
De nye busser til linie 4A, der 14. december 2003 oprettedes og erstattede linie 39 og 100S, kunne ikke leveres til tiden. Derfor måtte Arriva udruste en række ældre lavgulvsbusser med røde hjørner mv. Disse kunne i en tid op mod køreplansskiftet ses i drift på andre linier, f.eks. linie 34. Her er det bus 7122, DAB 15-1200C, på Sundbyvester Plads. En del af Arrivas busser med numrene 1917 m.fl. af samme type som den her viste, er oprindeligt leveret til linie 39. Nu vender de for en kort overgang tilbage til strækningen, idet de også har fået røde hjørner og linieføring i tagkanten til linie 4A. Linie 34 overgik i øvrigt pr. 14. december til City-Trafik efter licitation.
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.
Bus 5194 på linie 100S, Sundbyvester Plads
Linie 100S var fra begyndelsen en stor linie. Den blev oprettet 28. september 1997 på strækningen Svanemøllen st.-Nørrebro-Valby st.-Sjællandsbroen-Sundbyvester Plads og 27. september 1998 forlænget på visse ture til Lergravsparken. Linien blev fra begyndelsen kørt af Combus på en ny kontrakt og med fabriksnye busser. Kørslen overgik med Combus' øvrige kørsel i Hovedstadsområdet til Connex i maj 2001. 14. december 2003 blev linien så nedlagt og erstattet af den nye linie 4A, der har samme ruteføring men standser ved alle stoppesteder. På billedet ses en sjælden gæst på linie 100S, nemlig en DAB-gasbus. Det var nok et resultat af akut vognmangel, der gjorde, at Connex på linie 100S' sidste driftsdag lod denne bus køre på linien. Bussen er nr. 5194, en DAB-gasbus fra 1998, der udmærkede sig ved, at udstigningsdøren bag bagakslen ikke kunne anvendes. Her ses den under julepynt ved Sundbyvester Plads hen på eftermiddagen den 13. december 2003. Der er ikke meget lys at gøre godt med som busfotograf på denne tid af året!
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.