Søgeresultat: "55.64616,12.61166"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.64616,12.61166 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.64616,12.61166 og fandt 117 billeder.
Anchersens Rute 3206 på Dronning Elisabeths Allé, København
Servicebuslinje 871 kører i den nordlige del af Sundbyerne og på Christianshavn og Islands Brygge. Med de nye servicebuslinjer på Amager er fem af de i alt 12 servicebusser i Københavns Kommune kommet på gaden, i øvrigt alle med Anchersens Rute som entreprenør. Samme firma vandt i foråret 2008 kørslen på de øvrige planlagte servicebuslinjer i kommunen. Bus 3206, en helt ny Mercedes-Benz O.530K Citaro, som linje 871 på Dronning Elisabeths Allé.
Foto: Thomas de Laine, 30. juni 2008.
City-Trafik 2418 på Sundbyvester Plads, København
For andet år i træk kørte de københavnske busser med dansk flag side om side med EU-flag på "Europdagen" - en årlig markering af Schuman-erklæringen fra denne dato i 1950. City-Trafik 2413, Scania N113CLL/Lahti årg. 1996, som linje 77 med denne flagsætning på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 9. maj 2008.
Arriva 1832 på Vejlands Allé, København
Arriva 1832, Scania OmniLink årg. 2003, som linje 4A på Vejlands Allé ved Amagerbrogade.
Foto: Thomas de Laine, 9. maj 2008.
City-Trafik 2411 på Sundbyvester Plads, København
City-Trafik 2411, Scania N113CLL/Lahti årg. 1996, som linje 35 på Sundbyvester Plads. Om søndagen holder én bus på linje 35 hver time 15 minutters pause her, fordi den kører linjens korte ture, Islands Brygge-Sundbyvester Plads. To andre busser kører de lange ture, der fortsætter til Dragør og Lufthavnen.
Foto: Thomas de Laine, 20. april 2008.
City-Trafik 2815 på Sundbyvester Plads, København
Amagerbanken holdt aktionærmøde i Bella Center 3. og 4. april 2008. I den forbindelse stod City-Trafik for særkørsel mellem Sundbyvester Plads og Bella Center. En af busserne, der blev brugt, var nr. 2815, en Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker fra 2001. Foto på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 3. april 2008.
Arriva 1145 på Øresundsvej, København
Arriva 1145, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 12 på Øresundsvej. Bussen er nylakeret til den nye kontrakt på linje 14 og 66.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2006.
Arriva 1147 på Øresundsvej, København
Arriva 1147, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 12 på Øresundsvej dagen inden City-Trafik overtog linjen.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2006.
Arriva 1432 på Sundbyvester Plads, København
Arriva 1432, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2001, som linje 5A på Sundbyvester Plads. Det meste af sin tid i København kørte bussen netop på linje 5A, men den blev faktisk oprindeligt købt til linje 14 og 16, hvor den dog kun kom til at køre i et års tid. Arriva mistede kørslen på linje 5A fra oktober 2007, og siden da har bussen været ude af drift. Det er sandsynligt, at den skal til Sverige at køre i fremtiden.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2005.
City-Trafik 2414 på Irlandsvej, København
En af de første busser på den nye linje 35 blev City-Trafiks bus 2414, Scania N113CLL/Lahti årg. 1996. Den ses her på Irlandsvej på premieredagen.
Foto: Sikandar Sahil, 16. marts 2008.
Netbus 8454 på Sundbyvester Plads, København
Den første 5A-bus fra Lufthavnen er nået til Sundbyvester Plads. Den holder ved det nye stoppested i vejsiden af Amagerbrogade ud for pladsen. Stoppestedet er netop blevet etableret af hensyn til busserne fra Lufthavnen.
Foto: Sikandar Sahil, 16. marts 2008.
Netbus 8449 på Amager Landevej, København
Netbus 8449, Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, på Amager Landevej på vej mod Lufthavnen.
Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2008.
City-Trafik 2414 på Amagerbrogade, København
16. marts 2008 så en ny linje på Amager dagens lys, nemlig linje 35. Den følger det meste af den tidligere linje 34's rute, men kører dog ikke til Tårnby st. og Ørestad. I stedet er linjen ført ad Englandsvej til Dragør og øst om Lufthavnen til Lufthavnens terminal 2. City-Trafik kører linjen, og på første driftsdag kunne man bl.a. møde bus 2414, der er en Scania N113CLL/Lahti fra 1996. Foto på Amagerbrogade lidt syd for Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2008.
City-Trafik 2304 på Sundbyvestervej, København
Mellem Sundbyvester Plads og Artillerivej følger den nye linje 35 den rute, som linje 34 havde. City-Trafik 2304, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 35 på Sundbyvestervej.
Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2008.
City-Trafik 2414 på Sundbyvester Plads, København
En af de lidt ældre linjer, der forsvandt i marts 2008, var linje 34. Den blev oprettet 21. april 1974 og var oprindeligt en ensrettet ringlinje, der fra Rådhuspladsen kørte via Langebro, Njalsgade, Englandsvej, Sundbyvester Plads, Løjtegårdsvej, Englandsvej, Njalsgade og Langebro tilbage til Rådhuspladsen. Siden har linjen ændret sig en del, og det er flere år siden, den har kørt til Sjælland. City-Trafik har kørt linjen 1991-98 og siden 2003. Bus 2413, Scania N113CLL/Lahti fra 1996, som linje 34 på Sundbyvester Plads lige før nedlæggelsen.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Arriva 1836 ved Sundbyvester Plads, København
Linje 4A kørte ad Wibrandtsvej mellem Sundbyvester Plads og Kastrupvej i perioden 21. oktober 2007-15. marts 2008. Derefter er den lagt tilbage via Elbagade som før oktober 2007. Arriva 1836, Scania OmniLink årg. 2004, på linje 4A svinger fra Wibrandtsvej ud på Amagerbrogade.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
City-Trafik 2103 på Sundbyvester Plads, København
Linje 73E blev oprettet i oktober 1988 som en af flere ekspresbuslinjer mellem Amager og City, der skulle forbedre øens trafikforbindelser - i mangel af jernbaner. Linjen kørte mellem Dragør og Nørreport og var de første år en ganske betydelig linje. Fra september 1995 blev den dog reduceret til myldretidslinje, fordi den nye linje 350S oprettedes på samme strækning. Da metroen åbnede i 2002 fik linje 73E standsning ved alle stoppesteder og blev derfor til linje 73. Samtidig udvidedes driftstiden til hele dagen, og linjen omlagdes, så der ikke kørtes ind til byen, men i stedet til den nye Universitetet metrostation (senere DR-Byen). Denne endestation flyttedes dog snart til Ørestad. Efter disse ændringer har 73'eren været en ganske inferiør linje, og 16. marts 2008 blev den helt nedlagt. Kørslen mellem Sundbyvester Plads og Dragør blev erstattet af linje 30 og den nye linje 35. City-Trafik 2103, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 73 på Sundbyvester Plads lige før nedlæggelsen.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
City-Trafik 2822 ved Sundbyvester Plads, København
City-Trafik 2822, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, på Amagerbrogade ved Sundbyvester Plads på vej mod Lufthavnen.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Arriva 1980 på Sundbyvester Plads, København
Ledbusserne fra linje 300S bruges også på natbuslinjerne, selvom de er blevet stadigt sjældnere. Det har dog altid hørt til undtagelserne, at de forekom på linje 81N, der kører som en slags natudgave af linje 350S. Arrivas bus 1980, Mercedes-Benz O.405GN årg. 1996, var dog i brug på linje 81N natten til 24. februar 2008 - kort inden ledbusdriftens ophør. Bussen var derved i trafik på Amagerbrogade, hvortil den også oprindeligt leveredes (250S).
Foto: Thomas de Laine, 24. februar 2008.
Netbus 8456 på Sundbyvester Plads
Den første Netbus på linje 5A efter ankomsten til Sundbyvester Plads tidligt om morgenen 21. oktober 2007.
Foto: Sikandar Sahil, 21. oktober 2007.
Netbus 8480 på Sundbyvester Plads, København
De nye busser på linje 5A fik bl.a. tv-omtale. Bus 8480 som linje 5A med journalist og fotograf fra TV2/Lorry på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Netbus 8452 på Sundbyvester Plads, København
En af Netbus' nye Volvo B12BLE-61 med Vest Center-karrosseri soler sig på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Netbus 8470 på Sundbyvester Plads, København
Netbus 8470 som helt ny ved linje 5A's endestation på Amager: Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Netbus 8450 på Sundbyvester Plads, København
Netbus 8452, Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, som linje 5A på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva 1834 på Vejlands Allé, København
Vejlands Allé er forbindelsen mellem Sjællandsbroen og Amagerbrogade. Undervejs passeres bl.a. Bella Center, Røde Mellemvej, Englandsvej og Irlandsvej. De ældre østlige dele af vejen har haft andre navne, nemlig Vernersvej og Funkiavej. Disse to veje blev omdøbt til Vejlands Allé i 1926 (og navnet Funkiavej blev genbrugt ikke så langt væk allerede i 1928). Sjællandsbroen åbnede i 1959, og ved den lejlighed fik Vejlands Allé busser: KS etablerede nemlig samtidig buslinje 46 mellem Valby og Sundbyvester Plads over Sjællandsbroen og via Vejlands Allé. Linjen eksisterede til 1965, hvor linje 37 blev forlænget fra Italiensvej ad bl.a. Engvej til Sundbyvester Plads og videre ad linje 46's rute til Valby. Linje 37 fortsatte uændret på Vejlands Allé indtil 1997, hvor en del af linjen blev erstattet af den nye linje 100S, som året efter blev alene på vejen. Linjen afløstes i 2003 af linje 4A. Andre linjenumre har også været at træffe på vejens østlige del, og en kort overgang var hver anden tur på linje 37 omdøbt til linje 38. Fra 2002 omlagdes linje 30, som hidtil havde kørt på tværs af Vejlands Allé på Englandsvej, så der kørtes ad Vejlands Allé og Sjællandsbroen ind til byen. Arriva 1834, Scania OmniLink årg. 2003, på Vejlands Allé ved Irlandsvej. Indtil 1992 lå HTs Irlandsvej-garage bag træerne til højre. Efter at området i en årrække var ude af brug, er beboelseskomplekset Oxford Have i 2006 opført på stedet.
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2006.
Arriva 1428 på Amagerbrogade, København
Amagerbrogade er med sine 3,4 km den længste af de københavnske brogader. Gaden hed engang blot Amager Landevej, og gav Amager forbindelse til København via Amagerport ved Christianshavns Vold og herfra via Torvegade og Knippelsbro. Amagerport blev nedrevet i 1857, mens Christianshavns Vold vedblev med at være militær befæstning frem til 1909, hvorfor den omfattende bebyggelse, der i de mellemliggende år kom til at præge de andre brokvarterer, gik udenom Amagerbro. Den i nogle få år selvstændige Sundby Kommune blev indlemmet i Københavns Kommune i 1902, og omkring samme tidspunkt opfyldte man Kalvebod Strand, hvorved bl.a. Islands Brygge blev skabt. 1907 åbnede Amager Boulevard, der forbandt Amagerbro, Islands Brygge og Sjælland via Langebro. Sporvogne fik Amagerbrogade allerede i 1872, hvor Kjøbenhavns Sporvei-Selskab (KSS) oprettede en linje fra Kgs. Nytorv over Christianshavn til Sundby. Der var her endestation ved Englandsvej, men i 1897 forlængedes linjen nogle få hundrede meter til Augustagade, hvori der indrettedes en remise. Sporvognene på linjen bar i øvrigt et stort C. KSS blev sammenlagt med flere andre sporvejsselskaber til De kjøbenhavnske Sporveje i 1898, og elektrificeringen nåede hurtigt Amagerbrogade-linjen, idet der blev tale om elektrisk drift fra Højbro til Augustagade fra 1901. Samtidig åbnedes den nye Sundby Remise ved Amagerbrogade mellem Parmagade og Smyrnavej, og remisen i Augustagade blev taget ud af brug. Remisebygningen blev senere flyttet til et andet sted på Amager, og den levede helt frem til en brand i 1975. Sporvognslinjen forlængedes fra Augustagade til den nye remise i 1902, og samtidig blev den lagt sammen med linjen fra Højbro til Valby Remise. Senere samme år fik linjen tildelt linjenummeret 2. Stykket af Amagerbrogade forbi den gamle Augustagade-endestation blev senere også betjent af sporvogne fra linje 13 og i myldretiderne linje 9, men fra 1960'erne var det slut: Linje 13 og 9 omstilledes til busdrift i hhv. 1964 og 1966, og begge linjer forsvandt samtidig fra Amagerbrogade. Linje 2 blev buslinje i 1969, hvorefter Augustagade kun passeredes af busser. I HT-tiden kom der flere linjenumre til, idet linje 13 fra 1978 vendte tilbage. Den blev i 1989 erstattet af linje 11, og fra 1996 blev hver anden tur på linje 2 skiftet ud med linje 28, der omlagdes fra Gammelholm. S-buslinjerne 250S og 350S kom til i 1994 hhv. 1995. Linjerne 2, 11 og 28 forsvandt alle i 2002, hvor den nye linje 5A i stedet kom. Fra marts 2008 er det i øvrigt også slut med linje 250S. Linje 5A har stadig et stoppested på Amagerbrogade næsten samme sted som den gamle Augustagade-endestation. Stoppestedet ligger ved Tycho Brahes Allé, og på billedet ses Arriva 1428 som linje 5A netop her. Bussen er en Volvo B10BLE-63/Aabenraa fra 2001, og bygningen i baggrunden med den lille kuppel på toppen ligger på hjørnet af Augustagade.
Foto: Thomas de Laine, 8. august 2007.