Søgeresultat: "55.63914,12.61775"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.63914,12.61775 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.63914,12.61775 og fandt 115 billeder.
City-Trafik 2307 ved Sundbyvester Plads
9.-11. juni 2006 udførte City-Trafik ekstrakørsel på linje 350S mellem Sundbyvester Plads og Dragør Marked ved Gåsevænget i Dragør. To af de busser, der anvendtes, var nr. 2307 (forrest) og 2308, der her ses ved Sundbyvester Plads ved ekstrabussernes afgangsstoppested. Her holder linje 4As busser mod Svanemøllen normalt, men de var i mellemtiden forvist til stoppestedet ud for selve pladsen. Bus 2307 og 2308 er DAB 15-1200C mk. III-busser, der blev nyleveret i forbindelse med HTs 5. udbud i 1996.
Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2006.
Arriva 1084 på Sundbyvester Plads, København
Gasbusser kom før i tiden i stort tal på Sundbyvester Plads, men i dag er de helt fortrængt. Gasbusserne har bl.a. fast betjent linje 2, 28, 34 og 350S i flere år. Arrivas vogn 1084 kiggede dog forbi som personaletransport el.lign. 18. maj 2006. Bussen er bygget i 1998 til netop linje 2 og 28. Bemærk i øvrigt reklamerne på afskærmningen på taget: Der har tidligere været reklamer her omkring 2002, men dengang dog centreret lodret på afskærmningen.
Foto: Thomas de Laine, 18. maj 2006.
Connex 5272 på Sundbyvester Plads, København
I forbindelse med indførelsen af nye parkeringsrestriktioner i brokvartererne forstærkedes trafikken på bl.a. linje 3 og 18 i foråret 2000. Dette medførte naturligt nok et forøget vognbehov, og Combus valgte at supplere vognparken ved at købe to gamle Volvo B10M-bybusser, nr. 1421 og 1427, af Arriva. De fik nummer 5271 hhv. 5272 og blev faste vogne på linje 18. Begge busserne overgik med Combus' HUR-kørsel til Connex i maj 2001. Bus 5272 holder her ved Sundbyvester Plads som personaletransportvogn eller lignende en dag i 2001. I baggrunden to af Connex' gasbusser på linje 34.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, ukendt dato.
Arriva 1426 tv. og 1396 th. på Sundbyvester Plads, København
31. marts 2006 afholdt Københavns Kommune "Dialogdag" for ytringsfrihed og tolerance. Dialogdagen skulle vise, at selvom hver femte københavner har rødder uden for Danmark, er alle velkomne i byen. I den anledning var 600 HUR-busser blevet udstyret med et dansk og et udenlandsk flag. De udenlandske flag repræsenterer de lande, hvor flest københavnere kommer fra: Italien, Island, Iran, Sverige, Norge, Pakistan, Tyrkiet, Makedonien, Finland, USA, Polen m.fl. Flagene sad på A-busserne og linje 10, 12, 14, 15, 16E, 18, 19, 21, 26, 30, 32, 33, 34, 40, 42, 43, 47, 65E, 66, 67, 68, 69, 77, 78, 132, 133, 137, 250S og 350S. Myldretids fotograf var selvfølgelig på pletten. Her ses bus 1426 til venstre med pakistansk flag og 1396 til højre med bosnisk-hercegovinsk flag. Begge busserne er Volvo B10BLE-63/Aabenraa og kører fast på linje 5A. Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 31. marts 2006.
KS 571 ved Formosavej-sløjfen i København
I juni 2005 foretog Sporvejshistorisk Selskab en tur med KS 571, Volvo B59/Aabenraa, i forbindelse med planlægningen af en fotoudflugt for busentusiaster et par måneder senere. Ved den lejlighed lagde man vejen forbi Formosavej-sløjfen i Sundbyøster, der var endestation for linje 5 frem til 2002.
Foto: Frank Pedersen, 16. juni 2005.
Ex. HT 571 i Formosavejsløjfen i Sundbyøster
I august 2005 arrangerede Sporvejshistorisk Selskab og Foreningen Busfronten en udflugt med de tidligere KS/HT-busser nr. 322, Leyland-DAB serie II, og 571, Volvo B59/Aabenraa. Et af fotostoppene var ved den gamle linje 5-endestation i Sundbyøster på hjørnet Backersvej/Formosavej. Terminalen betjenes ikke længere af busser, men den ligger der endnu i stort set uændret form. Indtil april 1972 vendte linje 5, Danmarks sidste sporvognslinje i drift, her, hvorefter sporvognene blev erstattet af busser. Buslinje 5 fik straks fra omstillingen KS-serie III-busser, altså Volvo B59/Aabenraa-typen. Den første serie var ret karakteristisk med sine firkantede forlygter, døre med vinduer i fuld højde og det lille spring i vinduernes underkant efter midterdørene. Det første og det sidste kan ses på dette billede af bus 571, som er bygget i 1972.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
Busdivisionen 1581 på Sundbyvester Plads
De sidste af HTs Scania'er med DABs serie 6½-karrosseri var ikke af typen BR112, men N112CLB. Bus 1581 fra august 1984 er således en Scania N112CLB/DAB, og den er nyleveret i helgul bemaling. Den var fra december 1990 til januar 1992 totalreklame for Politiken, og derefter for Schweppes indtil december 1993. Her holder den i linje 2s endestation på Sundbyvester Plads i Schweppes-bemaling.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 986 på Sundbyvester Plads
HT fik i 1978 sin sidste serie busser med Leylands 680-motor. Disse busser kan kendes fra de tidligere ved at have defrosterindsugning over destinationsskiltet foran, hvilket alle senere leverede serie 4- og 6-busser til HT fik. 986 var en Leyland-DAB LS 575-680/5 fra august 1978. Den kørte hos HT/Busdivisionen frem til april 1991, hvor den blev solgt til Ståling i Viborg. I 1993 blev den eksporteret til MZK Cieszyn i Cieszyn, Polen. Her ses den engang i april 1989 som linje 30 på Sundbyvester Plads i København.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
HT 655 i Formosavej-sløjfen i Sundby
Dette er den første bybus, HT selv anskaffede. Bussen bærer nummer 655, er leveret i december 1975, og er af typen Volvo B59-59/Aabenraa. Denne serie B59-busser var den første, der havde retarder og derfor en meget karakteristisk lyd. Ydermere valgte HT senere at opmale bussen i den nye helgule bemaling, som den fremstår i på billedet. Bus 655 er fotograferet i foråret 1988 i linje 5's endestationssløjfe ved Formosavej på Amager. Stedet eksisterer stadig stort set uændret, men der har ikke kørt busser siden 2002. Bus 655 forlod driften i marts 1990.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1469 ved Irlandsvej garage, København
HT fik i foråret 1981 leveret 25 herlige bagperronbusser af Leyland-DABs serie 6, nærmere betegnet type 6-3-690/5. Bus 1469, der ses på billedet, blev i 1988 dekoreret som den ene af årets tre kunstbusser. Kunstneren var Steffen Jørgensen, og 1988 var det sidste år, hvor HT fik dekoreret kunstbusser. Fra 1990 kørte bus 1469 i HTs Busdivisions regi. Den 28. marts 1992 havde HT-garagen på Irlandsvej på Amager sidste driftsdag, og 1469 var den sidste bus, der kørte ud i trafik fra denne garage. Billedet er taget i denne anledning, hvilket også forklarer flagene. Efterfølgende blev bussen flyttet til Busdivisionen i Gladsaxe, der kørte med den indtil 1994, hvor den udrangeredes. Bussen overgik da til Rejseforeningen Den Blå Hund og Dennis Holm Petersen (fotografen), men desværre blev den ophugget i januar 2000, efter at den blandt andet havde været udsat for hærværk. Motoren levede dog videre i en fiskerbåd i Sydhavnen!
Foto: Dennis Holm Petersen, 28. marts 1992.
City-Trafik 2028 som lånevogn hos Københavns Lufthavne
1. juli 2005 overtog Københavns Lufthavne selv kørslen på shuttlebussen i Lufthavnen. Ruten, der kører mellem Indenrigsterminalen (Terminal 1) og Udenrigsterminalen (Terminal 2 og 3) med nogle enkelte stoppesteder undervejs, er gratis at benytte, og kører hvert 10. minut - dog oftere morgen og eftermiddag. I sin tid oprettedes linjen i 1995, hvor DSB busser for Lufthavnen udførte kørslen med DAB-servicebusser, der kørte i mørkeblå CPH-bemaling (2 i rute og 1 i reserve). Fra 1. juli 2000 blev det overladt til HUR at stå for kørslen, og ved den lejlighed fik shuttlebussen linjenummer 38. I første omgang fortsatte Combus som entreprenør, men efter licitation tog Larsen Turistbusser over med virkning fra 1. januar 2001. I forbindelse med dette selskabs kollaps, overgik kørslen 24. september samme år til City-Trafik, der efterfølgende også vandt det egentlige genudbud af ruten. Larsen Turistbusser skulle have indsat Mercedes Cito-midibusser, men disse nåede ikke at blive leveret. Den ene af de to anvendte busser var dog en Mercedes Cito-lånevogn i lysegul, mens den anden gerne var en handicapbus fra selskabets HUR-handicapkørsel. (De bestilte Cito'er endte i øvrigt senere i Aalborg som servicebusser, mens lånevognen kom til Grenå.) City-Trafik indsatte egne busser, og nu begyndte 12 m-busserne at husere på linjen - dog havde man en enkelt DAB-servicebus en overgang. I hele HUR-perioden har linjen fortsat været gratis at benytte. Ved Lufthavnens egen overtagelse af kørslen, er linjenummer 38 bortfaldet, og City-Trafik er ikke længere entreprenør på linjen. I stedet udfører Lufthavnen for første gang selv kørslen. Til dette formål lejedes fra City-Trafik busserne 2028, DAB-bygget Scania OmniLink, og 2307-2308, DAB serie 15. De sidstnævnte har dog ikke været anvendt - det har Lufthavnens egne Mercedes-Benz O.405-højgulvsbusser til gengæld. At Københavns Lufthavne har ønsket at overtage kørslen selv hænger formentlig sammen med et ønske om at kunne integrere kørslen med øvrige kørsler i Lufthavnen, som man i forvejen selv udfører. 16. august 2005 var det den lejede City-Trafik 2028, der blev brugt på shuttlebuslinjen. Bemærk det overdækkede linjenummer.
Foto: Thomas de Laine, 16. august 2005.
City-Trafik 2060 på Sundbyvester Plads
Hvert år kører der særlige ekstrabusser til Ullerup Marked. Busserne kører i en stor ottetalsrute med endestation ved Sundbyvester Plads. I 2005 stod City-Trafik for kørslen, der fandt sted i dagene 12.-14. august. Der anvendtes dels DAB serie 12-højgulvsbusser, dels serie 15-lavgulvsbusser, både mark II og III. Bus 2060, en DAB 12-1200B fra 1992, der oprindelig er bygget til linje 9, på Sundbyvester Plads optager passagerer inden afgang mod Ullerup Marked.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2005.
City-Trafik 2053 på Sundbyvester Plads
City-Trafiks bus 2053 er en DAB 12-1200B-højgulvsbus fra 1992, der er anskaffet i forbindelse med overtagelsen af linje 9 i HTs 3. udbud. Bussen er nu 13 år gammel, men stadig i live. I august 2005 blev den brugt som ekstrabus til Ullerup Marked, og det var i den forbindelse, at den holdt pause ved Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 13. august 2005.
Bus 7122 på linie 34, Sundbyvester Plads
De nye busser til linie 4A, der 14. december 2003 oprettedes og erstattede linie 39 og 100S, kunne ikke leveres til tiden. Derfor måtte Arriva udruste en række ældre lavgulvsbusser med røde hjørner mv. Disse kunne i en tid op mod køreplansskiftet ses i drift på andre linier, f.eks. linie 34. Her er det bus 7122, DAB 15-1200C, på Sundbyvester Plads. En del af Arrivas busser med numrene 1917 m.fl. af samme type som den her viste, er oprindeligt leveret til linie 39. Nu vender de for en kort overgang tilbage til strækningen, idet de også har fået røde hjørner og linieføring i tagkanten til linie 4A. Linie 34 overgik i øvrigt pr. 14. december til City-Trafik efter licitation.
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.
Bus 5194 på linie 100S, Sundbyvester Plads
Linie 100S var fra begyndelsen en stor linie. Den blev oprettet 28. september 1997 på strækningen Svanemøllen st.-Nørrebro-Valby st.-Sjællandsbroen-Sundbyvester Plads og 27. september 1998 forlænget på visse ture til Lergravsparken. Linien blev fra begyndelsen kørt af Combus på en ny kontrakt og med fabriksnye busser. Kørslen overgik med Combus' øvrige kørsel i Hovedstadsområdet til Connex i maj 2001. 14. december 2003 blev linien så nedlagt og erstattet af den nye linie 4A, der har samme ruteføring men standser ved alle stoppesteder. På billedet ses en sjælden gæst på linie 100S, nemlig en DAB-gasbus. Det var nok et resultat af akut vognmangel, der gjorde, at Connex på linie 100S' sidste driftsdag lod denne bus køre på linien. Bussen er nr. 5194, en DAB-gasbus fra 1998, der udmærkede sig ved, at udstigningsdøren bag bagakslen ikke kunne anvendes. Her ses den under julepynt ved Sundbyvester Plads hen på eftermiddagen den 13. december 2003. Der er ikke meget lys at gøre godt med som busfotograf på denne tid af året!
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.