Billeder ➜
Nye billeder 28. juli 2024
Dette billede blev tilføjet 28. juli 2024:
Umove 7541 som servicebus 134 på Kløverprisvej, Hvidovre
Den nyere bushistorie rummer mange eksempler på kortlivede servicebuslinjer, og ved køreplansskiftet 30. juni 2024 kom der endnu én, da servicebuslinje 134 i Hvidovre blev nedlagt efter kun halvandet års drift. Linjen blev mere præcist etableret ved køreplansskiftet 11. december 2022 og gik fra Hvidovre st. til Friheden st. med passage af bl.a. et aktivitetscenter, Hvidovre Butikstorv og Åmarken st., ligesom linjen gav betjening i nogle kvarterer, som ellers ikke havde bus. Der kørtes en gang i timen på hverdage mellem myldretiderne. Men fra sommeren 2024 valgte Hvidovre Kommune at spare de 1,3 mio. kr. årligt, linjen kostede, så fredag 28. juni blev sidste køredag. Det var i øvrigt sjette gang, linjenummeret 134 var i brug i Storkøbenhavn - og tredje gang i Hvidovre! Kort før nedlæggelsen ses Umove 7541 (opr. Umove 7667), VDL Citea LLE 99 årg. 2019, i rundkørslen på Kløverprisvej. Den er afgået fra Hvidovre st. få minutter forinden og skal videre ad Femagervej mod Friheden. Selve bussen var egentlig blevet leveret til Umoves Kvistgård-garage og servicebusserne i Helsingør-Espergærde, men blev overført til servicebuslinjen i Hvidovre ved dens oprettelse. Ved samme lejlighed ændredes vognnummeret fra Kvistgård garages 7600-nummerserie til Glostrup garages 7500-serie.
Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2024.