Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 26. november 2023

Dette billede blev tilføjet 26. november 2023:

Anchersen 3288 ved Sjælør st.

Anchersen 3288 ved Sjælør st.

Da Køge Bugt-banens første etape blev bygget, placeredes en af de nye stationer på vestsiden af skæringen med Sjælør Boulevard i Københavns sydvestkvarter, som også kom til at lægge navn til den nye S-togsstation. Den åbnede 1. oktober 1972 og havde fra begyndelsen betjening med linje 37, der gik fra Valby via Mozarts Plads, Sjællandsbroen og Vejlands Allé til Sundbyvester Plads samt gennem Sundbyøster og over Christianshavn til Holmens Bro. Fra 1983, hvor Køge Bugt-banen var ført igennem til Køge, og den traditionelle intensive buskørsel mellem Valby og Køge neddrosledes, sikredes Køge Bugts fortsatte forbindelse med Valby via gode korrespondancer mellem linje 37 og S-togets linje E på Sjælør station. Der havde tidligere været planer om at sammenbinde linje 37 med linje 39 ad Fasanvejene, men dette blev først til virkelighed i 1997, hvor begge linjer blev beskåret og en ny linje 100S opstod. Det var i praksis den linje, der i december 2003 ændrede status til A-bus under linjenummer 4A og fik stop ved alle stoppesteder. I oktober 2019 ophørte sammenbindingen af Fasanvejslinjen og Vejlands Allé-linjen dog igen, og det er nu linje 18, som kører forbi Sjælør st. mellem Valby og Amager. Planer om at udskille denne delstrækning som en ny linje 8A er dog i støbeskeen. Mens forbindelsen mellem Valby og Amager over Sjællandsbroen har været den primære busbetjening af Sjælør st. de fleste år, har en række andre linjer dog også gennem årene enten passeret stationen eller haft endestation på parkeringspladsen på stationens nordside. Heraf kan nævnes myldretidsekspresbusserne 171E og 172E, i forskellige perioder linje 14, 16E, 18, 38, 78E og 133 samt siden oktober 2019 linje 7A. På dette billede ses Anchersen 3288, en helt ny Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro, på linje 4A på Sjælør Boulevard med jernbanebroen i baggrunden. Anchersen overtog kørslen på linje 4A i december 2015, og billedet er fra første driftsdag.

Foto: Thomas de Laine, 13. december 2015.