Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 29. september 2023

Disse 2 billeder blev tilføjet 29. september 2023:

DSB SE 10 og SA 32 ved Ny Ellebjerg stations midlertidige Ringbaneperron

DSB SE 10 og SA 32 ved Ny Ellebjerg stations midlertidige Ringbaneperron

Ringbanens endestation på Ny Ellebjerg er blevet flyttet to gange tidligere, og i efteråret 2023 sker det igen! Den første Ny Ellebjerg station for Ringbanen var rent midlertidig og havde form af en træperron på nordsiden af banelegemet lige vest for broen, der fører Gl. Køge Landevej over jernbanen. Perronen havde tillige adgang til broen. Træperronen var genbrugt fra den ligeledes midlertidige C.F. Richs Vej station, der eksisterede 2002-04. Den midlertidige Ny Ellebjerg station åbnede 8. januar 2005, men blev over en weekendlukning i november 2006 fjernet, hvorefter togene førtes frem til en permanent endestation, omtrent hvor der nu er metrobyggeplads. Halvanden måned senere begyndte også Køge Bugt-banens tog at standse ved Ny Ellebjerg. Det var bygningen af metrostationen på Ny Ellebjerg på samme lokalitet som Ringbanens perron, der betød, at man i 2018 var nødsaget til midlertidigt af afkorte Ringbanen med omkring en toglængde, og der blev bygget en midlertidig perron lidt nærmere Gl. Køge Landevej. Det er denne perron, der nu bliver erstattet af endnu en permanent perron, som ligger nærmere placeringen i årene 2006-18. Den nye perron færdigbygges i direkte forlængelse af den midlertidige og ligger delvist oven på metrostationen. Gangbroen, som forbinder Ringbanens perron med fjerntogsperronen, og som tydeligt ses på dette billede, bibeholdes så vidt vides. En stor del af det nye perronanlæg var allerede synligt i sommeren 2023, men endnu ikke færdigt. I perioden 1.-31. oktober er Ringbanen midlertidigt afkortet til Danshøj med togbusser mellem Ålholm, Hvidovre, Vigerslev Allé og Ny Ellebjerg stationer. Busserne kører fra Ålholm og via Hvidovre, da der ikke er vejadgang til Danshøj station. Nord for Danshøj og Ålholm kører S-togslinje F, men kun hvert 10. minut. En tidlig aften få dage før lukningen af Ny Ellebjergs Ringbaneperron er SE 10 klar til afgang til venstre, mens SA 32 for nylig er ankommet til højre. Den temmelig rodede Ny Ellebjerg station skifter i øvrigt snart navn til "København Syd".

Foto: Thomas de Laine, 28. september 2023.

DSB SE 29 sydøst for Vigerslev Allé st., København

DSB SE 29 sydøst for Vigerslev Allé st., København

Over tre måneder i efteråret 2023 er toglængden på S-togslinje F på Ringbanen (og desuden på linje E) reduceret som følge af mangel på køreklare tog hos DSB. Normalt kører hvert andet tog på linje F med "lange tog", dvs. et litra SA. De øvrige ture må nøjes med solokørende litra SE, altså det kortest mulige tog på S-banen. Men 4. september-9. december er det stort set alle ture på linje F, der kører med korte tog i de tidsrum, hvor Ringbanen har 5-minuttersdrift. I oktober måned, hvor linje F altid kun kører hvert 10. minut, mens den sydlige ende af Ringbanen er skåret af, vil linjen dog få lange tog på alle afgange. Her er SE 29 - et kort tog - på vej mod Hellerup sydøst for Vigerslev Allé st.

Foto: Thomas de Laine, 28. september 2023.