Billeder ➜
Nye billeder 9. juli 2023
Dette billede blev tilføjet 9. juli 2023:
Umove 7346 som linje 10 ved Flintholm st., København
Flintholm var i mange år en sikringsteknisk station og godsstation på Godsringbanen og Frederikssundsbanen, idet der før metroens tid var sporforbindelser fra både nord og syd mod Frederiksberg og omvendt samt for S-togene fra nord til Vanløse station og omvendt, hvorimod man aldrig færdigbyggede sporforbindelsen fra Vanløse til Godsringbanen mod syd. Denne første Flintholm station blev etableret i 1929-30 og var ikke nogen personstation, men den eksisterede frem til 1990'erne, hvor baneanlæggene ombyggedes radikalt. Den nuværende Flintholm station åbnedes 24. januar 2004 og har siden givet mulighed for at skifte mellem metroen, Frederikssundsbanens S-tog og Ringbanens S-tog. Det var fra begyndelsen forventningen, at Flintholm ville blive en betydelig skiftestation, og der findes da også ældre planer om en personstation på stedet med navnet "Vestkryds", formentlig efter berlinsk forbillede. Den nye Flintholm station havde fra åbningen en busterminal parallelt med Grøndals Parkvej, som blev endestation for linje 10 og 142, og derudover førtes linje 21 via stationen. Netop linje 21 havde kørt forbi stedet ad Grøndals Parkvej i årtier, men havde dog siden 1989 i stedet kørt via Vanløse station. Efter nogle år fandt man på, at flere buslinjer skulle føres via Flintholm, og det førte i 2013 til et ombygningsprojekt, hvor linjer uden endestation fik nye stoppesteder på begge sider af en busø ude ved Grøndals Parkvej, mens de eksisterende busstoppesteder blev bibeholdt som endestationsstoppesteder. Flere linjer omlagdes derefter via Flintholm, men det har ændret sig noget i årenes løb, præcis hvilke linjer, der har betjent stationen. Bl.a. har linjerne 12, 13 og 22 kørt via Flintholm, og det har også været på tegnebrættet, at linje 123 skulle have endestation der. I dag er der endestation for linje 37 og 142, mens linje 9A, 10, 21 og 26 bruger busøen ved Gtøndals Parkvej. Endelig bør det nævnes, at linje 30 en kort periode omkring 2013 kørte ad Dirch Passers Allé og Flintholm Allé med endestation på Frederiksberg-siden af Flintholm st. Umove 7346, Yutong E12LF årg. 2021, som linje 10 ved Flintholm st. en vintereftermiddag. Broen over terminalen, der ses bag bussen, bærer metroens spor mod Nørreport.
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2021.