Billeder ➜
Nye billeder 15. maj 2023
Disse 3 billeder blev tilføjet 15. maj 2023:
DSB MO 1846 afgår fra Gørlev
Jernbanen mellem Slagelse og Værslev øst for Kalundborg har 125-årsjubilæum i maj 2023. Banen åbnede 1. maj 1898 og gav, sammen Næstved-Slagelse-banen, en slags tværgående forbindelse på Syd- og Vestsjælland mellem de radiale hovedbaner, der strålede ud fra København. I Værslev-enden fortsatte togene ad Nordvestbanen til Kalundborg. Slagelse-Værslev var dog blandt de mange DSB-sidebaner, som måtte lade livet i 1971, så maj 2023 er også 52-året for DSBs indstilling af persontrafikken på banen, ligesom strækningen mellem Gørlev og Værslev helt blev nedlagt. Sporet fik dog lov at ligge i en årrække. Mellem Høng og Slagelse overtog Høng-Tølløse Jernbanes skinnebusser persontrafikken, og ellers var det rutebiler. Mellem Høng og Gørlev fortsatte DSB med at køre godstog. 125-årsjubilæet markeredes i weekenden 13.-14. maj 2023 af Vestsjællands Veterantog i Høng med kørsel Slagelse-Høng-Gørlev. Man indsatte dels eget tog bestående af Triangel-motorvogne, og dels var der besøg af DSB MO 1846, Frichs 1954, fra Jernbanemuseet i Odense. Netop MO-vognene var helt almindelige på Slagelse-Værslev og mange andre sidebaner. De var i nogen grad med til at slå disse baner ihjel, idet de tunge MO-vogne var hårde ved sporene, og samtidig var de tomandsbetjente og dermed dyre i drift. Slagelse-Værslev havde nok været bedre tjent med enmandsbetjente skinnebusser i lighed med f.eks. Tølløsebanens, men skinnebusser havde DSB en stærk aversion overfor...! Her afgår DSB MO 1846 fra Gørlev. I baggrunden anes banens gamle station i Gørlev, som i dag anvendes til privat beboelse.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 i Høng
DSBs MO-motorvogne er en ægte klassiker, og de satte deres præg på den danske jernbane fra leveringen af de første i 1935 til udrangeringen af de sidste i 1984. Førkrigsserierne af litra MO udgjorde 49 motorvogne bygget 1935-40, nemlig MO nr. 551-599, hvoraf de fleste senere blev omnummereret til 1951-1999. Efterkrigsserien bestod af 90 motorvogne bygget 1951-58, nummereret MO 1801-1890. Mange MO-tog blev erstattet af de nye, tyskbyggede MR-tog, mens andre så at sige blev erstattet af rutebiler i forbindelse med bl.a. de omfattende sidebanenedlæggelser i 1971. På Sjælland gik man mere over til lokomotivtrukne regionaltog med styrevogne, ligesom man på Hareskovbanen i stedet fik S-tog. Således blev antallet af MO stærkt reduceret i løbet af 1970'erne, og i 1984 forsvandt de sidste MO-tog hos DSB, da Hillerød-Helsingør overgik til betjening med lynetter af privatbanetypen. Flere MO-vogne er heldigvis overgået til bevaring, og et flot eksemplar er MO 1846, bygget af Frichs i 1954, som tilhører Jernbanemuseet i Odense. Vognen udløber imidlertid af revision i november 2023, og fortsat kørsel vil indebære, at vognen i høj grad må skilles ad og samles igen. Det ønsker Jernbanemuseet ikke, idet man vil bevare vognen, som den fremstod efter den modernisering, vognen fik som driftsvogn i 1970 - hvilket ikke ville overleve en adskillelse og gensamling. Derfor overgår vognen i 2023 til at være "museumsgenstand", og den vil derfor kun være udstillet og ikke længere på skinnerne som veterantog. Da vognen 13.-14. maj 2023 gæstede Slagelse-Værslev-banen i anledning af strækningens 125-årsjubilæum, var det derfor også et af flere afskedsarrangementer for MO 1846, som finder sted i løbet af 2023, ikke mindst mellem Odense og Fruens Bøge. På dette billede afgår MO 1846 fra Høng mod Slagelse, og den var ganske velbesøgt.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 ved Gørlev st.
DSB MO 1846, bygget 1954 på Frichs, er ankommet til Gørlev, hvor Vestsjællands Veterantog har indrettet sin egen særlige perron med bl.a. borde til servering en lille smule syd for den "rigtige" Gørlev station. I baggrunden knejser sukkerfabrikkens siloer. Netop Gørlev Sukkerfabrik var årsag til, at strækningen mellem Høng og Gørlev ikke blev nedlagt i 1971, da DSB ellers indstillede trafikken på Slagelse-Værslev-banen. Man fortsatte på dette stykke som godsbane, og selvom gods på bane ikke længere er, hvad det har været, så er det heldigt for Vestsjællands Veterantog i Høng, at strækningen blev bibeholdt, så man i dag kan køre på banen. MO 1846 tilhører dog Jernbanemuseet i Odense, men gæstede banen i anledning af dens 125-årsjubilæum.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.