Billeder ➜
Nye billeder 13. maj 2023
Dette billede blev tilføjet 13. maj 2023:
Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.
Linje 215 blev oprettet 31. maj 1992 og har forbundet Havdrup, Viby og Osted lige siden, mens linjens øvrige dele har ændret sig flere gange. Fra oprettelsen kørte linje 215 fra Roskilde st. til Osted Kro, som siden 1970'erne havde været endestation for den daværende linje 214 mellem Osted, Viby, Havdrup og Solrød Strand st. Fra Osted overtog linje 215 mandag-fredag kørslen fra linje 214 til Havdrup. I praksis videreførtes busserne fra Havdrup som linje 213 til Solrød. Efter et år overtoges også weekendkørslen fra linje 214, som nedlagdes. Al kørsel i weekenden blev dog skåret væk fra december 2003. Syv år senere gennemførtes nogle store ændringer i det linjekompleks, som linje 215 indgik i, og ved den lejlighed ophørte linje 215 med at betjene strækningen mellem Osted og Roskilde. I stedet fortsatte busserne fra Osted til Avnstrup, og linje 215 erstattede fuldt ud linje 213 mellem Havdrup og Solrød Strand. På strækningen Havdrup-Solrød fik linjen også kørsel aften og weekend, hvilket kom til at gælde hele linjen fra august 2011. December 2012 blev linjen afkortet i vest til endestation ved Viby st., men det varede kun tre år. December 2015 blev linje 215 forlænget via Osted og Avnstrup til Hvalsø st., og fra Hvalsø fortsætter busserne som linje 219 til Kirke Hyllinge og omvendt. Dermed har man skabt en forholdsvis lang linje, der giver mulighed for at komme uden skift mellem Solrød og Kirke Hyllinge, hvilket der næppe er mange, der benytter sig af. Undervejs betjenes stationer på Køge Bugt-banen (Solrød Strand), Lille Syd (Havdrup), Vestbanen (Viby) og Nordvestbanen (Hvalsø). En hel række busselskaber har med årene betjent linje 215, nemlig City-Trafik (indtil 1994), Linjebus (1994-98), Bus Danmark (1998-99), Arriva (1999-2019, dog afbrudt af tre måneder med Wulff Bus i 2004), Keolis (2015-22) og Lokalbus/Vikingbus (2019-22) samt siden december 2022 DitoBus. I perioden december 2015-december 2022 var kørslen på hverdage delt mellem to busselskaber, nemlig det med kontrakten om linje 215 og det med kontrakten om linje 219. Lokalbus 4468, en Iveco Crossway LE nyleveret til linjen i 2019, holder ved Havdrup st. som linje 215 mod Solrød Strand.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2020.