Billeder ➜
Nye billeder 21. oktober 2022
Disse 5 billeder blev tilføjet 21. oktober 2022:
Metrotogsæt 02 ved Øresund st., København
Metrotogsæt 02 er netop passeret under Øresundsvej og vil om få øjeblikke ramme tunnelmundingen på sin vej mod Vanløse. Toget ser først dagslys igen efter passage af Fasanvej på Frederiksberg på den modsatte side af byen. Togsæt 02 var i øvrigt det første metrotog, der kom på dansk jord, da det blev leveret til Ørestad i foråret 1999.
Foto: Thomas de Laine, 16. juli 2011.
Metrotogsæt 07 mellem Vestamager og Ørestad
De høje glasbygninger omgiver metroens højbane i Ørestad på dette billede fra februar 2014. Da metroen åbnede i 2002, stod næsten ingen af dem der. Metrotogsæt 07 er netop afgået fra Vestamager station mod Vanløse og lidt længere væk er et tog på vej fra Ørestad mod Vestamger.
Foto: Thomas de Laine, 23. februar 2014.
Metrotogsæt 27 ved Amager Strand
Metrotogsæt 27 nærmer sig Amager Strand station fra syd en sen forårseftermiddag i 2014. En del af Østamagerbanen forløber ad den gamle privatbane Amagerbanens tracé, der bl.a. går ned gennem et villakvarter i Sundbyøster, hvor man ikke var udelt begejstrede for den nye nabos støj- og barrierevirkninger.
Foto: Thomas de Laine, 29. marts 2014.
Metrotogsæt 11 mellem Lindevang og Fasanvej, Frederiksberg
Metrotogsæt 11 på linje M1 mod Nørreport, Ørestad og Vestamager nærmer sig Fasanvej. Det kan være svært at forestille sig, at der indtil 2000 kørte S-tog her! I baggrunden ses Lindevang station, som blev radikalt ombygget af Ørestadsselskabet, da strækningen Vanløse-Frederiksberg konverteredes til metro. Der kom helt nye skinner og perroner mv. Blandt andet ønskede man kun ø-perroner på metroen, hvor Lindevang station i S-banetiden havde haft sideliggende perroner.
Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2014.
Metrocityringens tunnelboremaskine Eva i Nordhavnen
Metrotunnelboremaskinen Eva under en fremvisning i Nordhavnen søndag 6. april 2014, inden maskinen kom i brug i byggeriet af metrocityringen. Det røde og hvide borehoved var omkring 6 meter i diameter, og hele maskinen var over 100 meter lang og vejede 800 tons. Så det var en tung dame, der sammen med sine tre søstre - Tria, Nora og Minerva - skulle bore metrocityringens to 15,5 km lange tunneler. De fire boremaskiner var opkaldt efter byens gamle telefoncentraler, som i en anden forstand engang bandt byens indbyggere sammen, og de måtte i alt bore 3,1 mio. tons jord, før metrocityringens tunneler var færdige.
Foto: Thomas de Laine, 6. april 2014.