Billeder ➜
Nye billeder 3. august 2020
Disse 3 billeder blev tilføjet 3. august 2020:
Holo CN 91 877 på Sandkaj, København
3. august 2020 begyndte endnu et forsøg med selvkørende minibusser - denne gang i Nordhavnen i København, hvor der køres på og syd for Århusgade, bl.a. langs kajen. Det er Holo/Autonomous Mobility, der kører, og der anvendes en af de Navya-minibusser, som også kendes fra forsøgsruten på et stisystem i Aalborg eller kørslerne på sygehusene i Køge og Slagelse. Ruten i Nordhavn er en ringlinje med uret, der betjenes cirka fire gange i timen kl. 10-17. Det er gratis at køre med, og linjen ligger uden for Movia-systemet. Bussen rummer egentlig 11 sidde- og 4 ståpladser, men kapaciteten er ekstra begrænset i begyndelsen for at undgå Corona-smitte. Og det er også stadig nødvendigt at have en operatør med ombord, ligesom der højst køres 18 km/t. Her kanter CN 91 877 sig gennem Sandkaj. Bussen er indregistreret første gang 5. marts 2020. Samme dag blev en søstervogn indregistreret CN 91 876.
Foto: Thomas de Laine, 3. august 2020.
Arriva 8812 "Holmen" ved Nyhavn, København
Flere af de nye elektriske havnebusser, som blev indsat i sommeren 2020, har arvet navnene fra de tidligere motorfærger, bl.a. "vogn 8812", som hedder Holmen - navnet fra den ene af de to færger, som i sin tid åbnede havnebusdriften i august 2000. Her stævner Arriva 8812 alias Holmen ud fra stoppestedet ved Nyhavn som en sydgående linje 991. I alt fem nye færger er leveret.
Foto: Thomas de Laine, 3. august 2020.
Arriva 8815 "Sydhavn" ved Knippelsbro, København
Arriva 8815, havnebussen "Sydhavn", på linje 992 lige nord for Knippelsbro med Udenrigsministeriets bygninger i baggrunden på 20-årsdagen for indførelsen af havnebusser i Københavns Havn. I sommeren 2020 er flåden udskiftet med nye, elektriske færger, hvilket markeres med de grønne reklamer på siden.
Foto: Thomas de Laine, 3. august 2020.