Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 19. maj 2020

Disse 3 billeder blev tilføjet 19. maj 2020:

Storstockholms Lokaltrafik på linje 121

Storstockholms Lokaltrafik på linje 121

I to måneder fra maj 1975 lånte HT en helt ny Volvo B58-ledbus hos Storstockholms Lokaltrafik (SL), som blev prøvekørt på linje 121 mellem Valby/Vallensbæk og Køge. Formålet var at prøve, om ledbusser var en egnet mulighed på ruten, som havde meget store passagertal, og som tilbage i DSB-tiden havde kørt med flere former for store busser: først påhængsvogne med ekstra pladser og senere en blanding af sættevogne kaldet "Røde Orm" og dobbeltdækkere. I 1975 var S-banen endnu kun nået til Vallensbæk, og resten af vejen sydpå foregik med bus. Forsøget faldt tilstrækkeligt godt ud til, at HT i 1977 indsatte Danmarks første ledbusser på netop linje 121, hvor de blev brugt, indtil S-banen i efteråret 1983 var færdig hele vejen til Køge. Her ses prøvevognen, SL nr. 5036, på vej sydover et sted langs Køge Bugt.

Foto: Torben Liebst, ukendt dato.

Dyssells Busser 101 på Jersie Strandvej

Dyssells Busser 101 på Jersie Strandvej

Som 40 år tidligere kunne der i 2015 opleves Stockholm-ledbus på strandvejene langs Køge Bugt. Denne gang var det som togbus, hvor det i 1975 var for at afprøve kørsel med ledbus i det hele taget. Dyssells Busser vogn 101, navngivet "Alma", kører ad Jersie Strand som togbus E3 uden stop mod Køge. Bussen er en Volvo B12MA/Säffle-ledbus fra 2006 med fortid hos Busslink alias Keolis i Stockholm.

Foto: Thomas de Laine, 8. august 2015.

Sidste linje 121 på Køge st.

Sidste linje 121 på Køge st.

Den sidste linje 121-bus efter ankomsten til Køge station natten til 11. december 2011. Linjen nåede at eksistere i 91½ år. Bussen er Arriva 1873 (opr. Combus 5105), Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, som efterfølgende blev udrangeret.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2011.