Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 2. december 2017

Disse 3 billeder blev tilføjet 2. december 2017:

Keolis 8415 ved Fælledparken, København

Keolis 8415 ved Fælledparken, København

Øster Allé mister ved køreplansskiftet 10. december 2017 sin busbetjening efter at have haft bus og endnu tidligere sporvogn gennem 113 år. Tilbage i 1904 blev den daværende sporvognslinje 6 forlænget fra Trianglen ad Øster Allé, der mundede ud i Vibenshus Runddel, hvorfra vognene fortsatte til Haraldsgade. Øster Allé havde kun enkeltspor frem til 1910, hvor alléen til gengæld - som det første sted i byen - fik sporvognsspor i eget areal langs med alléen. Linje 6 forblev i Øster Allé til september 1993, men dog siden foråret 1969 som bus. I 1993 ombyttedes nordenderne på linje 6 og 1, hvorfor der kom til at køre linje 1-busser i Øster Allé frem til maj 2003, hvor linjen skiftede nummer til 15. Den blev dog nedlagt i marts 2013, hvor linje 14 i stedet omlagdes ad Øster Allé. Men nu er det altså slut, idet linje 14 fremover kører ad Østerbrogade og Jagtvej. Begyndende solnedgang over busdriften i almindelighed og Keolis 8415, VDL Citea SLE årg. 2013, i særdeleshed i Øster Allé ved Fælledparken.

Foto: Thomas de Laine, 2. december 2017.

Keolis 8411 på Øster Allé, København

Keolis 8411 på Øster Allé, København

Linje 14 blev fra 20. november 2017 afkortet til Sjælør station på grund af kloakarbejde ved Ny Ellebjerg station, hvilket meget tænkeligt hænger sammen med forberedelserne til den kommende metrostation på stedet. Men allerede fra 10. december afkortes linjen yderligere, nemlig til Mozarts Plads, på grund byggeriet af metrocityringens Sydhavnsgren. Til trods for, at Sjælør altså dermed blev endestation i mindre end tre uger, fik man tilpasset destinationsskiltene. Keolis 8411, den ene af linjens to MAN Lion's City-hybridbusser fra 2011, som linje 14 på Øster Allé ud for Brumleby.

Foto: Thomas de Laine, 2. december 2017.

Keolis 8436 på Nørre Allé ved Vibenshus Runddel, København

Keolis 8436 på Nørre Allé ved Vibenshus Runddel, København

+Sporet på Lyngbyvej og i Øster Allé giver ikke mulighed for at køre til og fra Øster Allé, og derfor har linje 14 i lang tid ikke betjent stoppestederne mellem Hans Knudsens Plads og Øster Allé ved Vibenshus Runddel, hvor der findes et midlertidigt stoppestedspar på Øster Allé i svinget ud for Fælledklubhuset. Keolis 8436, VDL Citea SLE årg. 2013, i retning mod Trianglen ses her i venstresvingsbanen i Nørre Allé på vej til at dreje tværs over +Sporet ind i Øster Allé. Til højre for billedet ligger stoppestedet for linje 150S m.fl. ved Vibenshus Runddel, som linjen ikke kan betjene. Med den nye linje 14-ruteføring ad Jagtvej, Lersø Parkallé og Haraldsgade genindføres der "lokalbefordring" på linje 14 i området!

Foto: Thomas de Laine, 2. december 2017.