Billeder ➜
Nye billeder 29. maj 2008
Disse 11 billeder blev tilføjet 29. maj 2008:
Bus Danmark 1950 i Knardrup
Bus Danmark 1950, DAB 15-1200C mk. III årg. 1995, er nu tilbageført til sit oprindelige udseende som S-bus. Den blev leveret til oprettelsen af linje 350S i september 1995 og var en del af den første serie mk. III-busser, der blev bygget. Fra 1999 fik den andre kørselsopgaver, da linje 350S overgik til Linjebus ved en licitation, og næsten samtidig fulgte bussen med resten af Bus Danmark over til Arriva. Herfra udrangeredes den i 2006, og siden 2007 er den bevaret hos Busbevarelsesgruppen Danmark. Det er første gang, der bliver bevaret en S-bus, og da Busbevarelsesgruppen 25. maj 2008 holdt åbent hus, kunne bussen igen opleves med blå og hvide Matas-striber.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Combus 8227 i Knardrup
Trafikselskabernes kontraktbemalinger er også en del af bushistorien, og Combus 8227 bevares i NTs sølvgrå rutebildesign. Bussen, der for nylig er blevet heloplakeret, ses her i Knardrup ved Busbevarelsesgruppens åbent hus-arrangement. Det er en Volvo B10M/Aabenraa fra 1986, som oprindeligt byggedes til Thorkild Christensen, Dronninglund.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Århus Sporveje 287 i Knardrup
Jyllands hovedstad er repræsenteret i Busbevarelsesgruppens samling med Århus Sporveje nr. 287, der er en DAB serie 12-bybus fra 1991. Foto i Knardrup ved åbent hus-arrangementet i maj 2008.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Odense Bytrafik 130 i Knardrup
Bybusserne i Odense har været kommunale siden 1. juli 1952, men i slutningen af juni 2008 overgår langt hovedparten til norske Tide Bus efter et udbud. Odense Bytrafik 130 er en Volvo B10M/Aabenraa fra 1982, og dengang var der fred og ingen farer for det kommunale selskab. Odense havde et meget stort antal busser af denne type, og de var i trafik helt til 2006. Heldigvis er et eksemplar bevaret hos Busbevarelsesgruppen Danmark, og det kunne beses i Knardrup ved gruppens åbent hus-arrangement.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Ex. Odense Bytrafik 129 fra Stenberg Transport i Knardrup
En søstervogn til Odense Bytrafik 130, som Busbevarelsesgruppen har, er Odense Bytrafik 129, Volvo B10M/Aabenraa årg. 1982. Bussen tilhører nu firmaet Stenberg Transport, der har givet den en rigtig fræk bemaling med mange sjove detaljer. Bemærk f.eks. Volvo-mærket på hjørnet, og at Odense-nummeret 129 er bevaret. Bussen var med som gæst, da Busbevarelsesgruppen holdt åbent hus i Knardrup.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Ex. DSB busser 2354 i Knardrup
Ex. DSB busser nr. 2354, Volvo B10M/Aabenraa-rutebil årg. 1993, var med i bonusrunden ved Busbevarelsesgruppen Danmarks åbent hus-arrangement. Bussen fremstår endnu i jysk X-Bus-design, men er altså ikke bevaret. Foto i "skoven" bag garagen i Knardrup.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Ex. Arriva 1972 og ex. DSB busser 2345 i Knardrup
Da Busbevarelsesgruppen holdt åbent hus i Knardrup var et par ledbusser med som gæster. Stillet op ved siden af hinanden, kunne man se mange forskelle på dansk- og tyskbyggede busser. Til venstre ex. Arriva 1972, Mercedes-Benz O.405GN årg. 1996, og til højre ex. DSB busser nr. 2345, Volvo B10MA-55/Aabenraa årg. 1993.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Ex. Arriva 1972 i Knardrup
I foråret 2008 ophørte ledbusdrift som del af Hovedstadsområdets kollektive trafik. Arriva 1972, Mercedes-ledbus årg. 1996, var med til at slutte den godt 30 år lange ledbusæra af. På vej mod nye ejere kunne den opleves i Knardrup i maj 2008. Bussen er her skiltet som linje 334, hvor den rent faktisk har kørt i forbindelse med natbuskørsel på linje 96N, men normalt var den at træffe på linje 300S og før da linje 250S.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Ex. DSB busser 2345 i Knardrup
DSB busser nr. 2345, Volvo B10M-ledbus fra 1993, blev leveret til DSB i Vejle i 1993. Den blev nogle år senere ombygget til kørsel i X-Bus-systemet, men som det ses, fik den senere andre opgaver på Vestsjælland. Foto i Knardrup.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Aalborg Omnibus Selskab 268 ved Flyvestation Værløse
Busbevarelsesgruppens seneste anskaffelse er Aalborg Omnibus Selskab nr. 268, der er en Volvo B10M/Aabenraa-bybus fra 1988. Ved åbent hus-arrangementet kørte bussen en lille demonstrationstur til Flyvestation Værløse, der ligger som nabo til landsbyen Knardrup, hvor bussen jo normalt bor. Selvom bussen trænger til en heloplakering, er den et fint køretøj, og det skyldes bl.a., at Vejstruprød Busimport sponsorerede en del arbejde på den, inden Busbevarelsesgruppen overtog den.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.
Bus Danmark 1950 ved Flyvestation Værløse
Også Bus Danmark 1950 var et smut forbi Flyvestation Værløse. Som man kan se, støttede vejrguderne op om Busbevarelsesgruppens åbent hus-arrangement...
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2008.