Billeder ➜
Nye billeder 2. december 2006
Disse 9 billeder blev tilføjet 2. december 2006:
S-tog på Ringbanen på Ny Ellebjerg station
S-tog på Ringbanen holder ved perronen på Ny Ellebjerg station lørdag 18. november 2006.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2006.
DSB S-tog SA 77 på Ny Ellebjerg st.
Torsdag 16. november åbnede den nedre del af Ny Ellebjerg station. SA 77 som linje F på første dag med S-tog til stationen. I baggrunden perronen til Køge Bugt-banen. Fra januar får linje F og F+ 5-minuttersdrift i dagtimerne mandag-lørdag, og publikumskøreplanen bliver uden faste minuttal.
Foto: Thomas de Laine, 16. november 2006.
Overblik over Ny Ellebjerg station
Ny Ellebjerg station betragtet fra Gl. Køge Landevej 10. november 2006: Nærmest ses sporene mellem Vigerslev og Øresundsbanen og til venstre herfor sporene mellem Vigerslev og Godsbanegården. Yderst til venstre ses Ringbanens spor og perron. På en serie af broer ses øverst Køge Bugt-banens perroner. Trapper og elevatorer mv. til venstre forbinder Køge Bugt-banens perroner med Ringbanen, busterminalen og Carl Jacobsens Vej; trapper og elevatorer til højre forbinder stationen med Ellebjergvej. Var planerne om en station for togene mellem Roskilde og Lufthavnen blevet til virkelighed, skulle der have været perron til sporene nærmest fotografen. Disse perroner skulle strække sig helt til Gl. Køge Landevej (fotografens standpunkt) for at opfylde kravet om 400 meters længde.
Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.
Ny Ellebjerg station set fra Gl. Køge Landevej
Ny Ellebjerg set fra Gl. Køge Landevej 10. november 2006 - knap en uge før den nedre del, der benyttes af Ringbanens tog, blev taget i brug. Bag Ringbanens perron ses trappe og elevator til den ene af Køge Bugt-banens perroner. Umiddelbart til venstre for trappen findes busterminalen, der fra januar 2007 vil blive betjent af buslinjerne 16E og 133.
Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.
Halvtag på Ny Ellebjerg station
Køge Bugt-banens passagerer kommer nok til at værdsætte den smule ly, de kan få under dette halvtag. For Ny Ellebjerg station bliver vist omtrent landets mest vindomsuste.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2006.
Køge Bugt-banens perroner på Ny Ellebjerg station
Et blik i kørselsretning mod København ned langs perronerne for Køge Bugt-banen på Ny Ellebjerg station. Bemærk, hvor meget sporene krummer på stationen. Da perronen på fototidspunktet endnu ikke var taget i brug, var der hegn ud mod sporene.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2006.
DSB S-tog SA 75 på Ny Ellebjerg station
Fra 6. januar 2007 standser Køge Bugt-banens S-tog på linje A, A+, E og Ex på Ny Ellebjerg station. Her ses DSB S-togs SA 75 som linje E på vej igennem stationen. Står man for enden af perronerne, kan man akkurat se Ellebjerg station, der lukkes ved ibrugtagningen af ny Ellebjerg. Kun linje A standser i dag dér.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2006.
Trappe på Ny Ellebjerg station
Denne trappe forbinder Ringbanens perron, busterminalen, stien til Carl Jacobsens Vej og perronen for Køge Bugt-banens sydgående tog. Der findes i alt fire sådanne trapper på stationen, der dermed skulle have givet sit lille bidrag til at forbedre folkesundheden.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2006.
Ex. Bus Danmark 1311 i Satka, Ural, Rusland
Danske eksporterede busser har i mange tilfælde ikke fået nogen lang levetid hos deres nye russiske ejere. Men i minebyen Satka i Ural-bjergene har man efterhånden i en årrække kunnet møde tidligere HT-busser. En af busserne er nr. 1311, der er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1981. Bussen kørte hos HT i Køge fra leveringen og helt frem til 1999, hvor hele vognparken i Køge udskiftedes som følge af udbuddet af kørslen. Undervejs nåede bussen at køre under både Busdivisionens og senest Bus Danmarks navn. Bussen havde oprindeligt dørarrangement 2-2-0, men fik indbygget bagdør som en del af ReBUS-programmet, hvorunder den blev renoveret i 1993.
Foto: Thomas de Laine, 6. juli 2004.