Billeder ➜
Nye billeder 30. juli 2006
Disse 7 billeder blev tilføjet 30. juli 2006:
Ex. Odense Bybusser 130 på Nørrebrogade i København
En meget talrig bustype i Odense var Volvo B58 og B10M med den karrosserimodel, som Aabenraa Karrosserifabrik byggede i lidt forskellige udgaver i årene 1973-83. Odense Bytrafik fik de sidste eksemplarer i 1983, og først midt i 2006 udgik de sidste af typen - i øvrigt som del af en ekstraordinært stor udskiftning. Selvom Odense Bybusser fortsat har højgulvsbusser fra 1987-90 i drift, udrangerede man samtidig de første Volvo B10L/Säffle-lavgulvsbusser fra 1995-96! Odense Bybusser nr. 130 er fra december 1982 og har således kørt i Odense i mere end 23 år. Bussen besøger her Nørrebrogade i København. I København blev tilsvarende busser af samme årgange renoveret for omkring 500-700.000 kr. pr. bus. Det skete i 1992-95, men alligevel forsvandt de sidste af busserne i 2000-02. Odense-busserne er aldrig blevet renoveret.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2006.
Ex. KS/HT 571 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
De såkaldte KS serie III-busser, Volvo B59-59/Aabenraa med nr. 511-595, var karakteristiske med deres firkantede forlygter og "glasdøre" mv. Bus 571 af årgang 1972 er bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor den blev foreviget 27. juli 2006.
Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.
Ex. KS 329 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Københavns Sporveje modtog i 1949-50 i alt 16 stk. Leyland Comet med karrosserier fra Dansk Oversøisk Motor Import, DOMI. Busserne var tiltænkt den nye linje 31, men kom dog i første omgang i trafik på linje 22. Vogn 329 blev i 1961 museumsvogn i KS' samling og kom herfra via HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor den her ses.
Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.
Ex. HT 1501 alias Linjebus 6604 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
I foråret 2006 anskaffede Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm sig denne Leyland-DAB 6-1-TL11/5 fra 1982. Bussen er tidligere HT nr. 1501, som dog i 1992 blev solgt til Linjebus, hvor den havde nr. 8604 og senere 6604. 1995-2006 henstod den hos Stålings Produkthandel i Viborg. Her står den en hed sommerdag foran Remise I på Sporvejsmuseet, endnu i Linjebus-antræk. Bussen er tydeligvis blevet vasket siden ankomsten til museet, men der forestår formentlig et ret omfattende istandsættelsesarbejde, da stilstand ikke er det, busser har bedst af.
Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.
Ex. City-Trafik 2081 alias HT 1856 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
HT modtog i årene 1980-89 et stort antal Volvo B10M-bybusser. Langt de fleste fik karrosseri på Aabenraa Karrosserifabrik, men de sidste vogne, der blev leveret i 1988-89, blev bygget hos DAB. Samme vogne fik også ZF-gear i stedet for Voith-, der ellers var det traditionelle valg. En af busserne var nr. 1856, der leveredes til HT i 1988. Bussen blev i 2000 via Sommer solgt til City-Trafik, der senere gav den nr. 2081. I 2005 overgik den til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm for bevarelse. Som det ses, bærer den endnu nr. 2081. Foto på Sporvejsmuseet.
Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.
City-Trafik 2071 ved Roskilde st., sygehuset
City-Trafiks bus 2071 har været i selskabet fra aller første dag. Bussen var én af i alt 7 busser, som blev anskaffet brugt via DAB til kørslen på linje 9, 30 og 33, som City-Trafik overtog ved HTs 1. udbud i 1990. Bussen overførtes i 1993 til City-Trafiks afdeling i Roskilde og blev samtidig omnummereret til 14, da den erstattede en anden bus med dette nummer. Senere kom bussen til Jylland og i 1994 igen til København, hvor den fik sit gamle nummer, 71, tilbage. 1995-99 var bussen mere eller mindre fast vogn på linje 26E mellem Hovedbanegården og flyvebåden til Malmö i Havnegade. Omkring 1998 fik bussen sit firecifrede nummer, 2071, påsat. Bussen har også optrådt en del år som ekstrabus til Roskilde Festivalen. Vognen anvendes ikke længere til kontraktkørsel for HUR, men i juli 2006 blev den brugt til ekstrakørsel mellem Roskilde stations sygehusside, hvor den her ses, og et kræmmermarked andetsteds i byen. Bag bussen ses en lastvogn ra Juuls Køreskole, der tidligere også har haft en Scania/Ørum-P. med "jumbo"-karrosseri.
Foto: Thomas de Laine, 28. juli 2006.
City-Trafik 2055 ved Amager Strandpark
Store dele af juli måned har City-Trafik udført ekstrakørsel på linje 77 og 78, der sammen med linje 12 betjener Amager Strandpark. På linje 77 kørtes Lergravsparken-Amager Strandpark-Sundbyvester Plads, og på linje 78 kørtes modsat. Ekstraturene kørte nogle minutter efter de ordinære afgange og kunne klares med én bus, der de fleste dage var bus 2055, DAB 12-1200B årg. 1992. Bussen ses her ved Amager Strandpark på vej mod Lergravsparken. Bussen fik ingen nye passagerer med fra Strandparken, for alle var stået på den ordinære bus cirka fem minutter tidligere...
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2006.