Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 22. juli 2006

Disse 5 billeder blev tilføjet 22. juli 2006:

Veolia 6273 på Køge st.

Veolia 6273 på Køge st.

Veolia i Køge har haft mange problemer med DAF/Berkhof-gasbusserne. Nu har man valgt at gøre noget radikalt ved det, idet 15 nye Volvo-busser er bestilt til levering i efteråret 2006. Herefter leveres Berkhof'erne tilbage til København. Bus 6273 som linje 501 på Køge st.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

Arriva 1951 på Jydeholmen i Vanløse

Arriva 1951 på Jydeholmen i Vanløse

Linje 14 er nok den københavnske buslinje, der har undergået færrest forandringer i nyere tid. Siden omstillingen til busdrift i 1960'erne har linjen kun været omlagt omkring Nørreport i forbindelse med metrobyggeriet, og det var kun midlertidigt. Endvidere blev en del ture forlænget til Klampenborg fra 2003. Ellers er ruteføringen den samme, og linjen har også siden slutningen af 1960'erne været kørt af Ryvang garage, uanset om selskabet så hed KS, HT, Busdivisionen, Bus Danmark eller Arriva. Selv Jydeholmen-endestationen i Vanløse ligner sig selv. Bus 1951, en DAB 15-1200C mk. III årg. 1995, blev oprindeligt leveret i forbindelse med oprettelsen af linje 350S, men er nu fast vogn på linje 14. Til oktober udrangeres den.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

Arriva 1985 på Jydeholmen i Vanløse

Arriva 1985 på Jydeholmen i Vanløse

Linje 14 får udskiftet en del af materiellet, når HURs 18. udbud træder i kraft i oktober 2006. Arriva skiller sig ved denne lejlighed af med sine DAB 15-1200C-dieselbusser. På 14'eren skal der i stedet udelukkende køre DAB 15-1200C-LPG-gasbusser. Et mange år gammelt princip om, at netop linje 14 altid skal køre med gamle busser bliver derved opretholdt! Bus 1985, DAB 15-1200C årg. 1996, som linje 14 på Jydeholmen i Vanløse.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2006.

City-Trafik 2209 på Ringvejsbroen i Herlev

City-Trafik 2209 på Ringvejsbroen i Herlev

Ved køreplansskiftet i oktober 2006 nedlægges linje 174E. I stedet etableres der 5-minuttersdrift på linje 300S i myldretiderne. Linje 174E oprettedes i september 1993 under linjenummeret 303S og kørte med busser af rigtig S-bus-standard. Udover afvigende ruteføring nord for Lyngby er den væsentligste forskel til linje 300S, at linjen ikke kører ind til stationerne i Lyngby og Glostrup. Linje 303S blev degraderet til E-bus i september 1995, og 2. juni 1996 overtog City-Trafik kørslen. Bus 2209 er leveret i denne forbindelse - dog til linje 1. Foto på Ringvejsbroen i Herlev.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

De Hvide Busser 8743 på Allerød st.

De Hvide Busser 8743 på Allerød st.

De Hvide Bussers seks Mercedes-Benz O.405N-busser, nr. 8743-8748, bliver om kort tid udskiftet med nye DAF/Jonckheere-busser. På fototidspunktet skulle busserne faktisk have været taget ud af drift, men de nye busser afventer en godkendelse, før de kan sættes i drift. Bus 8743 (årg. 1999) som linje 385 på Allerød st. Linje 385 overgår i oktober 2006 til De Blaa Omnibusser som følge af HURs 18. udbud.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2006.