Billeder ➜
Nye billeder 4. juli 2006
Disse 5 billeder blev tilføjet 4. juli 2006:
De Hvide Busser 8741 (prøvebussen) på Helsingør st.
Letvægtsprøvebussen fra VDL har efterhånden været vidt omkring i HUR-området. Først kørte den hos Arriva i Kokkedal, dernæst i Roskilde, hvorfra den kom til Ryvang, der senere måtte afgive den til Kokkedal igen. Hos Arriva kørte bussen med nr. 1000. Nu er den kommet til De Hvide Busser i Hørsholm, der har givet den nr. 8741. Tirsdag 4. juli 2006 kørte bussen på linje 353, Helsingør st.-Rungsted Kyst st., og blev fotograferet under optagelse af passagerer på Helsingør st.
Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2006.
De Hvide Busser 8741 (prøvebussen) som linje 353 på Helsingør st.
Destinationsskiltet drillede lidt, men det lykkedes at få den korrekte destination på inden afgang. LED-skiltene på prøvebussen har dog aldrig været særlig fotogene... De Hvide Bussers letvægtsprøvebus 8741 på Helsingør st.
Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2006.
Arriva 1050 på Lautrupparken, Ballerup
Arriva i Ballerup havde i 2006 lånt tre Volvo B10BLE/Aabenraa-busser fra 1994. Busserne er i sin tid leveret til De Hvide Busser som vogn 39-41 (8739-8741), hvor de har været i trafik helt frem til 2005. Hos Arriva i Ballerup anvender man dem vist nok især på linje 153E og 154E, og i første omgang har de kørt med de gamle 87-numre. Nu er de dog omnummereret til 1050-1052. Der er brugt meget store tal - med undtagelse af 5-taller i normal størrelse i nogle af 1050' numre, f.eks. på vinduessiden. Bus 1050 ses her på Lautrupparken i Ballerup. Vognnummeret 1050 har kun været brugt én gang tidligere, nemlig af en Leyland-DAB LS 575-690/5 fra 1979. Da det daværende Bus Danmark brugte 1000-nummerserien for anden gang i 1998, sprang man nemlig 1050 (og 1081) over. Numrene 1051-1052 har til gengæld været brugt to gange før. Disse numre sad således 1998-2004 på to Mercedes-Benz O.405N fra Bus Danmark/Arriva i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2006.
Helsingør Turisttrafik 3103 ved Helsingør st.
I januar 2006 oprettedes en ny servicebuslinje 842 til Ålsgårde. I den forbindelse modtog Helsingør Turisttrafik, der er entreprenør på servicebusruterne i byen, sin tredje Optare Solo, der er navngivet Lille Per. Bussen har desuden internnr. 3103 af hensyn til radiosystemet. Bussen ses her ved Helsingør st.
Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2006.
Lokalbanens Ym 53-Ys 95 i Helsingør
Der er nye tog på vej til Lokalbanens nordlige strækninger, herunder Helsingør-Hornbæk-Gilleleje-strækningen. Derved fortrænges Y-togene, der her ses repræsenteret på havnen i Helsingør af den dobbeltrettede Ym 53 med den almindeligt enkeltrettede Ys 95 på slæb.
Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2006.