Billeder ➜
Nye billeder 16. oktober 2005
Disse 6 billeder blev tilføjet 16. oktober 2005:
KS 571 som kulturnatbus på Gammeltorv, København

I lighed med 2004 kørte Sporvejshistorisk Selskab med gratis veteranbusser ved kulturnatten i København fredag 15. oktober 2005. Der var tale om en ottetalsrute med udgangspunkt på Rådhuspladsen, hvor der holdtes i Vester Voldgade. Herfra kørtes ad Rysensteensgade - Christians Brygge - Slotsholmsgade - Holmens Kanal - Kongens Nytorv - Bredgade - Grønningen - Øster Voldgade - Nørreport st. - Nørregade - Gammeltorv - Vandkunsten - Vester Voldgade - Tietgensgade - Hovedbanegården - Bernstorffsgade - Hammerichsgade - Jernbanegade - Rådhuspladsen (busterminalen) - Vester Voldgade. I alt 6 busser var i drift på ruten og dannede tilsammen cirka 10-minuttersdrift. Busserne var KS 41 (Triangel, 1933), ÅS 165 (Volvo B655/NK, 1961), KS 772 (Leyland-DAB, 1963), KS 322 (Leyland-DAB LIDRT 12/2 (serie 2), 1968), KS 571 (Volvo B59-59/Aabenraa, 1972) og HT 3078 (Leyland-DAB LIDRT 6857/3 (serie 2), 1973). Myldretids udsendte fik billeder af alle busserne, undtagen Trianglen. Her ses KS 571 på Gammeltorv.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
KS 772 som kulturnatbus på Rådhuspladsen, København

Nogle af de beskiltninger, veteranbusserne anvendte, gav anledning til forvirring blandt publikum. Busserne kom jo trods alt relativt tæt på Havnegade, Christianshavn, og hvad skiltene ellers viste. Kombinationen af denne bustype, Rådhuspladsen og linje 41 til Havnegade er til gengæld autentisk. Typen er en Leyland-DAB fra 1963, der er leveret til KS som nr. 772.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
KS 322 som kulturnatbus på Gammeltorv, København

En klassisk københavnerbus med mange fans er KS' serie 2'ere, mere præcist betegnet Leyland-DAB LIDRT 12/2. Af de 250 eksemplarer, som KS fik leveret, har Sporvejshistorisk Selskab i dag de to - nummer 322 og 428. Det er dog kun 322, der er køreklar og indregistreret, idet den blev renoveret i 2003. De 210 sidst leverede af typen fik den karakteristiske linjenummerkasse som en opbygning i taget, sådan at nummeret var lettere at læse. KS 322 på Gammeltorv i København.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
HT 3078 som kulturnatbus på Gammeltorv, København

Der var ret mange mennesker med kulturnatbusserne fra Kongens Nytorv mod Østerport. Her gjorde 3078' bagperron og mange døre stor nytte! Bussen er leveret i 1973 til Herlev-Ruterne, og den kørte 1974-1986 hos HT, der valgte at bevare den. Modellen er en Leyland-DAB serie 2, og da det er et sent eksemplar af racen, er typebetegnelsen i dette tilfælde LIDRT 6857/2 - altså ligesom serie 3. Foto på Gammeltorv.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
Århus Sporveje 165 som kulturnatbus på Rådhuspladsen, København

En af de busser, som Sporvejshistorisk Selskab i en del år har haft køreklar, er denne Volvo B655 med karrosseri fra Nordisk Karosserifabrik. Bussen er leveret til sporvejene i 1961. Siden 1995 har Sporvejshistorisk Selskab haft den indregistreret, og den har bl.a. kørt i Århus og på museets busrute. Her ses den på Rådhuspladsen i København skiltet en Århus-destination og med århusiansk byvåben på fronten, hvilket dog ikke forhindrede en enkelt forbipasserende københavner i at erklære, at hun skam godt kunne huske dén type!
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
ÅS 272 på Rådhuspladsen i København

Danmarks nyeste veteranbus er denne DAB 12-1200B fra 1990. Bussen blev tidligere i 2005 overtaget af Sporvejshistorisk Selskab, hvilket skete i forbindelse med udrangeringen fra Århus Sporveje. Hos ÅS havde bussen nr. 272. Bussen var 14. oktober 2005 i København i forbindelse med kulturnatten, hvor den fungerede som lokale for Sporvejsmuseets personale.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.