Billeder ➜
Nye billeder 2. september 2005
Disse 11 billeder blev tilføjet 2. september 2005:
Odense Bybusser 126 på garagen i Odense

Odense Bybusser har endnu et antal Volvo B10M/Aabenraa-busser med M73-karrosseri. Vogn 126 er fra oktober 1982 og var således knap 23 år gammel, da billedet blev taget. Der er dog - desværre - næppe længe, til den skal på udskiftningsbænken.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. juli 2005.
Odense Bybusser 157 i Hans Mules Gade, Odense

Odense Bybussers vogn 157 er født som vogn 57, men blev omnummereret for et par år siden. Det er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1989, og den ses her i Hans Mules Gade i Odense.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Odense Bybusser 61 på Skibhusvej, Odense

Odense Bybusser har også de noget omdiskuterede Volvo B12BLE-busser. Vogn 61/TN 93 569 er en af de nyeste fra omkring årsskiftet 2004/05, og den har Säffle-karrosseri, fordi Aabenraa-fabrikken er lukket. Skibhusvej i Odense.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Odense Bybusser 163 på Næsbyvej, Odense

Odense Bybussers vogn 163 er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1990. Bussen er fra før man "vendte strømmen" og begyndte at stige ind foran i Odense. Derfor er der destinationsskilt i vognsiden ved bagdøren. Odense Bybusser 163, der de første mange år hed vogn 63, på Næsbyvej i Odense.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. juli 2005.
Århus Sporveje 279 og 343 i garagen på Bryggervej, Århus

Århus Sporveje nr. 279 (tv.) og 343 (th.) er begge af typen DAB 12-1200B men fra 1991 hhv. 1997. Sidstnævnte bus adskiller sig ikke kun ved at være helt i gul, men også ved at have samme DAF-motortype som DABs serie 15-lavgulvsbusser. Bus 343 er i øvrigt blandt de aller senest byggede serie 12-busser.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Århus Sporveje 267 i garagen på Bryggervej, Århus

Århus Sporvejes bus 267 er en DAB 12-1200B fra 1990. Udrangeringerne er nu nået til disse busser, og som det ses på billedet fra garagen på Bryggervej, har 267 både mistet navnetræk, internnummer og nummerplader.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Århus Sporveje 310 i Frydenlund, Århus

I 1995 fik Århus Sporveje (ÅS) en serie DAB 12-1200B-bybusser, der adskiller sig fra den store serie tidligere leverede ved at have den nye bemaling, hvor bussen er helt gul. Billedet er taget i Frydenlund ved Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Århus Sporveje 414 i Marienlund, Århus

I Århus gør de mange ting anderledes. Århus Sporvejes ledbus nr. 414, en DAB 12-1800B fra 1992, er således spækket med Århus-specifikke detaljer: Bemærk f.eks. destinationsskiltet over midterdøren i det forreste led og de lodrette grønne striber omkring denne dør, der markerer, at hér stiger man ind. Udstigningsdørene (det er bussens øvrige døre) er tilsvarende flankeret af røde striber, der indikerer forbud mod indstigning. Dobbeltdøren i det bageste led er også placeret helt fremme ved leddet i modsætning til DAB-ledbusser til andre modtagere. Bussen har også reklamer i tagkanten og en særlig stoletype mv. Foto i Marienlund, Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
De Grønne Busser 25 på Århus rtb.

Denne Scania-DAB SC-1200L tilhører De Grønne Busser som nr. 25/OS 89 125 og er fra 1996. Her ses bussen på Århus rtb. i forbindelse med kørsel på rute 114 mellem Århus og Hammel. Busser i kontrakt for Århus Amt skal være himmelblå fra top til tå, så De Grønne er altså ret så blå... Bemærk i øvrigt den farvemæssige lighed med X-bussen i baggrunden. X-busser i hele Jylland er himmelblå med store hvide X'er på. X-bussen er for øvrigt en MAN.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. juli 2005.
Connex 5098, 5095 og 5018 i Aalborg

Connex 5098 (tv.), 5095 (i midten) og 5018 (th.), alle af typen Volvo B10BLE-60/Aabenraa, er bygget i 1997 til Combus' første kontrakt i Hovedstadsområdet og fulgte med over i Connex i 2001. I 2003-04 blev busserne overflødige hos Connex i hovedstaden, og nogle overførtes til kørsel andre steder i landet. Heriblandt var 5098, 5095 og 5018, som blev "metrobusser" i Aalborg. Metrobusserne er Aalborgs version af stambusser, og fremtræder i en særlig rød bemaling med NT-striber på hjørnerne. Alle tre busser har fået et 'R' efter internnummeret, hvilket indikerer, at de er reservebusser. Busserne holder her på Connex' busanlæg i Aalborg, der i øvrigt er nærmeste nabo til byens rutebilterminal.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. juli 2005.
Tylstrup Busser 127 i Aalborg

Tylstrup Busser, der bl.a. kører rute 42/72 for Nordjyllands Trafikselskab (NT), har denne 13,7 m lange Volvo B10M-65 med norsk Vest-karrosseri. Bussen er en lavbagperronbus med dørarrangement 2-1-1 og fungerer som rutebil på de nordjyske landeveje. Denne konstellation af buslængde, dørarrangement mv. findes i flere eksemplarer i amtet. Bussen er Tylstrups vogn 127/RN 88 804 fra 2000, og billedet er taget på Aalborg busterminal.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. juli 2005.