Billeder ➜
Nye billeder 1. juni 2005
Disse 5 billeder blev tilføjet 1. juni 2005:
Connex nr. 6359 ved Østerport st.

Connex vandt bl.a. linje 26 fra Arriva i HURs 16. udbud, og 29. maj 2005 var der kontraktbegyndelse. Egentlig skal der køre DAB-gasbusser på alle ture i kontrakten, men da en del af gasbusserne først frigøres fra linje 350S til oktober, har Connex anskaffet 28 nye busser til kørslen: 24 stk. DAF SB4000/Jonckheere og 4 stk. Volvo B12BLE/Aabenraa. Jonckheere-busserne er magen til den i foråret 2005 leverede bus 4029 til De Blaa Omnibusser. Jonckheere-busserne forekommer foreløbigt på linjerne 18, 26, 30, 32, 33 og 36, der alle køres af Connex i Vasbygade. På linje 26 er de stort set enerådende. Her ses nr. 6359 på vej over krydset ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2005.
Connex nr. 6352 på Ålholm Plads

Jonckheere er sammen med bl.a. Berkhof en del af VDL-gruppen. Arbejdsdelingen er således, at Berkhof producerer turistbusser, mens Jonckheere leverer bybusser. Dette er forklaringen på, at der kan spores et vist slægtsskab med Connex' DAF/Berkhof-gasbusser nr. 6266-6299, der kendes fra linje 2A. Bussen her er Connex 6352 på Ålholm Plads i Valby. I baggrunden en Arriva-dobbeltdækker på linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2005.
Thameslink 319-tog nr. 219 i Hassocks

Thameslink kører en toglinje mellem Bedford og Brighton via London. Thameslink-tog bestående af to togsæt af 319-typen under indkørsel til Hassocks station på linjen fra Brighton. Forreste togsæt, nr. 219, er stadig i Connex-bemaling - et levn fra, at Connex South Central har kørt på strækningen Brighton-Victoria. I baggrunden skoven Butcher's Wood(!).
Foto: Thomas de Laine, 30. maj 2005.
Thameslinks Class 319 nr. 451 i Gatwick Lufthavn

Thameslink-tog nr. 451 af typen 319 ses her i Gatwick Lufthavn på vej mod Bedford. De første Class 319-tog blev sat i drift i 1988.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2005.
Southerns Class 377 Electrostar nr. 164 i Gatwick Lufthavn

Dette må vel siges at være en af de mere uskønt udformede togfronter! Pointen er dog logisk nok og ret IC3-agtig, nemlig at skabe overgang mellem flere togsæt, når de er koblet sammen. Harmonikaovergangen sidder i fronten på Class 377 Electrostar-togsættet. Typen er bygget af Adtranz/Bombardier og bestilt af Connex, der tidligere kørte på South Central og South Eastern men blev opsagt på grund af stor utilfredshed med selskabet. Togene er i stedet leveret til Govia, hvis datterselskab Southern nu kører strækningerne. En 377'er med nummer 164 ses her på stationen i Gatwick-lufthavnen ved London.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2005.