Billeder ➜
Nye billeder 27. april 2005
Disse 2 billeder blev tilføjet 27. april 2005:
Arriva 1411 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arrivas bus 1411, en 13,7 meter lang Volvo B10BLE/Aabenraa fra 2001, blev ultimo marts 2005 overført fra Ryvang garage og linje 5A til Ballerup garage. Efterfølgende har den fået blå hjørner og er blevet fast vogn på linje 300S og 400S. Det morsomme ved bus 1411 er, at det faktisk var den aller første HUR-bus, der fik røde A-bushjørner. Det skete et godt stykke tid før premieren på A-busserne i 2002, fordi der skulle tages nogle pressebilleder. I påsken 2005 blev bus 1411 anvendt som S-togsbus mellem Sjælør og Åmarken stationer, mens Banedanmark arbejdede med etableringen af den nye Ny Ellebjerg station, og bussen ses her på busterminalen ved Sjælør station. Arriva har en fast aftale med DSB S-tog om kørsler af denne type, og i påsken stillede Arrivas garager i Ballerup, Roskilde og Køge med materiellet. Til højre for 1411 ses således 3065, 3061 og 3059 fra Arriva i Roskilde. Disse busser, der er af typen Volvo B12BLE/Aabenraa, trafikerer normalt Roskildes bybuslinjer. Det kan så bemærkes, at man i Roskilde ikke kan stave til "S-togsbus"! Udover påsken har der efterfølgende været tilsvarende S-togserstatningskørsel mellem Sjælør og Åmarken i dagene 22.-24. april, og der er yderligere planlagt samme kørsler 30. april-1. maj, 7.-8. maj, 14.-16. maj, 20.-22. maj og 27.-29. maj.
Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.
Arriva 1716 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arriva i Køge leverer fra tid til anden busser til S-togserstatningskørsler. I påsken 2005 kunne bus 1716, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1999, således træffes ved Sjælør st. på vej mod Åmarken st. Som det ses, kan man heller ikke i Køge stave til "S-togsbus"... Arrivas Køge-garage har i øvrigt alle sine linjer i licitation til afgørelse i begyndelsen af maj, så det er et godt spørgsmål, hvor længe endnu, bus 1716 vil være en Køge-bus.
Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.