Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 18. december 2004

Disse 4 billeder blev tilføjet 18. december 2004:

ER-sæt 33 ved Trekroner st.

ER-sæt 33 ved Trekroner st.

Regionaltogslinien mellem Roskilde og Lufthavnen nedlægges ved køreplansskiftet i januar 2005. Ved at inddrage disse tog frigøres der kapacitet til flere tog til og fra København på både Roskilde- og Kastrup-banen. Togene "fylder" meget, da de skal grene til og fra ved Vigerslev og Kalvebod og standse i Glostrup. Desuden har de uden for myldretiderne ikke de store passagertal. Linien oprettedes i 1998, da Kastrup-banen indviedes og kræver to tog i brug, "Kaj og Bøje". Materiellet har gennem tiden været IR4 (litra ER), EA og Bn-vogne, IC3 (litra MF) og endda Øresundstog (litra ET). I den sidste lange tid har man kørt med EA og Bn-vogne mandag-fredag og IR4 i weekenden. Lørdag d. 4. december 2004 var det ER-sæt nr. 33 (i nyt design), der passerede Trekroner st. på vej mod Roskilde.

Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.

ME 1504 og Bn-vogne ved Trekroner st.

ME 1504 og Bn-vogne ved Trekroner st.

De røde tog eller "kvægvognene" har reelt ikke længe tilbage. Meningen er, at de skal udrangeres, når IC4 (litra MG) bliver sat i trafik. IC3'erne flyttes til den tid fra InterCity-trafikken til brug som regionaltog. ME 1504 med Bn-vogne, et typisk sjællandsk regionaltog, der at dømme efter tidspunktet (lørdag kl. 14.07) må være på vej mod Rødby Færge, passerer Trekroner st.

Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.

ME 1527 og dobbeltdækkervogne ved Trekroner st.

ME 1527 og dobbeltdækkervogne ved Trekroner st.

Fra 1. december 2002 udføres en del af regionaltogskørslen på Sjælland med ME og lejede dobbeltdækkervogne. DSB har været frække nok til at genbruge ellers hellige litra som B og Bk på disse vogne. De ME-lokomotiver, der trækker dobbeltdækkerstammerne, blev ved samme lejlighed malet om i et blåt/rødt design. I perioden op til indsættelsen af dobbeltdækkerne kunne disse lokomotiver ses trække røde vogne. ME 1527 med dobbeltdækkervogne (litra B, Bk m.fl.) ved Trekroner st. på vej mod Vordingborg.

Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.

To MF-sæt i gammelt og nyt design ved Trekroner st.

To MF-sæt i gammelt og nyt design ved Trekroner st.

DSB er igang med et designskifte. Det betyder, at man i disse år kan se tog, der består af materiel i forskelligt design. Her er det to IC3-tog i henholdsvis gammelt og nyt design, der passerer Trekroner st. Selvom de hvide tog let kom til at se beskidte ud - det ses tydeligt på MF-sæt nr. 29, der er forrest i billedet - så var det gamle design nu alligevel mere vovet. Det nye design ligner mere det, man kan møde alle andre steder. Dermed ikke sagt, at det ikke er nydeligt.

Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.