Billeder ➜
Nye billeder 3. august 2003
Disse 7 billeder blev tilføjet 3. august 2003:
Et metrotog og et ER-tog ved Ørestad st.

Et metrotog krydser Øresundsbanen på vej ind til perronen på Ørestad metrostation. På den "rigtige" jernbanestation holder et ER-tog på linien Lufthavnen-Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2003.
MM 7747 (C, th.) og MM 7752 (F+, tv.) på Klampenborg st.

S-togslinie F+ og C mødes på Klampenborg st. Til venstre er det netop ankomne MM 7752 på linie F+; til højre er MM 7747 på linie C næsten klar til afgang. Rullegardinerne er nede foran pga. den varme sol, ligesom mange S-tog kørte rundt med sideruderne i førerrummene i bagenden åbne.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2003.
Sidste linie 31 fra Dragør

Linie 31s sidste tur fra Dragør blev kørt af bus 5062. Den ses her ved ankomsten til Ørestad st. Når linie 31- og 32-busserne ankom til Ørestad st. fortsatte de som linie 33 til Rådhuspladsen. I City-Trafik-tiden viste skilterne "fortsætter til Rådhuspladsen" under "Ørestad st.". I dag er det ikke lige til at se, at bussen faktisk kører hele vejen ind til byen.
Foto: Thomas de Laine, 2. august 2003.
Stoppestedsstanderen på Ørestad st.

Stoppestedsstanderen ved Ørestad st. d. 2. august 2003. Standeren bærer endnu skiltet for linie 31, der kørte sidste gang samme dag, og for metrobusserne, der faktisk slet ikke holder her men omme på Ørestads Boulevard på den anden side af stationen.
Foto: Thomas de Laine, 2. august 2003.
City-Trafiks lånevogn fra Bus Danmark nr. 1544 ved Nøragersmindevej

City-Trafik overtog i juni 1996 megen ny kørsel og havde derfor bestilt ca. 125 nye busser. Desværre var der kun kommet omkring 40 til driftsstarten, så selskabet måtte køre med alskens lånevogne fra Bus Danmark og Linjebus, der havde mistet kørsel ved samme lejlighed. Blandt lånevognene var bus 1544, der udmærker sig ved at være forsøgsbus for nyt ind- og udvendigt design tilbage i 1980'erne. Bussen har således orangerøde vægge mv. indvendigt, hvilket kom til at danne skole for de busser, HT fik leveret 1985-89. City-Trafik havde i øvrigt også lånt den anden "designbus", nr. 1539.
Foto: Thomas de Laine, 7. juni 1996.
Linjebus 6592 på Roskilde st.

Linjebus kørte 1996-98 pendulbuslinierne 560P/561P i Roskilde, og bus 6592, der ses på billedet, og søstervognen 6593 var faste vogne på denne opgave. Begge busserne er Scania/Aabenraa-busser, der oprindeligt er bygget til Therkildsens Ruter i Bagsværd. Linjebus fik dem via HT, da selskabet skulle startes op i Roskilde i 1990. Begge vognene kørte til 1998.
Foto: Thomas de Laine, 28. april 1997.
Linjebus 6594 på Roskilde st.

Denne bus, der er en Scania BR112 med norsk VBK-karrosseri, leveredes oprindeligt til Therkildsen i Bagsværd. Her kørte den dog kun i ret kort tid. Efter Therkildsen kom bussen til Hornsherreds Buslinier, hvorfra Linjebus tvangsovertog den pr. 1. april 1990 i forbindelse med HTs 2. udbud. Hos Linjebus fik bussen først internnr. 8591, hvilket dog snart ændredes til 8594 af ukendte årsager. Hos Linjebus fik bussen også sin HT-gule bemaling. I 1994 ændredes nummeret til 6594 pga. ændringer i radionummersystemet. Selvom bussen var ret speciel, beholdt Linjebus den i drift helt til 2. juni 1996, hvor selskabet måtte afgive en større mængde kørsel. Billedet er taget på Roskilde st.
Foto: Thomas de Laine, 20. februar 1995.