Myldretid

Menu

Garagefakta ➜ Historiske garager ➜

Fakta om Thorkils Rutebiler, Køge (historisk)

Unionsvej 1, 4600 Køge

Bybusselskabet i Køge indtil 1990, Thorkils Rutebiler, havde garage på Unionsvej 1 i Ølsemagle Lyng, beliggende på hjørnet af Unionsvej og Værkstedsvej. Den daværende linje 503, som selskabet kørte, havde nordlig endestation i form af sløjfekørsel rundt om garagen og de tilstødende grunde i industrikvarteret.

Plan over garagen på Unionsvej
Plan over garageanlægget efter opførelse af vaskehallen i 1986. Tegning fra offentligt tilgængelig byggesag (1986).

Garageanlægget blev bygget i 1980-81 og er tegnet af arkitekt Henning Johansen, Rønnede. Det omfattede fra begyndelsen smørehal, kontor- og folkerumsbygning på i alt 236 m2 samt pladser til 9 busser og parkering for personbiler. En vaskehal måtte af økonomiske grunde pilles ud af de oprindelige planer, men i 1986 opførtes en 166 m2 tilbygning med bl.a. lager og den manglende vaskehal. Trods eksistensen af kun 9 båse til busser, havde Thorkils Rutebiler i slutningen af 1980'erne i alt 13 vogne på anlægget.

Tegning af hovedbygningen på Unionsvej
Den oprindelige bygning fra 1980-81. Tegning fra offentligt tilgængelig byggesag (1980).

Ved flytningen til Unionsvej i 1981 rykkede virksomhedens kontor fra Bjerggade 2 i Køge by lige ved siden af Køge rutebilstation. Derved blev kontoret og busserne samlet, idet busserne hidtil havde holdt på en plads ved Københavnsvej i det nordlige Køge.

Thorkils Rutebiler måtte 1. april 1990 aflevere al sin kørsel til HT Driftsområde Køge, og garagen har ikke siden været anvendt til buskørsel. Anlægget blev solgt i 1992, men eksisterer stadig.

Kort med garagen på Unionsvej
Thorkils Rutebilers garageanlæg i Ølsemagle Lyng 1981-90.