Af Thomas de Laine

Rusland er et stort land, og da jeg kun har besøgt en lille del af det, vil jeg ikke påstå, at denne artikel er dækkende for, hvad der findes af almindeligt udbredte bustyper i Rusland. De viste og beskrevne bustyper er blot de, der er set i mange eksemplarer. Bustyper, der kun er set få af, er helt udeladt.

Ved 'typiske russiske busser' skal ikke udelukkende forstås busser, der er bygget i Rusland. Det kan også være busser, der importeret som nye eller brugte i større tal, f.eks. busser fra den ungarske busfabrik Ikarus. Det afgørende er, at det er busser, der er meget udbredte.

Liaz, Laz, Maz, Paz og Gaz... Mange af fabrikkerne hedder noget med -az. Det har den simple grund, at 'automobilfabrik' forkortes 'az' på russisk. Fabrikkernes navne er ofte simpelt hen første bogstav i navnet på den by, fabrikken ligger i, efterfulgt af 'az'.

Men lad os kaste ud i det.

Liaz 677, bygget hos Likinsky Avtomobil Zavod, Liaz, er vel den type, man husker bedst, efter et besøg i Rusland. Bustypen er så ynkelig, at man kan tage sig selv i at grine ad den. Og så kan den altså alligevel klare de 40 graders frost, der kan være i f.eks. Ural-bjergene om vinteren, hvor de brugtimporterede HT-busser må give op.

Liaz 677 fremstår ved første øjekast som noget skrammel. Og det er det også! Eksemplaret her er ikke specielt ringe. Bemærk i øvrigt, at bussen er udstyret med skilteruller fra en HT-bus! Satka i Ural-bjergene. Foto: Thomas de Laine, 8. juli 2004.

Bussen er en 10,5 m lang, benzindrevet frontmotorbus med dørpl. 0-2-2. Bustypen er tegnet efter anden verdenskrig, men vi skulle skrive 1967, før Liaz begyndte at bygge den, og den er bygget helt op i 1990'erne. Hovedparten af de på Myldretid.dk afbildede eksemplarer er formentlig bygget i 1980'erne. Liaz 677 kører som nævnt på benzin og kun 100 km på 70 liter! Dens præstationer er heller ikke særlig imponerende, når der skal køres op ad bakke: Det går virkelig langsomt, nærmest med cyklisthastighed!

Bussernes miserable vedligeholdelse, og nødvendigheden af, at diverse lemme står åbne i sommervarmen, bidrager heller ikke til et positivt indtryk. Alligevel - eller måske netop af ovennævnte grunde - kan man næsten ikke lade være med at holde af dem, selvom vi på turen i spøg sagde, at hvert møde med en Liaz 677 kostede to dage af ens liv på grund af den hæftige udstødning, som éns næse straks bemærker.

En Liaz 677-bus på vej i garage i Yekaterinburg. Foto: Thomas de Laine, 2. juli 2004.

Liaz 677 er set i Yekaterinburg, Satka og Togliatti, men kører mange andre steder i Rusland.

Efterfølgeren hedder Liaz 5256, og den har et design, der giver anelser om, at man har skævet til Tyskland og f.eks. Mercedes eller Neoplan. På den tekniske side er der dog næppe tale om meget mere avancerede busser, men busserne har da Voith-automatgear, og drivmidlet er diesel. Bussen er af normal buslængde. Også nybyggede busser er højgulvsbusser, og motoren er placeret under gulvet. Typen er set med dørpl. 2-2-2 og, sjældnere, 2-0-2. Sidstnævnte er vist en form for rutebil- eller nærtrafikversion.

Liaz 5256-bus indsat på linie 24 i Togliatti. Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2004.

Liaz 5256 er set i Skt. Petersborg og Togliatti, men kører også i f.eks. Orenburg.

Liaz 677 og 5256 har i øvrigt været parallelproduceret i en periode, hvor man mange steder fortsat købte den gamle, billigere model.

En anden meget hyppigt set og karakteristisk bus er Laz' 600-serie. Laz, Lvovsky Avtomobilbus Zavod, er en ukrainsk fabrik. 600-serien findes i en bybusversion, Laz 695N, en rutebilversion, Laz 697, og en turistbusversion, Laz 699R. Den konkrete anvendelse kan dog sagtens være en anden, end hvad bussen er bygget til. 600-serien er bygget fra sidste halvdel af 1970'erne og uhyggeligt langt frem i tiden.

Laz 600-seriens bybusudgave i den karakteristiske hvide og røde bemaling. Bussen, der bærer internnummer 1, holder foran en garage i Yekaterinburg. Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2004.

Også Laz 600-busserne er benzindrevne og et forholdsvis ynkeligt syn. Det er almindeligt at se plastikflasker brugt til at holde diverse lemme på busserne åbne i sommervarmen. Busserne er i øvrigt hækmotorbusser, og typerne kan kendes fra hinanden ved, at bybusversionen har dørpl. 2-0-2 med foldedøre, mens rutebil- og turistversionerne har dørpl. 1-0-1 med døre, der åbner udad, i personbilstil.

Laz 600-seriens rutebil- eller turistbusudgave på rutebilstationen i Togliatti. Denne hvide og lyseblå bemaling er også meget almindelig for Laz 600-busserne. Foto: Thomas de Laine, 16. juli 2004.

Laz-busserne er i de fleste tilfælde lakeret i rød og hvid, blå og hvid eller grøn og hvid, men andre lakeringer forekommer.

Laz 600-busser er set i Yekaterinburg og Togliatti.

Der findes også en ny udgave af Laz-busserne. Af denne model, der så vidt vides er dieseldrevet, er kun set busser med dørpl. 1-0-1, men det udelukker ikke, at andre versioner eksisterer. Disse busser er kun set i helt hvid bemaling. Et eksemplar er set i Skt. Petersborg og et andet i Yekaterinburg.

Den nye Laz-model på rutebilstationen i Yekaterinburg. Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2004.

Bybusser med et Neoplan-lignende design fra fabrikken Maz, Minsk Avtomobil Zavod, i Hviderusland er set i Skt. Petersborg og Satka. Desuden er typen set anvendt som lufthavnsbus i Skt. Petersborgs indenrigslufthavn og som offentligt toilet(!) ved en turistattraktion i samme by. I Skt. Petersborg var busserne af typen Maz 103, der er en lavgulvsbus. I Satka kørte et enkelt eksemplar, der var af typen Maz 104, som er en højgulvsbus. Udvendigt fremstår de to forskellige modeller næsten helt ens. Maz producerer også Maz 105, der er en ledbus.

Der kører en del Maz 103-lavgulvsbusser i Skt. Petersborg. Denne her kører på linie 187 i byens centrum. Foto: Thomas de Laine, 1. juli 2004.

Satka har en enkelt Maz 104-højgulvsbus, der her anvendes på linie 22, der er en af bybusserne i Satka. Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2004.

Der er i større tal set nogle mindre Paz-frontmotorbusser i to forskellige versioner med dørpl. 0-1-0 hhv. 0-1-1. Busserne er set i Yekaterinburg og Togliatti.

Paz-bus i versionen med dørpl. 0-1-1 i Yekaterinburg som linie 48. Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2004.

I Togliatti reklamerer man gerne for det lokale produkt: Ladaen. Øverste del af frontruden på denne Paz er således prydet med Lada-logoet og teksten "Lada" og "Togliatti". Denne bus har 0-1-0-døre. Foto: Thomas de Laine, 16. juli 2004.

En tidligere Paz-model, Paz 672, er noget sjældnere men er også set i både Yekaterinburg og Togliatti. Den gamle model kørte på benzin. Endvidere er der, i lighed med den nye Laz-model, kommet en ny Paz med et turistbuslignende design. Teknisk set er der dog næppe tale om de store nyheder. Den nye busmodel har f.eks. fortsat manuelt gear, og den tidligere models vinduer og døre mv. genbruges i det nye karrosseri.

En Paz 672 i Yekaterinburg ved et garageanlæg. Foto: Thomas de Laine, 2. juli 2004.

Fra Kavz, Kurgan Avtobusny Zavod, er set et antal små 'snudebusser'. Der er ikke så meget at sige om typen, men det er selvfølgelig en udpræget rutebilmodel. Den ældre version hedder Kavz 3270 og kan kendes på at være lidt mere afrundet, mens de nyere, der stadig produceres, hedder Kavz 3976.

En Kavz 3976-rutebil ved en sø nær Satka i Ural-bjergene. Bemærk den Arriva-lignene bemaling! Foto: Thomas de Laine, 7. juli 2004.

En noget større rutebil eller regionalbus er fra Autosan. En sådan er f.eks. set på ruten mellem Togliatti og Samara. Autosan er et polsk mærke, men der kører ifølge B10R.com ca. 200 busser af denne regionalbustype i Samara-området.

Denne Autosan-regionalbus anvendes på ruten mellem Togliatti og Samara. Den ses her på rutebilstationen i Togliatti. Foto: Thomas de Laine, 14. juli 2004.

Et større antal busser fra den ungarske busfabrik Ikarus, importerede som nye eller brugte, er set. Disse er meget almindelige i de tidligere østbloklande. Nogle af busserne i Rusland er således brugtkøbte i Tyskland.

Som bybusser er set typerne Ikarus 260, der er en 11 m singlebus, Ikarus 280, der er en 16,5 m ledbus, og Ikarus 283, der er en 18 m ledbus. Som rutebiler og regionalbusser er set Ikarus 256, der er en 11 meter rutebil eller turistbus, og Ikarus 250, der er en 12 m turistbus. Sidstnævnte type er ikke så udbredt i Rusland, men er produceret i stort tal.

Ikarus 260-bus nr. 161 som linie 20 i Togliatti. Foto: Thomas de Laine, 16. juli 2004.

En større serie Ikarus 283-ledbusser som denne nyleveredes i 1990'erne til Yekaterinburg. Bemærk midterdørens placering ret langt fremme. Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2004.

Ikarus 280-ledbus på en busgarage i Togliatti nær Volga-floden. Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2004.

Typerne 280 og 283 er set i Skt. Petersborg, Yekaterinburg og Togliatti. Typen 260 er set i Satka og Togliatti, mens typerne 256 og 260 er set i Yekaterinburg og Togliatti. Der er også set ledbybusser mærket Ikarus 290 i Yekaterinburg, men dette burde være betegnelsen for 14 m lufthavnsbusser, så det drejer sig muligvis blot om forkerte mærker på fronterne af et par busser. Ikarus 200-busserne kører i utallige andre russiske byer. I Chelyabinsk findes 280-typen som trolleybus.

Ikarus 256-rutebil på rute 771 er netop ankommet til rutebilstationen i Yekaterinburg. Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2004.

Ikarus 250-typen er ikke så udbredt som den lidt kortere 256'er. Et godt brugt eksemplar fra Togliatti-Uljanovsk-ruten ses her på rutebilstationen i Togliatti. Foto: Thomas de Laine, 16. juli 2004.

Om de forskellige modeller i Ikarus' 200-serie kan i øvrigt henvises til John Veerkamps artikel om Ikarus-busser på Busexplorer.com.

Skt. Petersborg, Yekaterinburg og Togliatti har trolleybussystemer, og alle steder er der set ZIU 9-trolleybusser. Typen findes både som singlebus og ledbus med hhv. dørpl. 1-2-2 og 1-2/2-2, hvoraf singlebusserne alle tre steder var de mest udbredte. Om trolleybusserne vides i øvrigt ikke meget. Typen kører også i Moskva, og sikkert også mange andre steder.

ZIU 9-trolleybus nr. 517 som linie 18 i Yekaterinburg. Trolleybusserne er typisk oplakeret som totalreklamer, her for en anden kameraproducent, end den anvendte. Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2004.

ZIU-trolleybusserne findes også som ledbusser. Bus 2442 kører arbejdere hjem fra Lada-fabrikken i Togliatti. Dette billede burde kunne friste Sporvejshistorisk Selskab til at lave en fotoopstilling med en Duewag-ledsporvogn! Foto: Thomas de Laine, 15. juli 2004.

Som minibusser, der kører parallelt med de almindelige busruter, anvendes Gaz Gazelle-busser fra Gorkij Avto Zavod. Busserne har et licensbygget Ford Transit-karrosseri, men der er ikke tale om busser med en Ford-undervogn. Et enkelt eksemplar i Togliatti er set indrettet med stopknapper, men ellers består tilpasningen til rutekørsel generelt blot i, at linienummeret er påsat som f.eks. et A4-ark i forruden! Derudover er der selvfølgelig banket en masse sæder ind i dem. Sikkerheden lader formentlig en del tilbage at ønske i forhold til de rigtige busser. Levetiden for en Gazelle er i øvrigt kun ca. 3 år!

Typisk eksempel på en Gaz Gazelle-minibus med det licensbyggede Ford Transit-karrosseri. Bussen følger linie 93 i Togliatti. Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2004.

Kilder: Observationer i Rusland 1.-19. juli 2004; oplysninger på B10R.com og fra Kim Løvenskjold; oplysninger om Ikarus-busser fra Busexplorer.com, http://www.busexplorer.com/WorldBus/Ikarus-Text.html, 24.07.04