Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2006 ➜
Moderne lavgulvsbus bevares på Sporvejsmuseet
Af Thomas de Laine
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har føjet endnu en bus til samlingen, og slår dermed sin egen rekord som indehaver af Danmarks nyeste museumsbus. Denne gang er der tale om en DAB 15-1200C mk. I fra 1993.
DAB byggede i årene 1992-99 cirka 600 eksemplarer af den såkaldte serie 15-lavgulvsbus, der også bar betegnelsen 15-1200C. I 1992-93 leveredes den første udgave, kaldet mk. I, der havde DAF-motor og ZF-gear. På det tidspunkt var lavgulvsbusser noget ret nyt, og typen havde en del skavanker. Fra 1994 leveredes mk. II, hvor man havde løst de største problemer. En del af prisen herfor var, at busserne nu havde MAN-motor. I efteråret 1995 leveredes de første mk. III-busser, der så at sige var kronen på værket. I mk. III var DAF-motoren vendt tilbage, og busserne havde nu Voith-gear. I 1997-99 byggedes ca. 230 LPG-gasbusser til HT-entreprenørerne, der alle var en variant af mk. III. Mk. III er stort set kun leveret til busselskaber i Hovedstadsområdet, mens mk. II er produceret sideløbende til busselskaber i resten af landet og leveret helt til slutningen af 1996. I 1999 var der ikke flere ordrer på serie 15-busser, og typen gik ud af produktion.
Den bevarede bus er som nævnt en mk. I og blev indregistreret første gang 11. februar 1993 til Birkerød Bus Compagni, der kørte med den på Birkerøds bybuslinje 327. Bussen er i øvrigt den sidste vogn, Birkerød Bus Compagni anskaffede, og den kørte med vognnummer 63. Birkerød Bus Compagni tabte al sin kørsel til Linjebus ved licitationen i 1994, og bussen blev overført til søsterselskabet Fjord-bus i Slangerup, der har kørt med den lige til køreplansskiftet 22. oktober 2006. Hos Fjord-bus havde den først nummer 33, men den blev i 1996 omnummereret til 7433, der var dens nummer i HTs fælles busradiosystem.
Fjord-bus har foræret bussen til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der kunne afhente den onsdag 25. oktober. Det er museets plan, at bussen indtil videre skal forblive indregistreret, da man bl.a. forventer at benytte den ved museets arrangement 9.-10. december, hvor der sælges juletræer.
Fjord-bus 7433
Type: DAB-Silkeborg 15-1200C (mk. I)
Første indregistrering: 11. februar 1993 (NC 97 504)
Chass.nr.: UH9RV2GM1PCDA3014
Karr.nr.: 39530