Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2006 ➜
Nye busser på vej til HUR-området
Af Thomas de Laine
Omkring 85 nye busser ventes at tilgå driften hos HURs entreprenører i løbet af eftersommeren og efteråret 2006. En del af busserne er udskiftning inden for ældre kontrakter, mens mange busser anskaffes til kørslen i 18. udbud, der træder i kraft 22. oktober 2006.
Oplysningerne om de nye busser har været bragt før, men spredt i diverse internetfora mv. Derfor skal der her gives en samlet oversigt.
Følgende nye busser er på vej:
- 16 nye Volvo B7RLE/Carrus til Veolia i Vasbygade leveres fra uge 31 og frem til senest cirka oktober. Den første vogn, nr. 6381, er i skrivende allerede ankommet. Busserne indsættes på linje 18, hvorfra der frigøres DAB-gasbusser, der overføres til linje 3A. Gasbusserne på linje 3A udrangeres og går til eksport.
- 15 nye Volvo B7RLE/Säffle til Veolia i Køge leveres i ugerne 45-47. Busserne erstatter DAF/Berkhof-gasbusserne, som man har haft en del problemer med. Disse busser forventes dog fortsat anvendt, men fremover i København.
- 6 nye DAF SB4000/Jonckheere til De Hvide Busser. Busserne erstatter Mercedes-Benz O.405N-busserne fra 1999, nr. 8743-8748, som er solgt til eksport.
- 3 nye Scania OmniLink-13,7 m-busser til linje 350S, nr. 1578-1580. Busserne er den forsinkede resterende del af leveringen til 17. udbud og adskiller sig bl.a. fra resten af serien, nr. 1518-1577, ved at have faceliftet front.
- 4 nye DAF SB4000/Jonckheere til Fjord-bus til indsættelse i 18. udbud. DAB 15-1200C mk. I-busserne nr. 7432-7438 tages ud af drift.
- 22 nye DAF SB4000/Jonckheere til De Blaa Omnibusser til indsættelse i 18. udbud. 5 af vognene bliver i 13,7 m-version til brug på linje 184.
- Cirka 15 nye DAF SB4000/Jonckheere til City-Trafik til indsættelse i 18. udbud.
- 5 nye Volvo B7RLE til City-Trafik til indsættelse i 18. udbud.
- 2 nye Scania/Vest til Partner Bus, heraf 1 i 13,7 m-udgave. Busserne ventes leveret i september.
Det er klart, at et nogenlunde tilsvarende antal busser vil forlade driften. Udover de ovennævnte drejer det sig bl.a. om Arrivas DAB 15-1200C mk. III-dieselbusser, nr. 1946-1970 og 1985-1987. Arriva udrangerer busser, da man har mistet en del kørsel til City-Trafik, De Hvide Busser og De Blaa Omnibusser i 18. udbud.
Tak til Christian Lynge for tilsendte tilføjelser vedr. Partner Bus!