Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 13. oktober 2018

Disse 3 billeder blev tilføjet 13. oktober 2018:

Arriva 1036 ved Sydhavn st., København

Arriva 1036 ved Sydhavn st., København

Linje 10 havde været buslinje i 50 år 13. oktober 2018. Frem til 1968 havde den som sporvogn kørt fra Emdrup ad Tagensvej, over Kgs. Nytorv, Hovedbanegården og Enghave Plads til Toftegårds Plads i Valby, men ved omstillingen til busdrift valgte sporvejene at bytte om på ruteføringerne for linje 10 og 16 sydvest for Enghave Plads. Derfor kom linje 10 som buslinje til at køre ad Enghavevej og Borgbjergsvej til Mozarts Plads i stedet. Med denne ombytning ophørte sporvognsdriften på Enghavevej, hvilket gjorde det forestående arbejde med at bygge nye broer for den kommende S-bane mod Køge Bugt nemmere. Derudover havde man ambitioner om en forlængelse af linjen fra Mozarts Plads, hvilket dog først gennemførtes året efter, hvor linje 10 blev fortsat ad Ellebjergvej og Folehaven til Vigerslev. Linje 10 og 16 byttede igen sydvestgrene i 1974, hvorefter linje 10 på ny kom til Toftegårds Plads, men historien har det jo med at gentage sig, og i 1996 ombyttedes 10'eren og 16'eren nok engang. Når "Nyt Bynet" indføres 15. juli 2019, bliver linje 10 endnu engang omlagt til at køre over Toftegårds Plads. Arriva 1036, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, som linje 10 på Enghavevej med Køge Bugt-banens broer i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2018.

HT 1501 i bushavnen ved Nørreport st., København

HT 1501 i bushavnen ved Nørreport st., København

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte endnu engang veteranbusser i København under Kulturnatten fredag 12. oktober 2018, men lukningen af jernbanegades forlængelse over Rådhuspladsen betød, at ruten var ændret. Ringlinjens endestation var denne gang Nørreport st., hvor tre af pladserne i bushavnen var tildelt veteranbusserne. Ved afgang kørtes der til stoppested i Nørre Voldgade ved stationen for opsamling af passagerer, og derefter måtte busserne en tur rundt om Botanisk Have for at komme videre ad Nørregade! HT 1501, Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, holder pause i bushavnen ved Nørreport. Til venstre agerer Partner Bus 8431, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, pauselokale.

Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2018.

Selvkørende minibus fra Hanseatische Fahrzeug Manufaktur ved Bella Center, København

Selvkørende minibus fra Hanseatische Fahrzeug Manufaktur ved Bella Center, København

Endnu et bud på en selvkørende shuttle-minibus er denne her fra tyske Hanseatische Fahrzeug Manufaktur (HFM). Under ITS World-kongressen i København blev den demonstreret i et samarbejde med Ibeo Automotive Systems, Bestmile, Paravan (der bl.a. laver elektriske kørestole) og HFM. De små automatiske shuttlebusser kan f.eks. køre mellem stationer og nærliggende boligområder, arbejdspladser, hospitaler eller parkeringsområder, ligesom de kan "tilkaldes" lidt på samme måde som telebusser. "Urban Jungle"-demonstrationsområdet ved Bella Center.

Foto: Thomas de Laine, 20. september 2018.