Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

Combus kan miste køretilladelser

Af Thomas de Laine

Statstilskud til trods har Combus nu en egenkapital, der er mindre end, hvad loven kræver, i forhold til det antal tilladelser til at køre bus, som selskabet har. Det skriver Berlingske Tidende mandag d. 19. juni.

Loven siger, at busselskaber skal have 150.000 kr. pr. tilladelse for de første to tilladelser og 40.000 kr. pr. tilladelse derudover. Eftersom Combus p.t. har 1366 tilladelser, skal egenkapitalen være mindst 54 mill. kr. Combus' egenkapital var på 78 mill. kr., da året 1999 var omme, og selskabet forventer at tabe yderligere 50 mill. kr. i år. Det vil sige, at lovens krav ikke kan opfyldes, og så kan der blive tale om, at Færdselsstyrelsen inddrager tilladelser. Selvom egenkapitalen kommer ned under de 54 mill. kr. forinden, så vil det dog formentlig først blive ved næste årsregnskab, at der kommer til at ske noget.

Hvis Combus taber 50 mill. kr. mere i år, vil selskabets egenkapital være reduceret til 28 mill. kr., og så har Combus kun ret til omkring 700 tilladelser. Da Combus først og fremmest beskæftiger sig med kontraktkørsel for trafikselskaber, vil det uundgåeligt komme til at betyde noget for trafikselskaberne også. Landets største trafikselskab, HT, er opmærksom på Combus' økonomi, oplyser informationschef Pernille Hermann.

Kilde: Berlingske Tidende 19.06.00