Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

Tre kæmper indmeldt i Danske Busvognmænd

Af Thomas de Laine

Her i efteråret meldte Danmarks tre største busselskaber Combus, Arriva og Connex Transport sig ind i Danske Busvognmænd, DB, der herefter repræsenterer næsten alle busser, der udfører kollektiv trafik i Danmark.

At de tre store busselskaber har meldt sig ind kan læses ret direkte i lederen af det seneste nummer af Danske Busvognmænd (medlemsblad for foreningen af samme navn). Her kapitulerer man nemlig: "Set i bakspejlet må vi vel erkende, at kritikken på det område (DBs tidligere negative omtale af de tre nyindmeldtes prispolitik ved licitationerne, red.) ikke altid har været velbegrundet, da de tre virksomheder har afgivet tilbud ud fra andre økonomiske muligheder og strategiske overvejelser." Og længere oppe: "Specielt Combus har DB sat fokus på. Det er ikke virksomheden som sådan, vi har kritiseret, men ejerforholdet, der har givet anledning til megen kritik." Sin kritik af ejerforholdet står man dog fortsat ved.

Fremover kan man forvente, at DB kommer til at stå noget stærkere over for f.eks. Trafikministeriet, Amtsrådsforeningen og de amtslige trafikselskaber, eftersom DB nu i væsentligt højere grad repræsenterer busentreprenørerne.

Danske Busvognmænd har nu 579 medlemmer med i alt 6171 busser. Det er samme antal som for et halvt år siden, men 2373 (eller 62,5 pct.) busser flere. DBs medlemmer har nu i gennemsnit 10,7 mod før 6,6 busser, og blandt medlemmer med over 100 busser er der 2317 pct. flere busser! Før var kun en tredjedel af medlemmernes busser rutevogne, men nu er det 60 pct., og ændringen skyldes udelukkende tilgangen af 2383 rutebusser, hvoraf nogle dog er vundet i licitation af nogle andre af foreningens medlemmer end de nyindmeldte.

Kilde: Danske Busvognmænd nr. 11/november 2000