Myldretid

Menu

BillederSøg i Billeder

Søgeresultat: "ser%EDe"

Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:

Søg i Billeder efter:

Du søgte efter ser%EDe og fandt 971 billeder.

Umove 7911 på Fredensbro, København

Umove 7911 på Fredensbro, København

Umove 7911, Yutong E15 årg. 2024, passerer Fredensbro i København under indøvning på linje 15E eller 150S.

Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2024.

Arriva 1024 som linje 213 ved Havdrup st.

Arriva 1024 som linje 213 ved Havdrup st.

Siden december 2019 er Køge Bugt-området syd for Karlslunde Strand busmæssigt næsten isoleret fra resten af Hovedstadsområdet mod nord og vest. Der er kun linje 215 fra Hvalsø/Osted/Havdrup i den fulde driftstid, som dog i hverdagsdagtimerne får selskab af linje 220 fra Roskilde og linje 246 fra Borup/Ejby/Lille Skensved samt om natten af linje 97N fra København. Sparekniven blev for alvor svunget ved decemberkøreplansskiftet 2010. Her havde der bl.a. været arbejdet med et forslag om en ringlinje i Solrød Kommune, der fra Solrød Strand st. skulle gå via Jersie Strand, Jersie landsby, Havdrup stationsby, Gammel Havdrup og Solrød landsby tilbage til Solrød Strand st. og omvendt, mens betjeningen af de øvrige busstrækninger i kommunen skulle ophøre. Denne idé endte ikke med at blive realiseret, men fra 12. december 2010 bortfaldt alle busforbindelser mellem Havdrup og Roskilde - både de direkte og via Snoldelev. Også kørslen mellem Havdrup og Kirke Skensved forsvandt, bl.a. med henvisning til planlagte nye cykelstier på strækningen! Alt i alt udgik linjerne 210, 212 og 213 helt i Solrød Kommune. Den første linje blev helt nedlagt, mens de to sidste kun fortsatte mellem Roskilde og Snoldelev. Den eksisterende linje 215 fik i stedet en ny rute fra Solrød Strand st. via Solrød landsby og Gammel Havdrup til Havdrup st. og videre via Osted til Avnstrup, hvorfra den fem år senere forlængedes til Hvalsø st. Indtil 2010 havde linjerne 212 og 213 haft hver sin rute mellem Havdrup og Solrød, men med omlægningen ophørte betjeningen af Tykmosevej og det sydøstlige Havdrup. Et år senere fulgte så nedlæggelsen af de historiske linjer 121 mellem Køge og København og 126 mellem Solrød Strand og Taastrup, og en ny linje 120 fra Høje Taastrup via Karlslunde og Solrød Strand stationer til Køge erstattede delvist linjerne. Men linje 120 holdt kun til december 2019, hvor den blev nedlagt syd for Karlslunde st. og en ny linje 121 mellem Køge og byudviklingsområdet ved Trylleskoven nord for Solrød Strand kom til. Mellem Karlslunde og Trylleskoven er der herefter kun busbetjening om natten! Her ses Arriva 1024, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, som linje 213 ved Havdrup st. på vej fra Roskilde mod Solrød Strand en snefuld eftermiddag lidt mere end en uge, før Havdrup mistede sine busforbindelser til og fra nord. En passager spurgte fotografen, om han vidste noget om den forestående nye køreplan for hendes daglige rejse, og selvom hun sagde pænt tak for hjælpen, virkede hun ikke oprigtigt glad for svaret...

Foto: Thomas de Laine, 3. december 2010.

Arriva 5710 ved Næstved st.

Arriva 5710 ved Næstved st.

Den norske buskarosserifabrik Vest Karosseri blev etableret i Stryn i midten af 1960'erne og må ikke forveksles med Vestfold Bil- og Karosserifabrik, VBK, som i nogle år i 1970'erne byggede en mængde busser til danske kunder. Vest Karosseri fik vi nemlig først at se på danske plader i 1995-96 med Vest Liner- og Vest Ambassdør-modellerne. Her er et eksempel på en Vest Liner, nemlig Arriva 5710, der netop er ankommet til Næstved st. på lokalrute 692. Som bussens dørarrangement giver et hint om, er der tale om en vogn, der i sin tid blev anskaffet af Combus til selskabets kortvarige eventyr med særlige lufthavnsbusser til og fra Billund Lufthavn. Den er bygget på Volvo B10M-chassis til dette formål i 1997, men kom allerede i 1999 til STS-området, hvor den kørte resten af sin tid som almindelig rutebus - først som Combus 2559 og senere som Arriva 5710.

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Arriva 5713 ved Næstved st.

Arriva 5713 ved Næstved st.

I 1998 kom der et opdateret Vest-karosseri - kaldet V10 på laventrébusser og V25 på højgulvsbusser. Dette er en V25, bygget 1999 på Volvo B10M-chassis til Combus i Næstved, vogn 2562, hvorfra Arriva overtog den. Den blev senere omnummereret til 5713. V10 og V25 blev bygget ind i det 21. århundrede og var i bybusversionen gerne på Volvo B10BLE-chassis, men der kom også et antal korte Volvo B6LE. I den periode i 2002-03, hvor Vest ejede DAB-fabrikken i Silkeborg sammen med brasilianske Busscar Ônibus, blev V10 og V25 også bygget her - samlet set dog kun i godt 20 eksemplarer.

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Omkring 2004 var Vest-fabrikken klar med nye karosserimodeller: Vest Center til bybusser og Vest Contrast til rutebiler. Det var et design, man måske lige skulle vænne sig til at se på... Til kørsel på landets største buslinje, linje 5A, anskaffede norske Nettbuss 43 Volvo B12BLE med Center-karosseri, som blev sat i drift i efteråret 2007. Busser af samme type blev af et andet norsk busselskab, Tide Bus, også indsat i Odense i et pænt antal. Nettbuss 8480 afgår fra Københavns Hovedbanegård som linje 5A mod Nørrebro og Husum. "Gå ikke over for rødt! Især unge bliver ramt," lyder kampagnefolieringen på bussen. Netop i den fodgængerovergang, bussen krydser på billedet, er der mange, der skynder sig over for rødt, men pigen til venstre for bussen har tydeligvis forstået budskabet!

Foto: Thomas de Laine, 16. december 2009.

Rutebilselskabet Haderslev 1202 som rute 900X i Vejle

Rutebilselskabet Haderslev 1202 som rute 900X i Vejle

Vest Horisont udkom i midten af 00'erne, og flere danske kunder købte X-busser med denne karosserimodel. Her er det Rutebilselskabet Haderslevs vogn 1202, som har begyndt sin rejse fra Vejle mod Sønderborg på rute 900X. Bussen er en Volvo B12B fra 2009, som i en alder af 10 år opnåede at blive eksporteret til det land, hvor karosseriet blev bygget! Horisont blev sammen med Center og Contrast den sidste model, Stryn-fabrikken byggede. Produktionen lukkede i 2011.

Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2010.

Lokalbus 4418 i Høje Taastrup

Lokalbus 4418 i Høje Taastrup

Høje Taastrup var engang planlagt til at være afgørende i en ny "håndflade" mellem Fingerplanens Køge Bugt- og Roskilde-fingre. Det primært nybyggede område med såvel boliger som arbejdspladser og det i planens ånd navngivne butikscenter "City 2" blev i 1960'erne og 1970'erne placeret i vestlig forlængelse af Taastrup stationsby, men navngivet efter den omtrent tusind år ældre landsby Høje-Taastrup nordvest for jernbanen. Det var i samme periode, der blev etableret bybuskørsel i området, i første omgang udgående fra Taastrup station. Da den nye Høje Taastrup banegård åbnede i 1986, omlagdes bybuskørslen til to dobbeltrettede ringlinjer, linje 117 og 118, som siden har betjent dobbeltbyen Taastrup-Høje Taastrup. Høje Taastrup blev nok aldrig helt, hvad planlæggerne havde tænkt sig, og det kan vel henføres til først den dårlige økonomi i 1970'erne og 1980'erne og siden nyere byudviklingsprojekter som Ørestad. Her ses en bybuslinje 117, som på sin vej fra Taastrup st. svinger fra Gadehavegårdsvej ind på Høje Taastrup Boulevard. Den fortsætter via Høje Taastrup st. og City 2 for til sidst igen at ende ved Taastrup st. Bussen er Lokalbus 4418, en Irisbus SFR151 årg. 2011. Den og de andre Taastrup-bybusser blev i februar 2024 erstattet med nye MAN-batterielbusser.

Foto: Thomas de Laine, 26. april 2017.

Arriva 1802 under ophugning i Glostrup

Arriva 1802 under ophugning i Glostrup

Arriva 1802 var en 13,7 meter lang Scania OmniLink, som i 2003 blev leveret til motorvejsbuslinje 150S mellem Nørreport og Kokkedal. Linjen kom på det tidspunkt på ny kontrakt, hvor busser af denne type erstattede ledbusserne anskaffet ved linjens oprettelse i vinteren 1998. Bus 1802 kørte på linje 150S hele kontrakten ud, men blev i foråret 2012 erstattet af en ny OmniLink, denne gang på 14,6 meter. Dens afløser står dermed til at blive skiftet ud netop i foråret 2024. Men som kun 9 år gammel blev Arriva 1802 ikke opgivet tilbage i 2012, og den kørte helt frem til 2019 på andre store Arriva-linjer i Københavnsområdet, nemlig 6A, 200S og 350S. I alt tilbagelagde den 1,1 mio. kilometer, før den mødte sin skæbne i "Klostrup".

Foto: Jeppe Steensgaard, 18. november 2020.

Ex. Brøchners Biler RU 95 277 i Bisjkek, Kirgisistan

Ex. Brøchners Biler RU 95 277 i Bisjkek, Kirgisistan

Denne bus' fortid hos Brøchners Biler i Sunds fornægter sig ikke, men der skulle til gengæld ikke være den store risiko for forveksling med vognmandens egentlige busser, for billedet er taget i Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan. Bussen er en Setra S315HDH nyleveret 2001 til Riis i Ferring, og den kom til Brøchner i 2008. Det var i 2016, den fik nye ejere i Kirgisistan. Netop i Bisjkek så den udsendte delegation af "busnørder" i øvrigt flere minibusser, som stadig kørte rundt i deres tidligere danske ejeres bemalinger.

Foto: Thomas de Laine, 6. juni 2019.

Ex. Skibby Rejser BS 81.005 på værkstedet på Danmarks Busmuseum i Skælskør

Ex. Skibby Rejser BS 81.005 på værkstedet på Danmarks Busmuseum i Skælskør

Det tyske busmærke Setra har eksisteret siden 1951, og dets navn er en sammentrækning af "selbsttragend", altså selvbærende. På det tidspunkt, hvor fabrikken blev grundlagt, var det endnu noget nyt med selvbærende busser - de fleste andre byggede et karosseri oven på et "selvstændigt" buschassis. Et eksempel på den første generation af Setra-busser bygget ind i 1960'erne er denne Setra S11 fra 1965, som er bevaret på Danmarks Busmuseum i Skælskør i hvis værksted, den ses på billedet. Bussen blev som ny turistvogn leveret til Alex Jensen i Skibby alias "Skibby Rejser" og bar nummerpladen BS 81.005. 11-tallet i typebetegnelsen angiver, at bussen har 11 sæderækker - en setrask måde at skrive busstørrelser på.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.

Allinge Turistfart 7 i Allinge

Allinge Turistfart 7 i Allinge

Anden generation af Setra-busser var 100-serien, som produceredes i 1960'erne og 1970'erne og havde typebetegnelser mellem S80 og S180. Men det var med 200-serien, at Setra for alvor fik sit indtog på dansk grund. Setra sad i 1980'erne ret godt på turistbusmarkedet i Danmark med sin 200-serie. En klassiker er således Setra S215HD, som her er eksemplificeret ved en 1983'er, der i 1998 kom brugt fra Tyskland til Allinge Turistfart på Bornholm, hvor den kørte som vogn 7. Den er fotograferet i Allinge. Også i 1980'erne lykkedes det at afsætte en del Setra-rutevogne, især S215UL-überlandbussen, og det primært til entreprenører for Vestsjællands og Storstrøms trafikselskaber.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Setras 300-serie afløste gradvist 200-modellerne fra begyndelsen af 1990'erne. Også überlandbussen udkom efter nogle år i ny udgave som f.eks. S315UL. De blev også solgt til danske kunder, men en pæn del af dem, der har kørt i Danmark, blev brugtanskaffet som importbusser. Et eksempel på dette er Vissenbjerg Turistfarts XK 88 425, som er bygget i 1997 til en vognmand i Hartheim i Tyskland, men 2005 kom til Fyn, hvor den kørte en håndfuld år. Denne fortid forklarer også det her til lands for Setra'er usædvanlige dørarrangement 2-2-0. Billedet er taget på Vissenbjerg Turistfarts garageanlæg.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

DitoBus 348 i Stamholmen garage

DitoBus 348 i Stamholmen garage

Setras 300-serie var den fjerde generation af Setra-busser, og som turistbusser havde de et ret karakteristisk udseende med deres sidespejle og kurvede form på de forreste sideruder. En S317HDH bygget i 1999 til DitoBus, hvor den kørte omkring 12 år som vogn 348, ses her på Nettbuss' garageanlæg på Stamholmen, Avedøre Holme, som DitoBus i en årrække havde nogle turist- og minibusser garagereret på. Den korte version af Setra 300-turistbussen, S309 med 9 sæderækker, blev en overgang samlet på Aabenraa Karrosserifabrik.

Foto: Thomas de Laine, 28. maj 2011.

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

Linje 149 har i mange år betjent Herstedøster industrikvarter og været en af den gode gamle slags forstadslinjer, som forbandt sådanne steder - alternativt boligområder - med S-togsstationer og gerne med 20-minuttersdrift i store dele af driftstiden, så det matchede S-banens 20-minutterstakt. City-Trafik 2209, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 149 på Formervangen på vej mod Albertslund st. Linjens ophav var i øvrigt firmaet De gule Busser, som havde garageanlæg på netop Formervangen i Herstedøster nogle få hundrede meter fra det sted, hvor billedet er taget. "Stoppestedsboblerne", som engang fandtes overalt, står stadig på Formervangen i 2024.

Foto: Thomas de Laine, 17. marts 2010.

Keolis 7446 på Lugnets Allé i Sickla, Stockholm, Sverige

Keolis 7446 på Lugnets Allé i Sickla, Stockholm, Sverige

Sickla i Stockholm ligger i sydøstenden af Tvärbanan, som er en letbanelinje, der går nord, vest og syd om byen. I Sickla deler busser og letbane et tracé i midten af vejen, og her er det bybuslinje 74, der således stryger hurtigt over broen, som fører Lugnets Allés over Sicklakanalen. Bussen er Keolis 7446, en MAN NL243 Lion's City-gasbus fra 2009, som har kørt hele sin tilværelse hos Keolis i Stockholm. Dog hed Keolis' busselskab i Sverige ved leveringen endnu Busslink.

Foto: Thomas de Laine, 24. maj 2022.

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

En X-bus bliver til en ex-bus! Keolis vogn 220 var en VDL SBR4000/Jonckheere Mistral, der som ny blev leveret til Tylstrup Busser med samme vognnummer. Tylstrup blev overtaget af Nettbuss i 2011, og Nettbuss i Danmark og Keolis-ejede City-Trafik fusionerede i 2014 med Keolis som det fortsættende navn. Bussen forblev dog hele vejen igennem i Nordjylland, hvor den kørte som X-bus, indtil udrangeringen i sommeren 2021. Den mødte sin skæbne hos HJM Recycling i Glostrup i foråret 2022, mens en anden tidligere Nettbuss, vogn 8454 fra København, nervøst så til fra sidelinjen.

Foto: Jeppe Steensgaard, 21. april 2022.

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Sommeren 2024 nedlægges servicebuslinje 103 i Køge. Netop Køge var relativt sent ude med at få servicebus, for linjen blev først etableret 2. marts 1996, hvilket dog også skal i sammenhæng med, at byens indre gader omkring Torvet, som servicebussen skulle betjene, i 1994-95 skulle gennem en større renovering. Linjen har i alle sine 28 år forbundet Ølby st. og sygehuset i nord med Køge Torv og Ellemarken, Boskovparken, Hastrupparken og Boholte i syd, selvom ruten er justeret lidt undervejs. Linjen har også overlevet både den daværende operatørs konkurs i 2010, en fuldstændig omlægning af kommunens busdrift senere samme år, hvor linjenummeret også skiftede til 103, og en tidligere besluttet nedlæggelse. Den første nedlæggelse blev afblæst i sidste øjeblik efter at have været planlagt til december-køreplansskiftet 2019. Men denne gang mener kommunen det nok... Vikingbus 4446, Iveco Crossway LE årg. 2015, som servicebuslinje 103 på Gymnasievej med gymnasiets forholdsvis nye idrætssal til venstre. Hvor den står, vendte ekstrabusserne mellem gymnasiet og stationen i mange år. Med nedlæggelsen af servicebussen ophører buskørslen på Gymnasievej og Skellet efter små 60 år. Stoppestedet ved gymnasiet (på Skellet) var ellers før 2010 det tredje mest benyttede i Køge Kommune!

Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2024.

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

I sommeren 1992 sendte DAB-Silkeborg denne fabriksnye DAB 12-1200B-bybus til Polen som demobus, hvilket den blev brugt til i et års tid. I denne periode gæstede den bl.a. Czestochowa. Fra juni 1993 kørte den dog hos sin nye permanente ejer, nemlig bybusserne i Koszalin, alias MZK Koszalin, hvor den blev tildelt vognnummer 1132. Bussen fik små 27 år i driften i Koszalin. I 2018 arvede den motoren fra en anden af byens DAB'er, bus 1136, og i efteråret 2019 var der da også kun et par DAB-bybusser tilbage, som kørte nogle bestemte morgenløb på hverdage. I foråret 2020 var det dog slut: Bus 1132 blev udrangeret, og Koszalin er ikke længere DAB-by. Men byen har bevaret en anden DAB serie 12, nemlig bus 1144, og det er ganske passende, for DAB-Silkeborg havde faktisk en kort overgang i 1990'erne etableret busproduktion i byen. Bus 1132 som linje 18 i endestationen ved Osiedle Bukowe, et kompleks af betonblokke i det nordlige Koszalin.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund

Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund

Albertslund på den københavnske vestegn har siden indførelsen af linjenumre på busserne i Københavns Amt i 1951 været betjent af 140-linjerne. Og frem til 1980 var Sengeløse Rutebiler alias De gule Busser i Herstedøster fast inventar i området, hvorefter firmaet dog lod sig opkøbe af HT frem for at forny sin kontrakt med trafikselskabet. Trods utallige omlægninger kører der stadig flere 140-linjer i Albertslund, men det er noget relativt nyt, at linje 143 kommer til denne forstad. Linjen var egentlig etableret mellem Sengeløse og Ballerup i 1949, men blev i 1954 forlænget over Herstedøster til Glostrup og i 1963 fra Sengeløse til Taastrup. I 1967 blev ruten delt op, så kørslen mellem Ballerup og Taastrup blev til linje 144, og helt frem til marts 2010 var linje 143 dermed en linje mellem Glostrup og Ballerup, og det er nok sådan, de fleste husker den, for det var - med visse justeringer undervejs - sådan den kørte gennem 43 år. Foråret 2010 blev den dog omlagt til ikke at køre til Glostrup, men via Albertslund st. og videre til Vallensbæk i stedet for den samtidigt nedlagte linje 136. Dermed optræder linje 143 nu på Damgårdsvej nord for Albertslund st., hvor dette billede er taget. Skæbnen ville, at City-Trafik, der siden 2014 hedder Keolis, kom til at køre mange af De gule Bussers gamle linjer mellem 1996 og 2021. Her er det Keolis 2484, en VDL Ambassador årg. 2009, på Damgårdsvej med en sydgående linje 143 i foråret 2021.

Foto: Thomas de Laine, 20. april 2021.

Nobina 4370 på Admiralsbron, Malmö

Nobina 4370 på Admiralsbron, Malmö

Bybusdriften i Malmö er som andre steder under elektrificering i disse år. Nobina 4370 er en 18,6 meter lang Volvo B0EA/Wroclaw-ledbus (Volvo 7900A Electric) fra 2021, som her passerer Admilsbron som linje 7 på vej fra Svågertorp station mod Malmö C og videre til Ön. Det er en trafikalt stille eftermiddag, for billedet er taget på en helligdag, nemlig Sveriges nationaldag.

Foto: Thomas de Laine, 6. juni 2023.

Arriva 1666 under ophugning i Glostrup

Arriva 1666 under ophugning i Glostrup

Efter at have trukket det store læs på først linje 5A og senere andre tunge linjer som 2A, 6A, 7A, 200S og 350S blev de sidste norskkarosserede Volvo B12BLE-busser taget ud af driften i København i februar 2022. Her bliver Arriva 1666 (opr. Nettbuss 8466), Volvo B12BLE-61/Vest Center årg. 2007, klippet i stykker hos HJM Recycling i Glostrup i maj 2022, tre måneder efter udrangeringen. Bussen forsvandt dog ikke hundrede procent fra jordens overflade, for motoren fik en anden bus at trække, nemlig Nobina 6032 - en B12BLE fra 2008, men med Säffle-karosseri, som er fast vogn på linje 300S.

Foto: Kim Løvenskjold, 23. maj 2022.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus indleder 11. februar 2024 en ny kontraktperiode på linjerne 114-119, 127/128 og 225, som herefter skal køres med elbusser. Allerede en måneds tid i forvejen tyvstartede man dog med elbuskørslen, men kun på en del af turene. Vikingbus 4528 afgår fra Høje Taastrup st. på myldretidslinje 119.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Der har kørt bybusser i Taastrup siden 1968. Oprindeligt kørte vognmand Lars Iversen, De Blaa Rutebiler, som entreprenør for Høje-Taastrup Kommune. Han var heldig at kunne flytte sin forretning herud, efter at hans gamle område lidt længere mod øst, Rødovre Kommune, i 1967 havde valgt at lave en aftale med Københavns Sporveje, om at sporvejenes buslinjer blev forlænget ud i Rødovre Kommune til erstatning for Iversens. Fra 1975 til 1990 kørte Iversen videre som HT-entreprenør, men herefter begyndte licitationerne. 1990-98 havde Linjebus kørslen, som Combus vandt herefter. Linjenettet bestod siden 1986, hvor den nye banegård i Høje Taastrup var åbnet, af de dobbeltrettede ringlinjer 117 og 118, som dog fra 1993 fik selskab af en myldretidslinje 119 i Høje Taastrup. Combus' kørsel overtoges i 2001 af Connex, som dog tabte den til Arriva i 2005. Lokalbus vandt Taastrup bybusser med virkning fra december 2011 og har kørt dem siden. Februar 2024 påbegyndes en ny kontraktperiode af samme foretagende, som nu hedder Vikingbus, og det kommer meget sandsynligt til at betyde, at Vikingbus vil have kørslen til 2036 eller længere. Dermed vil Lokalbus/Vikingbus blive det busselskab, som historisk set har kørt Taastrup bybusser længst. På den nye kontrakt indsætter Vikingbus MAN Lion's City 12E-elbusser, og de første kom i drift fra uge 2, en god måneds tid før kontraktbegyndelse. Bus 4534 opsamler passagerer ved Høje Taastrup st. som linje 117 - bybuslinjen, der kører i urets retning.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

DitoBus 4905 ved Favrholm st.

DitoBus 4905 ved Favrholm st.

Favrholm station syd for Hillerød, som åbnede 10. december 2023, har en fin lille busterminal med stoppestedspladser til et par buslinjer. Men der er foreløbigt ingen busbetjening af stationen! Med tiden - f.eks. når stationens egentlige passagergrundlag i form af det nye hospital er færdigt - kan man dog forestille sig, at linjer som 337 eller 600S føres via stationen. Her er det DitoBus 4905, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, der leger linje 337 ved Favrholm st. en mørk og stormfuld dag. Til venstre ses Frederiksværkbanens perron.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. december 2023.

DitoBus 4901 ved Hillerød st.

DitoBus 4901 ved Hillerød st.

Hillerød bybusser har i årtier været Volvo-land. Jørgen Andersen, som i 1979 overtog trafikken, svor til dette mærke, og da De Hvide Busser i 1994 tog over, var det også Volvo-busser, man indsatte. I Arriva- og Nobina-tiden har bybusserne ligeledes kørt med Volvo. Eneste undtagelse var perioden 1999-2005, hvor Arriva brugte DAB-gasbusser på bybuslinjerne. Volvo-traditionen bliver videreført af DitoBus, som 10. december 2023 har erstattet Nobina som bybusoperatør i den nordsjællandske by. DitoBus indsætter nemlig Volvo B0E-elbusser. De er dog forsinket i leveringen, så de første måneder køres der med indlånte busser, hvoraf en god del dog også er Volvo'er. Men om søndagen, hvor der ikke skal bruges så mange busser, og hvor Hillerød garage heller ikke skal have linje 55E på gaden, har man lige fra overtagelsen kunnet indsætte Volvo B0E'erne fra 55E som bybusser. Her ses således på overtagelsesdagen DitoBus 4901, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, som linje 302 ved Hillerød st.

Foto: Thomas de Laine, 10. december 2023.