Myldretid

Menu

Billeder

Der er 5.931 billeder på Myldretid. Find billeder ud fra tags eller linjenummer, eller prøv lykken for at se tilfældige billeder.

Søg i Billeder efter:

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Setras 300-serie afløste gradvist 200-modellerne fra begyndelsen af 1990'erne. Også überlandbussen udkom efter nogle år i ny udgave som f.eks. S315UL. De blev også solgt til danske kunder, men en pæn del af dem, der har kørt i Danmark, blev brugtanskaffet som importbusser. Et eksempel på dette er Vissenbjerg Turistfarts XK 88 425, som er bygget i 1997 til en vognmand i Hartheim i Tyskland, men 2005 kom til Fyn, hvor den kørte en håndfuld år. Denne fortid forklarer også det her til lands for Setra'er usædvanlige dørarrangement 2-2-0. Billedet er taget på Vissenbjerg Turistfarts garageanlæg.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

DitoBus 348 i Stamholmen garage

DitoBus 348 i Stamholmen garage

Setras 300-serie var den fjerde generation af Setra-busser, og som turistbusser havde de et ret karakteristisk udseende med deres sidespejle og kurvede form på de forreste sideruder. En S317HDH bygget i 1999 til DitoBus, hvor den kørte omkring 12 år som vogn 348, ses her på Nettbuss' garageanlæg på Stamholmen, Avedøre Holme, som DitoBus i en årrække havde nogle turist- og minibusser garagereret på. Den korte version af Setra 300-turistbussen, S309 med 9 sæderækker, blev en overgang samlet på Aabenraa Karrosserifabrik.

Foto: Thomas de Laine, 28. maj 2011.

Vikingbus 4480 i Ørslev garage

Vikingbus 4480 i Ørslev garage

I det 21. århundrede blev femte generation af Setra-busser introduceret, og som "rutebil" har man også i Danmark gennem flere år kunnet møde dem. Blandt andet har flere Movia-operatører fået modellen Setra S415LE Business, hvor 'LE' angiver laventréopbygning, mens "Business" reelt betyder, at bussen er samlet i Tyrkiet! Her er det Vikingbus 4480, leveret 2022, i Ørslev garage. Vikingbus anvender disse busser på Movia-linjerne 620R, 640, 660R, 661R, 664, 667 og 750. Også Anchersen, Umove og Tide Bus bruger modellen i Movialand, og man risikerer især at møde dem på Ringsted-kanten, ved hvilken lejlighed man kan gå hen at opdage, at de ikke engang er helt ens...

Foto: Thomas de Laine, 2. september 2023.

Københavns Sporveje 587+1572 ved Flemmingsminde, Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 587+1572 ved Flemmingsminde, Skjoldenæsholm

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har en pæn beholdning af de bogievogne tegnet af arkitekt Ib Lunding, som Københavns Sporveje lod producere i årene 1930-41. Der blev bygget 118 motorvogne på sporvejenes eget hovedværksted, og de fleste af de 83 bivogne kom til verden samme sted. Dog lod man Scandia i Randers bygge 30 af bivognene. De længst levende Lunding-bogievogne var i drift helt til sporvejsdriftens ophør i foråret 1972. Her gør motorvogn 587 med bivogn 1572 - begge bygget 1940 og udrangeret 1972 - holdt ved stoppestedet Flemmingsminde på Sporvejsmuseet. Den lille ventesal stammer fra den daværende linje 16-endestation ved Vestre Kirkegårds Allé.

Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster

Linje 149 har i mange år betjent Herstedøster industrikvarter og været en af den gode gamle slags forstadslinjer, som forbandt sådanne steder - alternativt boligområder - med S-togsstationer og gerne med 20-minuttersdrift i store dele af driftstiden, så det matchede S-banens 20-minutterstakt. City-Trafik 2209, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 149 på Formervangen på vej mod Albertslund st. Linjens ophav var i øvrigt firmaet De gule Busser, som havde garageanlæg på netop Formervangen i Herstedøster nogle få hundrede meter fra det sted, hvor billedet er taget. "Stoppestedsboblerne", som engang fandtes overalt, står stadig på Formervangen i 2024.

Foto: Thomas de Laine, 17. marts 2010.

Keolis 7446 på Lugnets Allé i Sickla, Stockholm, Sverige

Keolis 7446 på Lugnets Allé i Sickla, Stockholm, Sverige

Sickla i Stockholm ligger i sydøstenden af Tvärbanan, som er en letbanelinje, der går nord, vest og syd om byen. I Sickla deler busser og letbane et tracé i midten af vejen, og her er det bybuslinje 74, der således stryger hurtigt over broen, som fører Lugnets Allés over Sicklakanalen. Bussen er Keolis 7446, en MAN NL243 Lion's City-gasbus fra 2009, som har kørt hele sin tilværelse hos Keolis i Stockholm. Dog hed Keolis' busselskab i Sverige ved leveringen endnu Busslink.

Foto: Thomas de Laine, 24. maj 2022.

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

En X-bus bliver til en ex-bus! Keolis vogn 220 var en VDL SBR4000/Jonckheere Mistral, der som ny blev leveret til Tylstrup Busser med samme vognnummer. Tylstrup blev overtaget af Nettbuss i 2011, og Nettbuss i Danmark og Keolis-ejede City-Trafik fusionerede i 2014 med Keolis som det fortsættende navn. Bussen forblev dog hele vejen igennem i Nordjylland, hvor den kørte som X-bus, indtil udrangeringen i sommeren 2021. Den mødte sin skæbne hos HJM Recycling i Glostrup i foråret 2022, mens en anden tidligere Nettbuss, vogn 8454 fra København, nervøst så til fra sidelinjen.

Foto: Jeppe Steensgaard, 21. april 2022.

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Sommeren 2024 nedlægges servicebuslinje 103 i Køge. Netop Køge var relativt sent ude med at få servicebus, for linjen blev først etableret 2. marts 1996, hvilket dog også skal i sammenhæng med, at byens indre gader omkring Torvet, som servicebussen skulle betjene, i 1994-95 skulle gennem en større renovering. Linjen har i alle sine 28 år forbundet Ølby st. og sygehuset i nord med Køge Torv og Ellemarken, Boskovparken, Hastrupparken og Boholte i syd, selvom ruten er justeret lidt undervejs. Linjen har også overlevet både den daværende operatørs konkurs i 2010, en fuldstændig omlægning af kommunens busdrift senere samme år, hvor linjenummeret også skiftede til 103, og en tidligere besluttet nedlæggelse. Den første nedlæggelse blev afblæst i sidste øjeblik efter at have været planlagt til december-køreplansskiftet 2019. Men denne gang mener kommunen det nok... Vikingbus 4446, Iveco Crossway LE årg. 2015, som servicebuslinje 103 på Gymnasievej med gymnasiets forholdsvis nye idrætssal til venstre. Hvor den står, vendte ekstrabusserne mellem gymnasiet og stationen i mange år. Med nedlæggelsen af servicebussen ophører buskørslen på Gymnasievej og Skellet efter små 60 år. Stoppestedet ved gymnasiet (på Skellet) var ellers før 2010 det tredje mest benyttede i Køge Kommune!

Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2024.

PKS Zlocieniec 602040 uden for Zlocieniec, Polen

PKS Zlocieniec 602040 uden for Zlocieniec, Polen

Nogle busser kommer langt væk hjemmefra. Denne Leyland-DAB 7-1200B begyndte tilværelsen hos Fabers Buslinier i Randers i 1986, og den kørte lidt mere end en gennemsnitlig dansk busalder i byen - fra 1995 dog i regi af Swebus' jyske datterselskab Dania Bustrafik og de sidste år hos Combus, som overtog Swebus i Danmark i 1998. Efter udrangering fra driften i 2001 blev den knap 15 år gamle bus solgt til eksport. Den kom dermed til rutebilselskabet PKS Zlocieniec i Polen i 2002, hvor den de næste 20 år var i brug som vogn 602040. Man skulle tro, at den 36 år gamle bus efter udrangeringen fra Zlocieniec i 2022 måtte være at regne for udtjent, men den er i 2023 blevet sendt til byen Kryvyi Rih i Ukraine! Her ses bussen i drift i en skov lidt uden for Zlocieniec.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132 ved Osiedle Bukowe, Koszalin, Polen

I sommeren 1992 sendte DAB-Silkeborg denne fabriksnye DAB 12-1200B-bybus til Polen som demobus, hvilket den blev brugt til i et års tid. I denne periode gæstede den bl.a. Czestochowa. Fra juni 1993 kørte den dog hos sin nye permanente ejer, nemlig bybusserne i Koszalin, alias MZK Koszalin, hvor den blev tildelt vognnummer 1132. Bussen fik små 27 år i driften i Koszalin. I 2018 arvede den motoren fra en anden af byens DAB'er, bus 1136, og i efteråret 2019 var der da også kun et par DAB-bybusser tilbage, som kørte nogle bestemte morgenløb på hverdage. I foråret 2020 var det dog slut: Bus 1132 blev udrangeret, og Koszalin er ikke længere DAB-by. Men byen har bevaret en anden DAB serie 12, nemlig bus 1144, og det er ganske passende, for DAB-Silkeborg havde faktisk en kort overgang i 1990'erne etableret busproduktion i byen. Bus 1132 som linje 18 i endestationen ved Osiedle Bukowe, et kompleks af betonblokke i det nordlige Koszalin.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

MZK Koszalin 1132 på Jana Pawla II, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132 på Jana Pawla II, Koszalin, Polen

MZK Koszalin 1132, DAB 12-1200B årg. 1992, som linje 11 mod boligområdet Osiedle Bukowe på Jana Pawla II i Koszalin i Polen. Bussen er bygget i Silkeborg og derfra kommet til Koszalin, som ellers var den by, hvor DAB over nogle få år i 1990'erne havde etableret en polsk samlefabrik.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

Tide Bus 6068 ved Aalborg Busterminal

Tide Bus 6068 ved Aalborg Busterminal

Golden Dragon viste sig første gang på den danske busscene i 2021, hvor modellen "Pivot" blev sat i trafik af Tide Bus på bybusserne i Esbjerg. Året efter fik Tide leveret flere af samme model til Vejle og Aalborg, ligesom DitoBus indsatte en serie på linjer i Hornsherred, Nordsjælland og på Læsø. Omkring 140 "gulddrager" er dermed i trafik på de danske veje. De fleste af busserne er E12-versionen, altså den almindelige 12 m lange standardbus, men DitoBus har også fået 13 m-udgaven, ligesom Vejle har fået tre ledbusser. Alle busserne er batterielbusser. Her holder Tide Bus 6068 ved Kennedy Arkaden (Aalborg Busterminal) som bybuslinje 16 på Tide Bus' første driftsdag i den nordjyske hovedstad.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2022.

Tide Bus 6086 i Hasseris, Aalborg

Tide Bus 6086 i Hasseris, Aalborg

Golden Drag Queen, Gylden Drage eller Gyldent Daggry? Enhver busproducent skal have et godt øgenavn blandt busentusiaster, og det må også gælde det kinesiske busmærke Golden Dragon. Denne busproducent blev etableret i 1992 og bygger både rute- og turistbusser, varevogne og større personbiler. I august 2022 overtog Tide Bus Aalborg bybusser fra Keolis og Arriva, og 23 af de nye busser var af typen Golden Dragon Pivot E12, nemlig Tide Bus 6067-6089. Tide Bus 6086 afgår på premieredagen som linje 15 fra den hyggelige vendesløjfe i Hasseris, der udgøres af vejtrekanten Bygaden, Gammel Hasserisvej og Jeronimusvej.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2022.

Odense Letbane 04 ved stop Vesterbro, Odense

Odense Letbane 04 ved stop Vesterbro, Odense

28. maj 2022 blev Odense by nummer to i Danmark med en letbane. Denne dag åbnede en 14,4 km lang linje fra Tarup Center nordvest for centrum via Vesterbro til Odense Banegård og videre via Rosengårdcentret, universitetet og det nye universitetshospital til Hjallese station på Svendborgbanen. Som logo for den nye transportform er valgt et 'O' for Odense med streg under. Dette modsvares i øvrigt på Ring 3 ved København, hvor logoet er et 'L' med streg under. På dette billede ses Stadler Variobahn vogn 04 ved stoppestedet Vesterbro på sin vej fra centrum mod Tarup. I t-krydset bag vognen er der sporskifter for udfletningen af den mulige etape 2-gren til Odense Zoo. Også på modsatte side af centrum er en forgrening forberedt, så man senere kan undgå et længerevarende driftsstop, nemlig i krydset Ørbækvej/Nyborgvej, hvorfra etape 2 tænkes at gå gennem Vollsmose til Seden.

Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.

Odense Letbane 14 ved Campus Odense

Odense Letbane 14 ved Campus Odense

Odense Letbane er ført gennem universitetets område ad den nord-syd-gående Campusvej, som kun er for letbane, cykler og fodgængere. Vogn 14, den ene af 16 Stadler Variobahn-vogne, ses her ved Campus Odense i retning mod banegården og Tarup.

Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.

Odense Letbane 12 på Højstrupvej, Odense

Odense Letbane 12 på Højstrupvej, Odense

Odense Letbane 12, Stadler Variobahn, på Højstrupvej i retning mod Tarup Center.

Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.

Odense Letbane 11 ved Cortex Park, Odense

Odense Letbane 11 ved Cortex Park, Odense

Odense Letbane 11, Stadler Variobahn, er netop krydset over Niels Bohrs Allé ind på universitetsområdet ved Cortex Park. Universitetet og universitetshospitalet ligger syd for byen på vejen mod endestationen ved Hjallese station på Svendborgbanen.

Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.

Odense Letbane 06 ved stop Højstrup, Odense

Odense Letbane 06 ved stop Højstrup, Odense

Odense Letbanes Stadler Variobahn-vogn nr. 06 gør holdt for at optage en enkelt passager ved stoppestedet Højstrup syd for Tarup. Vognen er på vej mod banegården og Hjallese, men er i dette tilfælde fejlskiltet "Tarup Center".

Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.

Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund

Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund

Albertslund på den københavnske vestegn har siden indførelsen af linjenumre på busserne i Københavns Amt i 1951 været betjent af 140-linjerne. Og frem til 1980 var Sengeløse Rutebiler alias De gule Busser i Herstedøster fast inventar i området, hvorefter firmaet dog lod sig opkøbe af HT frem for at forny sin kontrakt med trafikselskabet. Trods utallige omlægninger kører der stadig flere 140-linjer i Albertslund, men det er noget relativt nyt, at linje 143 kommer til denne forstad. Linjen var egentlig etableret mellem Sengeløse og Ballerup i 1949, men blev i 1954 forlænget over Herstedøster til Glostrup og i 1963 fra Sengeløse til Taastrup. I 1967 blev ruten delt op, så kørslen mellem Ballerup og Taastrup blev til linje 144, og helt frem til marts 2010 var linje 143 dermed en linje mellem Glostrup og Ballerup, og det er nok sådan, de fleste husker den, for det var - med visse justeringer undervejs - sådan den kørte gennem 43 år. Foråret 2010 blev den dog omlagt til ikke at køre til Glostrup, men via Albertslund st. og videre til Vallensbæk i stedet for den samtidigt nedlagte linje 136. Dermed optræder linje 143 nu på Damgårdsvej nord for Albertslund st., hvor dette billede er taget. Skæbnen ville, at City-Trafik, der siden 2014 hedder Keolis, kom til at køre mange af De gule Bussers gamle linjer mellem 1996 og 2021. Her er det Keolis 2484, en VDL Ambassador årg. 2009, på Damgårdsvej med en sydgående linje 143 i foråret 2021.

Foto: Thomas de Laine, 20. april 2021.

Nobina 4370 på Admiralsbron, Malmö

Nobina 4370 på Admiralsbron, Malmö

Bybusdriften i Malmö er som andre steder under elektrificering i disse år. Nobina 4370 er en 18,6 meter lang Volvo B0EA/Wroclaw-ledbus (Volvo 7900A Electric) fra 2021, som her passerer Admilsbron som linje 7 på vej fra Svågertorp station mod Malmö C og videre til Ön. Det er en trafikalt stille eftermiddag, for billedet er taget på en helligdag, nemlig Sveriges nationaldag.

Foto: Thomas de Laine, 6. juni 2023.

Arriva 1666 under ophugning i Glostrup

Arriva 1666 under ophugning i Glostrup

Efter at have trukket det store læs på først linje 5A og senere andre tunge linjer som 2A, 6A, 7A, 200S og 350S blev de sidste norskkarosserede Volvo B12BLE-busser taget ud af driften i København i februar 2022. Her bliver Arriva 1666 (opr. Nettbuss 8466), Volvo B12BLE-61/Vest Center årg. 2007, klippet i stykker hos HJM Recycling i Glostrup i maj 2022, tre måneder efter udrangeringen. Bussen forsvandt dog ikke hundrede procent fra jordens overflade, for motoren fik en anden bus at trække, nemlig Nobina 6032 - en B12BLE fra 2008, men med Säffle-karosseri, som er fast vogn på linje 300S.

Foto: Kim Løvenskjold, 23. maj 2022.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus indleder 11. februar 2024 en ny kontraktperiode på linjerne 114-119, 127/128 og 225, som herefter skal køres med elbusser. Allerede en måneds tid i forvejen tyvstartede man dog med elbuskørslen, men kun på en del af turene. Vikingbus 4528 afgår fra Høje Taastrup st. på myldretidslinje 119.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4532 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4532 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4532, MAN Lion's City 12E årg. 2024, som linje 114 mod Sengeløse ved Høje Taastrup st.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Der har kørt bybusser i Taastrup siden 1968. Oprindeligt kørte vognmand Lars Iversen, De Blaa Rutebiler, som entreprenør for Høje-Taastrup Kommune. Han var heldig at kunne flytte sin forretning herud, efter at hans gamle område lidt længere mod øst, Rødovre Kommune, i 1967 havde valgt at lave en aftale med Københavns Sporveje, om at sporvejenes buslinjer blev forlænget ud i Rødovre Kommune til erstatning for Iversens. Fra 1975 til 1990 kørte Iversen videre som HT-entreprenør, men herefter begyndte licitationerne. 1990-98 havde Linjebus kørslen, som Combus vandt herefter. Linjenettet bestod siden 1986, hvor den nye banegård i Høje Taastrup var åbnet, af de dobbeltrettede ringlinjer 117 og 118, som dog fra 1993 fik selskab af en myldretidslinje 119 i Høje Taastrup. Combus' kørsel overtoges i 2001 af Connex, som dog tabte den til Arriva i 2005. Lokalbus vandt Taastrup bybusser med virkning fra december 2011 og har kørt dem siden. Februar 2024 påbegyndes en ny kontraktperiode af samme foretagende, som nu hedder Vikingbus, og det kommer meget sandsynligt til at betyde, at Vikingbus vil have kørslen til 2036 eller længere. Dermed vil Lokalbus/Vikingbus blive det busselskab, som historisk set har kørt Taastrup bybusser længst. På den nye kontrakt indsætter Vikingbus MAN Lion's City 12E-elbusser, og de første kom i drift fra uge 2, en god måneds tid før kontraktbegyndelse. Bus 4534 opsamler passagerer ved Høje Taastrup st. som linje 117 - bybuslinjen, der kører i urets retning.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4531 på Taastrup Torv

Vikingbus 4531 på Taastrup Torv

Busterminalen ved Taastrup st. blev for omkring 10 år siden flyttet lidt mod vest for at gøre plads til et nyt butikscenter på stationens sydside. Pladsen, som den nye busterminal ligger på, hedder Taastrup Torv. Vikingbus 4531, en helt ny MAN Lion's City 12E, ses her på Taastrup Torv med den busterminal i baggrunden, bussen lige er afgået fra. Det er ikke nemt at være en skinnende ny bus i sådan en gang snevejr.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.