Myldretid.dk (til forsiden)  
  Forside   Nyheder   Baggrund & historie   Billeder   Garagefakta   Busbasen   Vognlister
  Opdateringer   Om Myldretid.dk   Kontakt

  Du er her: Forside > Baggrund & historie > > Denne artikel

Bevarede busser: KS 322 og HT 428

Denne artikel er forældet! Indholdet var korrekt på det tidspunkt, hvor den blev skrevet, men artiklen opdateres ikke længere.

Af Thomas de Laine

KS 322 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm KS 322 og HT 428, der tilhører Sporvejshistorisk Selskab, er af typen Leyland-DAB serie II. Denne type er, som navnet antyder, en videreudvikling af serie I, og disse typer er udviklet i forbindelse med Københavns Sporvejes overgang fra sporvognsdrift til busdrift i årene 1964-72.

Der indkøbtes 300 stk. serie I-busser, nr. 960-999 og 1-260, der leveredes 1964-67. En enkelt vogn, nr. 211, leveredes dog i stedet som prototype for serie II i december 1966. Serie II leveredes i yderligere 250 eksemplarer fra 1967 til 1970. Busserne i serieleverancen havde nr. 261-510. Fra nr. 301 var fronten markant ændret, idet linienummeret blev gjort større og flyttet til en særlig kvadratisk kasse, der står som en ombygning i taget.

Serie II-busser af stort set tilsvarende udførsel leveredes til Amagerbanen og NESA. NESA-busserne leveredes dog først i 1971 og 1973 og adskilte sig fra KS- og Amagerbane-vognene ved at have ZF-gear i stedet for Voith-gear. I modsætning til serie I blev serie II også meget udbredt i resten af landet, bl.a. som rutebil med dørpl. 1-0-0 og som provinsbybus med dørpl. 1-0-2. I Hovedstadsområdet fik Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne et større antal, hvoraf også én er bevaret, og Thorkils Rutebiler i Køge fik et mindre antal busser, der også fik dørpl. 2-2-0 som KS, Amagerbanen og NESAs. Også til udlandet er der bygget et antal serie II-busser.

KS-serie II'erne overgik i 1974 til HT, og udrangering af typen påbegyndtes i 1979. I 1982-84 gennemgik en del vogne dog HTs renoveringsprogram, ligesom visse af dem oplakeredes som 'kunstbusser'. Først i 1989 udrangeredes de sidste eksemplarer.

Prototypen, nr. 211, ombyggedes i 1980 til 'hybridbus'. HT fik senere 10 nyleverede hybridbusser, 5 stk. Volvo B10M/Aabenraa og 5 stk. Leyland-DAB 8-1200B. I hybridbusserne genanvendes bremseenergien, hvilket skulle give en betydelig brændstofbesparelse. Der kom dog aldrig mere end de i alt 11 hybridbusser.

De to bevarede busser er nr. 322 og 428. Nr. 322 er bevaret i KS-udgave og er i 2003 renoveret af HT-Museet. Den blev udrangeret fra driften i 1982, hvorefter den indgik i HTs samling af museumsbusser. I 2003 overgik den med denne samling til Sporvejshistorisk Selskab og Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Nr. 428 er bevaret i HT-udgave. HT lod den renovere i 1984, og samme år blev bussen kunstbus. Den blev udrangeret i 1988, hvor den overgik til Sporvejshistorisk Selskab.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har i dag begge busserne, hvoraf den ene - nr. 322 - bl.a. har været brugt på museets veteranbusrute rundt om Valsølille Sø.

Bussernes data:
Type: Leyland-DAB LIDRT 12/4
Motor: Leyland EO.680
Gear: Voith D501
Første indregistrering: Oktober 1968 (322) og oktober 1969 (428)
Udrangeret: 1982 (322) og 1988 (428)
Stelnummer: ? (322) og 690428K (428)
Pladser: 45 siddepladser og 46 ståpladser
Døre: 2-2-0

Bussernes historie:

KS 322:
1968 indregistreret til Københavns Sporveje nr. 322/?
1974 overtaget af HT
1982 udrangeret, herefter museumsvogn
2003 renoveret og indregistreret
2003 overtaget af Sporvejshistorisk Selskab

HT 428:
1969 indregistreret til Københavns Sporveje nr. 428/AN 97 030
1974 overtaget af HT
1984 renoveret og oplakeret som kunstbus; omregistreret til JL 97 056
1988 udrangeret
1988 overtaget af Sporvejshistorisk Selskab

Fotos: Thomas de Laine

Se også:

Bevarede busser: Hjørring-bybussen

Flere billeder af bevarede busser
 
 
Printervenlig version

Til artikeloversigten

 Opdateret sidst:
8. august 2004

Ændringshistorik
Printervenlig version

 Nyeste i Baggrund & historie

80 år med bybusser i Roskilde - 1935-2015 (22. nov. 15)

HT på tryk 1974-2000 (5. okt. 14)

For 25 år siden: HTs første udbud (11. aug. 14)

Flere artikler...

 
Tilbage til toppen

Forside | Nyheder | Baggrund & historie | Billeder | Garagefakta | Busbasen | Vognlister
Opdateringer | Om Myldretid.dk | Kontakt


Denne sides adresse (URL): http://myldretid.dk/artikler/nr/31
Copyright © 1999-2017 by Thomas Mark de Laine (admin@myldretid.dk), all rights reserved.